Debatindlæg, bragt i Politiken 4. april 2010. (Kommer lidt sent her på bloggen - men det er desværre stadig aktuelt...)
Giv os nu et nyt intelligent bud på moderne musikformidling i tv.
Danmarks samlede bestand af musikpædagogiske kapaciteter må have kosten frem og gøre sig klar til at feje op efter X Factors finale i Parken. Når konfetti og andet glimmer er væk, skal musikken igen formidles som kunstneriske lytteoplevelser. Og vores musikalske fællesskabskultur skal samles op og renses for splinter fra mediemaskineriet. Vil tv-stationerne mon hjælpe med oprydningen?
Som megapopulært kulturfænomen har X Factor en enorm fascinationskraft, og underholdningsværdien af programmerne er stor. Men som musikformidlende tv var det en katastrofe.
Grotesk megalomani
Se mig. X Factor reducerer i ekstrem grad tv-kultur til ekshibitionisme. En slags videreførelse af You Tubes tusindvis af globale teenageres kamp for ”subscribers” ophøjet til systematisk hyldest af den medieformidlede ego-iscenesættelse.
Dramaturgien i X Factor er så dygtigt udført i sine skarpt skårne skabeloner, at udsendelserne går rent ind hos hele familien. Fredag efter fredag har udsendelserne underholdt med udviklingshistorien, der handler om at komme længst i metropolens kendisunivers. Med dommerne som hovedpersoner i rollespillet identificerede vi os på skift med de underkendte kunstnere og de smukke vindere eller målte vores personlige gennemslagskraft med dommernes. Så vidt, så godt, så underholdende.
Finalen i Parken, der lanceredes som ”en historisk begivenhed” var DR’s chance for at bringe en smule perspektiv og proportion ind i foretagendet. Eller måske endda musikalsk kunst. Fik vi så det? Nej.
Fik vi forløsning for programseriens følelsesmæssige og velproducerede højdepunkter - de menneskelige dramaer med fokus på dommernes valg mellem de unge protegéer? Nej.
X Factor finalen udstillede programmets megalomani på grotesk vis: Politkere, kendisser og popstjerner udsat for et DR’sk mix af morsom praktikant, rød løber og dramatisk kommentatorstemme. Gejl og glamour langt ud over kanten.
Hvad nu?
Hvor man dog savner kunsten. Musik som meningsbærer og værdiskabende kunstart. Er det ganske enkelt for stor og svær en opgave for vores licensbetalte tv kanaler at producere programmer til prime time hvor musikkens magi er i centrum? Måske. Men så må vi andre jo tage fat.
Vi trænger til to ting. Vi trænger til noget dårlig musik, vