En A-dur kan godt være et knytnæveslag mod patriarkatet

Fiona Apples voldsomt anmelderroste musik og en grum harmonisering af Chaplins 'Smile' - samt ikke mindst reaktionerne herpå i en laaang fascinerende facebooktråd holdt mig vågen i flere dage.

Nu ved jeg hvad det handlede om: Harmoniæstetik vs. Patriarkatet. Jeps den er god nok. Hør bare her:

Lyt først til Lady Gaga, der optrådte med en "Together-At-Home-udgave af Charlie Chaplins fantastiske Smile den 18. april.

Hun bruger disse akkorder:
C
E7
Am7
D
F+
Bm7b5
Bb
Am
F
G

Den harmonisering er der INGEN gymnasielærere, der ville godkende i en harmoniseringsopgave. Og prøv så også lige at læse alle kommentarerne i den nævnte facebooktråd.

Alt fra kendte danske musikere til musikundervisere og spillestedsfolk gik amok i en vild diskussion. En meget velanskreven trommeslager skriver blandt andet:

hvis nogle syns det er en “musikalsk” frihed hun tager sig skal de lige lytte igen. Hun er sgu et musikaanalfabet på det klip der

En kendt svensk sanger skriver:

inte ens Darmstadt skulle godkänna slik ackordföljd

Og på den anden side er der kommentarer (heraf rigtig mange fra kvinder) der lyder noget i retning af:

Supersjovt - interessante erstatningakkorder - E7 istedet for Cmaj7, Bb istedet for Fm, dur/ mol udveksling : D dur istedet for dm, en F+ akkord istedet for A7 
Jeg synes at det er meget personligt -:-)

Spørgsmålet er: Mener hun sine akkorder alvorligt? Eller er hun helt væk? Og som kvinde ude af stand til at klare sig selv, når hun sidder alene derhjemme uden sine (mandlige) medmusikere, producere etc., der har hjulpet hende frem.

De teknisk kyndige lægger fx også straks mærke til, at mikrofonen i klippet vender forkert.

Jeg var ærlig talt selv i tvivl. I mine ører er harmoniseringen også ganske forfærdelig.

Næste ting der skete: Jeg lyttede til Fiona Apple’s ‘Want you to love me’ fra den ekstremt vel-anmeldte Fetch the bolt cutters. Så tegnede der sig et mønster.

Lyt selv:

Ikke sandt?

Der er markante fællestræk i harmoniseringsæstetikken. Clash mellem dur og mol. Fastholdelse af enkle akkordbrydninger hen over ikke-beslægtede meloditoner. Det lyder til tider RIGTIG grimt i ørerne på undertegnede hvide, midaldrende mand.

Og her kommer påstanden: Akkorderne er simpelthen et opgør med patriarkatet.

Politiken skriver en lang artikel om Fiona Apple og citerer fra Pitchfork (der gav ‘Fetch the bolt cutters’ karakteren 10):

den tilstræbt klodsede og uperfekte lyd er som et slag i ansigtet på alle de skønhedsidealer, Fiona Apple tidligere var underlagt. »Selve lyden af ’Fetch The Bolt Cutters’ afmonterer patriarkalske dyder: professionalisme, glathed, konkurrence, perfektion. Æstetiske standarder, der også er kapitalistiske redskaber, som kan bruges til at forvrænge vores forståelse af os selv. 

Yearh. En akkordrækkefølge vs patriarkatet. Er det ikke bare spændende?

Derfor vil vi hellere have anbefalet musik af en ven end af en maskine

Eric Schmidt fra Google mener Apples nye musikservice er forældet. Den bygger nemlig på menneskers anbefalinger. Det er meget bedre med et smart system (bygget på AI - kunstig intelligens) som kan forudsige den næste Adele ved at analysere, hvad vi allerede kan lide. Læs selv artiklen her. Hvorfor har han ikke ret?

Adele med en fin musikpris. Hvem vinder den næste?

Det er naturligvis fordi vi mennesker nyder hinandens selskab. Det må være dén pointe Eric Schmidt har misset.

At lytte til musik er en ekstremt kompleks affære. Bare at gøre rede for den sensoriske del af musikoplevelsen og hvordan hjernen behandler lyden er en kompliceret affære. Spørg bare Peter Vuust - manden bag forskningsprogrammet Music in the brain.

Men hertil kommer alle de komplicerede forhold, der gør musik til en social markør.

Hvis mine storebrødre drev vores far til vanvid med deres hang til Beatles, var der langt flere ting på spil end musik. Langt hår for eksempel. Og et nyt syn på verden.

Det er også noget min søn har forstand på. Det der med at markere sig i forhold til mit oldgamle og fastlåste verdenssyn. Der skal ikke mange syrede raptekster eller alternativt stemte guitarer optaget på kassettebånd med 70'er-rumklang til, før jeg bliver hægtet af.

Det kunne en maskine sikkert sagtens forudsige.

Men kan maskinen så også få mig skridtet videre? Til rent faktisk at lytte til andet end det tilvante? (Tilsat de par nye twists, maskinen har forudsagt, jeg vil synes om.)

Maskinen kan selvfølgelig programmeres til at gøre det uventede. Til at give mig ting, jeg ikke vidste, jeg ville have. Til at chokere mig eller til at blive tilpas provokeret i ny og næ.

Men JEG ville have bedt den om det. Og så bliver det hele ligesom lidt ensomt.

Comeback til den poetiske samtale?

Nysgerrige, åbne samtaler er forhåbentlig den næste megatrend i politik, kunst og religion. Men trenden gemmer på et vanskeligt paradoks, der kræver stærk tro og vanebrydende kreativitet: Du skal principielt være parat til at overtage din samtalepartners ubehagelige holdning…

Dykkende trend: 'Diskussion' er ikke hot i googlesøgninger.

Musisk kommunikation
Poesi, kunst og musik taler et meget åbent sprog, som alligevel kan ramme særdeles præcist - dybt i hjertet. Åbenheden og adgangen til følelserne er to helt afgørende ingredienser i den kommunikation verden sukker mere og mere efter som afløser for diskussionen, debatten og andre rationelle sprog. Jo mere de globale megatrends taler om individualisme og globalisering jo mere får vi brug for at øve os i poetisk parathed.

Og vi har brug for at anerkender grundpræmissen: At poetisk sprog kun udfoldes fuldt ud i lyttende dialog. Enhver god musiker kan fortælle, at selv den mest indøvede og tilsyneladende mest detailplanlagte fremførelse af en node kun kommer til live, når publikum lever med. Uden musikerens åbenhed for at lade sig påvirke af impulser fra publikum, kommer den musikalske kommunikation ikke i gang. Uden situationsfornemmelse og empati kan ikke bare musikere og poeter men også både kommunikationsfolk og politikere godt pakke sammen.

Det ved kommunikationsbranchen selvfølgelig godt. Siden rørpostmodellens dage, har det været forbudt at betragte kommunikation som overførelse af en veldefineret information fra en afsender til en passiv modtager. Spørg bare Frederik Preisler, som med sit slogan ”Samtale fremmer forståelsen” (for mobilselskabet Mobilix) blev en del af dansk reklamehistorie.

Vi ved det vel alle sammen. Refleksiv samtale, dialog, kulturel mangfoldighed osv. har været modeord i en menneskealder, og verden har set store mængder dialogprojekter i FN-, EU- og talrige andre regier.

Vi vil gerne. Men gang på gang ser vi, at samtalerne går i stå. Bjerrehus brokker sig over flygtninge på motorvejen. Flygtningevenner kører til Rødby med (alt for mange) bamser. Der er ingen dialog.

Fastlåste bastioner

Ved det seneste valg blev landets måske mest velmenende og – i hvert fald i egen selvforståelse – mest lydhøre parti (’Vi lytter. Også til eksperterne’) afsløret i at være ekstremt fastlåst i elitær korrekthed. De Radikale kæmper nu på fornuftig vis med at frigøre sig fra den værste selvfedme ved at sende live på twitter fra busture med folk, der stemte Dansk Folkeparti o.l. Helt ude i provinsen.

Men der er langt endnu. Og det gælder for hele det politiske establishment.

Også en anden hæderkronet bastion for god opførsel, den danske folkekirke, kæmper med det. Præstens 1600-talsdragt og orglets baroketuder skygger stadig for kirken som samtaleforum for moderne mennesker.

Det er ikke bare de etablerede politiske og religiøse systemer, der har tendens til at låse sig fast.

Også det kunstneriske sprog kan gå i dogmatisk baglås. Det sker for eksempel når kunsten reducerer sig selv til en vare, der bare skal langes videre til en forbruger uden nogle spørgsmål stillet. Men også når kunsten stiller sig til rådighed for propaganda, hvor klichéerne affyres som missiler mod en fjende, der ønskes overbevist.

Den nye trend: Tværkulturel samtale

Verden er jo desværre fuld af eksempler på fastlåst kommunikation. Men der popper også fænomener op, der gør mig optimistisk på den poetiske samtales vegne. Jeg mener at kunne se en trend brede sig, hvor mennesker med vidt forskellige udgangspunkter arbejder kreativt med at låse op for meningsfuld kommunikation.

Et eksempel fra den globale underholdningsindustri på sådan et fokus er Wachowski-søskendeparrets (tidligere brødre – nu bror og transkønnet søster) nye tv-serie Sense8. 

Wachowski-instruktørerne er kendte for at fange en filosofisk trend i tiden og koble den sammen med idéer fra vores bagage af religion og mytiske fortællinger. Deres store gennembrud var den populære Matrix-trilogi, der struttede af kristne allegorier.

I Sens8 er der på overfladen flere myter og fortællinger i spil, men skåret ind til benet handler den om fællesmenneskelige erfaringer om liv, død og kærlighed. Serien følger otte karakterer fra hver sit hjørne af klodens kulturer, der på magisk vis formår at træde ind i hinandens liv. En buschauffør fra Nairobi, en skuespiller fra Mexico og en DJ fra Reykjavik samt fem andre farverige personer viser sig at have gavn af hinandens følelser og erfaringer, selvom de overfladisk set ikke burde kunne kommunikere sammen.

TV-seriens ind til videre ene sæson er en populærkulturel tour de force i symboler på de ting, der forener menneskeheden på tværs af religioner, race, seksualitet og kulturer. Og en reminder om, at vi har brug for at tale sammen, selvom der er kræfter, der søger at stoppe dialogen. For der er selvfølgelig også onde kræfter: De otte hovedpersoner jages af en organisation, der tydeligvis har en fastlåst opfattelse af hvad der definerer et menneske og dets evne til at kommunikere.

I København har en anden interessant aflægger af den globale samtale-megatrend set dagens lys i form af ’samtalesaloner’. Idéen, der for længst har spredt sig til det ganske land, består i at lade folk mødes og tale sammen om dybe spørgsmål vedrørende menneskelivet – men vel at mærke uden et fastlåst udgangspunkt og uden en idé om hvor samtalen fører hen. ” De gode samtaler er målet i sig selv”, som initiativtagerne skriver på deres hjemmeside. 

Min kone og jeg har med stor fornøjelse været med til at sætte en række samtalesaloner i gang i vores by. Det er superinteressant og meget udfordrende at øve sig på den åbne, ulåste samtale. Konceptet indebærer, at man ikke ved, hvem der møder op. Man har ikke en politisk eller religiøs institution i ryggen (vi har holdt vores samtalesaloner på både offentlige café og ude i naturen) og der er ingen hårdt tilkæmpet enighed, der skal føres til referat.

Men kan man skjule sin mission?

Det er nu på tide at stille det helt afgørende spørgsmål: Findes den 100% åbne samtale virkelig?

Nej, det gør den ikke. Selv den mest poetisk raffinerede måde at lægge op til åben samtale på, har farve af det menneske, der står bag, og den kultur den foregår i. De danske samtalesaloner er kraftigt farvede af Grundtvig, folkestyre og demokrati mens fx Wachowskis serie har kulør efter deres alternative seksualitet og den herskende mode på Netflix.

Hvor findes nøglen så? Hvordan taler vi med naboen over hækken, selvom hun stemmer i den modsatte ende af spektret? Hvordan taler den sekulære danske udviklingsarbejder med en buddhist? Kan og skal du tage en dialog med den perifere bekendte, der på Facebook spreder nyheder, du finder både dumme og hadske?

Nøglen ligger i selve viljen til åben samtale. Med tydeligt udgangspunkt i egne synspunkter og følelser, men uden girafsprogets tendens til navlepilleri. Det er ganske banalt, men også en erkendelse fyldt med paradokser. Hvad stiller du op med et menneske, der ikke vil samtale? Er du ultimativt parat til at lade sig overbevise om, at dialogen bør stoppe?

Inspirationen fra Jesus

Jeg er opdraget til at mene, kristendommen – den religion, vi på vore breddegrader bryster os af at kende særlig godt – rummer afgørende inspiration til at fremelske viljen til at samtale. Jesus skrev kun i sand og bad ikke nogen om at tage noter, vi kan sende videre som færdige formler for livsførelse. Jeg er overbevist om, at der i dén måde at kommunikere religiøs indsigt på findes et udgangspunkt, der sætter mellemmenneskelige samtaler i det helt rigtige lys. Det er nu engang min inspiration.

Men skal jeg leve op til dén inspiration og min påståede vilje til at kommunikere åbent, må jeg altså leve med et paradoks. Jeg skal være principielt parat til at tilslutte mig nye indsigter, jeg på forhånd tager afstand fra. Også selvom den, jeg taler med, for eksempel betragter min insisteren på samtale som usund fundamentalisme. Det er stærk kost, der på en og samme tid kræver en stærk tro og en rummelig fantasi.

Lad os videreudvikle det religiøst-poetiske sprog i sammenhænge, hvor vi er vant til at lade det rationelle sprog råde. Det er ikke nemt. Og bliver ikke nemmere af, at det rationelle, præcise sprog også har sin ret og sine naturlige domæner. Som kommunikationsdirektør Christian Have udtrykker det i et interview: ”Men det kræver sin kommunikatør at turde bevæge sig ind i duften fra røgelsespinden. Vi skal turde bruge ord som sjæl og ånd i vores kommunikation.”

Den er modsætningsfyldt, svær og langsom. Men den poetiske og nysgerrige samtale er også livsnødvendig.

Flere grunde til at være optimistisk:

• Det nye danske parti, Alternativet, har den konstruktive samtale med alle sider af det politiske spekter som en del af sit image. Det fik de jo ganske god opbakning ud af.

• Kristen mission er ikke længere envejskommunikation. Det største danske missionsselskab, Danmission, arbejder med dialogprojekter i blandt andet Mellemøsten, Afrika og Asien, hvor muslimer, kristne, buddhister og andre trossamfund inviteres til fredsskabende samtaler. Jeg har netop som medlem af bestyrelsen været med til at udarbejde et nyt, moderne syn på mission, der har dialogen som et helt afgørende nøglebegreb.

• Habermas talte om den ’herredømmefri samtale’ og satte rationaliteten som det bærende princip. Men i det nye årtusinde introducerede han begrebet ’det postsekulære samfund’ og anerkendte at det poetisk/religiøse sprog rummer afgørende kræfter i den nye globale virkelighed. 

• I Googles oversigt over søgetrends dykker ordet ’debat’ mens søgning på ’samtale’ har været konstant stigende gennem de sidste ti år og i øvrigt er mere søgt end ordet ’diskussion’.

Din Mac lyder som Beatles i himmelen

Start lige din Mac igen. Er det djævelen der svinger taktstokken, når din Mac starter op? (Den lyd, du ved, som Wall-E begynder sin dag med efter en god nats søvn). Næh - og det har det aldrig været. Selvom lyddesigneren af den berømte akkord, vi kender så godt i dag, hævder det modsatte.

Jim Reekes fortæller i et interview i Wired, hvordan han opfandt Mac'ens boot-up-lyd. En skøn C-dur spillet med så mange fingre på klaviaturet som muligt. Han sneg sig angiveligt ind på Apple's kontorer midt om natten for at indsætte sin nye lyd i computerens kode.

Det skete i 1991 da den nye model Apple Quadra 700 skulle på gaden. Fordi - som Reekes fortæller - at den oprindelige start-op lyd var et skræmmende misfoster af en djævelsk lyd. Nemlig en lyd bygget op af det musikalske interval kaldet tritonus (en formindsket kvintet - som mellem tonen c og f#. I middelalderlig musikteori betragtet som 'djævelens interval').

Det er en spændende historie - men desværre forkert. Jeg har lyttet machistorien igennem og kommer her med den sandfærdige beretning om udviklingen af et af den moderne kommunikations lydikoner.

Den oprindelig lyd på MacIntosh-computere:
Oprindelig maclyd.

En kedelig sinustone. Et højt, tyndt, fesent Bb. Men computeren kunne heller ikke rigtig noget dengang.

Så kom MacII. 
Den med farver og det hele. Med en lyd, som Reekes fejlagtigt mener er et djævelsk tritonusinterval.
Mac II-lyd.

Det er bare en fin kvint. Tonerne F - C. Med et boost på et underliggende C hen mod slutningen. Jeg kan ikke høre noget djævelskab her. Men jeg hører en tom klang. Der er ikke mange farver i lyden, den er teknisk, glat og kønsløs.

Så man forstår jo godt Reekes ville skabe en skønnere forventning til en opstartende computer med en bredere og mere omfavnende harmoni.

Reekes bidrag til verdenshistorien er denne fine C-dur:
Opstart af Quadra 700.

Og det fortæller Reekes gerne meget, meget mere om.

Men her ender historien ikke. 
Mac'ens opstartslyd har ændret sig flere gange siden.
En lettere funky til PowerMac. (E-mol 11 spillet på guitar.)

En transponering af Reekes smukke og harmoniske glædesforventning til dagens kontorarbejde til G:
PowerMac PCI. 

Og endelig den vi hører i dag:
Moderne Mac start-op lyd.

Akkorden er transponeret til F#-dur (i en stemning lidt under de normale 440 Hz). Og den er Registreret Varemærke.

En flot, bred akkord som virkelig stemmer sindet til en harmonisk og kreativ dag med alt hvad computeren måtte bringe af excel-, word-, photoshop- og emailudfordringer. Eller også prøver den bløde lyd blot at dæmpe raseriet ved genstarter af en genstridig teknologi, som ikke lige har fået java-indstalleringer og Adobe programpakker helt rigtigt fordøjet.

Hvad er der med Fis-dur? 
Det var Olivier Messiaens yndlingstoneart - og faktisk også min. Den lyser i en meget frisk grøn. Det er sådan noget vi synæstetikere går op i. Det er sfærernes klang. Mac'en indvarsler evighedernes saligheder hver gang den lille powerknap trykkes i bund. Det kan man så fryde sig over resten af dagen bundet foran skærmen.

Bonusinfo: 
Det hedder sig, at inspirationen til Mac'ens startop-lyd i virkeligheden kom fra Beatles. Egentlig et meget godt bud, når man kender Steve Jobs begejstring for rockhistorien i almindelighed og Beatles i særdeleshed.
Hør selv slutningen af A Day in the Life her.

Derfor er den danske krop slatten, ugraciøs og urytmisk

"Det ligger måske i generne", foreslog min kone. Vi filosoferede over hvorfor brasilianske fodboldfans og amerikanske soulmusikere ALTID danser så meget federe end os. Er vores danske kroppe dømt til for evigt at være låst i en stiv og kejtet positur?

Lad os bare reservere generne som en mulighed. Men der er tre andre ting, jeg også tror, har en del af skylden:

1. For det første er der Facebook-syndromet. Altså det fænomen, der handler om, at vi udelukkende sammenligner os selv, vores liv og vores egne evner med andres succeshistorier. Undersøgelser viser, at mange bliver triste af Facebook, fordi man læser om vennernes successer, spejler sig i dem - og konstaterer at man ikke er nær så succesfuld selv.

Oversat til dans betyder dette fænomen, at vi kigger med misundelse på den nyeste tv-reklame for Telenor, hvor en dansk gennemsnitsfamilie tilsyneladende har de lækreste moves. Alle i reklamen kan diske op med sexede og fantasifulde bevægelser i takt med at de køber nye smartphoneabonnementer. Sådan ser vores familie ikke ud på et dansegulv.

Når vi ser fodbold-VM fanger kameraet helt sikkert også de lækreste menneskekroppe, og Pharrell Williams' video til sangen Happy slår det sidste søm i: Det er pinligt tydeligt for os, at alle andre - også helt almindelige mennesker - danser langt bedre end os.

2. For det andet lever vi i en kultur, hvor dans ganske enkelt ikke er på skemaet. Hverken i skolen, på arbejdspladserne eller i fritiden fylder organiseret dans noget væsentligt. Vi har ganske vist en koncertkultur, hvor man - med hjælp fra passende mængder stimulans - af og til sniger sig ind blandt det mindretal af koncertgængere, der faktisk danser. Og selv på bagerste række står vi og tripper lidt. Kaster måske et håndtegn i ny og næ.

Men faktum er, at musik og dans kun sjældent går op i en højere enhed for hr. og fru Danmark. For slet ikke at tale om børnene. Pædagogernes udvalg af sanglege HAR udviklet sig, men de fedeste danselege, mine børn er kommet hjem med fra skolen, er noget de har lært af deres indvandrervenner i frikvarteret.

3. Graver vi et spadestik dybere, kommer vi til den tredje og mest fundamentale grund til at den danske krop er slatten og urytmisk: Vi lever i en kultur, hvor religionen gennem århundreder har set skævt til krop og sanselighed. Kirkens kamp mod kropslighed synes at have bidt sig fast i den danske folkesjæl.

Med en enorm styrkeposition når det gælder folkeligt samvær med musik og fællessang er det - sekulariseret samfund eller ej - selvfølgelig betydningsfuldt, hvad kirken gør. Og musikpolitiken i den danske folkekirke er klar: Man fastholder en altovervejende konservativ og ekstremt ukropslig kultur.
Her bliver musikerne stadig uddannet til at spille orgel og barokmusik. Kropslig og rytmisk/improvisatorisk musik fylder stort set intet i studieplanerne på kirkemusikuddannelserne.

Da afroamerikanske rytmer nåede frem til vores breddegrader i løbet af 1900-tallet, sugede man tango, jazz og rock til sig. Bare ikke i kirken.

Vores danske udgave af den kristne verdensreligion er tilsyneladende uhjælpeligt forbundet med kejtet kropskultur. Og det har smittet både uddannelsessystem, folkelig kultur og dansens rolle i al almindelighed. Selvom afroamerikanske musikgenrer for længst er blevet mainstreamkultur, kniber det os stadig at få kroppen med.

Man kan håbe for kirken, at den langsom åbner sit rum for hele menneskekroppen. Sådan som det trods alt har været undervejs i uddannelsesverdenen gennem snart mange år.

Og man må håbe, at vi som folk lærer at elske den krop, vi har. Vi behøver ikke tro, alle brasilianere danser så sublimt, at vi er nød til skamfuldt at pakke vores egen kropskultur væk. Hvis vi slipper vores mindreværdskomplekser, kan vi måske også godt være med i dansen.

Måske bliver vi så engang et dansende folk. Ind til videre må vi leve med, at fodboldspillere fra sydamerika, kirkesangere fra afroamerikanske kirker og showbiz-uddannede popsangere udstiller gennemsnitsdanskerens krop som slatten, ugraciøs og ikke-dansende.

Melodigrandprix bestod den tekniske prøve, men dumpede på kommunikation af følelser

Jeg fik desværre ikke ret: DR var ikke dygtige nok til at styre uden om de farlige pr-fælder i forbindelse med det internationale melodigrandprix i København. Alt for meget turistforenings-pr skjult bag ironi (samt ironi i det hele taget) betød at hele showet måske nok blev nogenlunde cool set med danske øjne, men de stunder, hvor hårene rejser sig på armen af fryd over stort tænkte kunstneriske indslag eller hvor stærke følelser giver blanke øjne, manglede jeg helt.

Ærgerligt.

Jeg er meget enig med Henrik Palle i Politiken, når han roser DR for sin blændende tekniske produktion, men samtidig i sin anmeldelse konkluderer, at showet aldrig rigtig fik swing.

I kommunikationsverdenen ved vi godt, at det er svært at ramme alle målgrupper. Og her er udfordringen jo endda international. Nakkehårene skal rejse sig velbehageligt blandt seere i både Silkeborg, London og Donetsk. Både børn, voksne, professorer og daglejere skal holdes fast ved skærmen. Jo, jo. Det er svært.

Men lige præcis en event som melodigrandprix har jo potentialet til at være et sådant samlende program. DR havde en seertalsmæssig succes på forhånd. Jeg havde forventet og håbet DR ville have udnyttet situationen til at vise sin musikalitet frem. Kasper Eistrups jingler var fede. Men ellers blev det til for lidt af den slags, vi husker næste år.

Når lyse skandinaviske nætter tones med jazzfarver, rammer det dybt i sjælen

Per Flys 'Monica Z' er for det første en fremragende film med en god historie, gode skuespillere og en fremragende instruktør.

For det andet er det en af den slags film, der rammer mig allerdybest fordi den handler om at finde ind til en unik harmoni mellem to sider af musikkens væsen.

Monica Zetterlunds fortjeneste var at knytte to musikalske verdener sammen: Den skandinaviske, årstidsfølsomme længsel og den afroamerikanske krops- og sanselighed. Filmen skildrer hendes kamp for at vinde faderens anerkendelse af denne kunst, og når et klimaks i en scene, hvor en forløsende telefonsamtale mellem New York og Hagfors bliver symbolet på, at hendes forehavende er lykkedes.

På det tidspunkt var jeg allerede i fuld gang med at tørre kinden til tonerne af pianisten Bill Evans' Waltz for Debbie.

Bill Evans var klassisk uddannet, og stærkt inspireret af blandt andet impressionismen i den klassiske europæiske musiktradition. Han var en vigtig brik ved Miles Davis' legendariske 'Kind of Blue' - ofte kåret som verdens bedste jazzplade - med sit både svævende og groovy spil, der på eminent vis giver musikken både krop og sjæl.

Her har vi en amerikansk jazzpianist, der søger efter harmoniske raffinementer i europa, som i 1964 laver en indspilning med en cool skandinav, der søger varmen og nærværet i afroamerikansk puls og rytme. Resultatet, 'Waltz for Debbie' rummer alt det, der gør musik værd at beskæftige sig med.

Jan Johannsons mesterværk 'Jazz på svenska' er fra samme år, og fortæller en lignende historie. Med bassisten, den tjekkisk/svenske Georg Riedel, skabte han en musik, der også overskrider grænser, og hæver tyttebær, lyse birkelunde og lange sommernætter til andet og mere end symboler på en længsel efter Sverige.

Monica Zetterlund og Jan Johansson satte skub i en kæmpebølge af skandinaviske musikere, som forstod at finde ormehullet mellem amerikansk populærmusik og toner, der giver genlyd i vores helt egen skandinaviske sjæl.

'Monica Z' er en film, der skal ses, hvis man interesserer sig for denne musikalske succeshistorie.

Og et godt råd til dem, der lider af samme rørstrømske glæde ved sommerlyse svenske stemninger krydret med jazzharmonier i verdensklasse som undertegnede: medbring rigeligt med lommetørklæder.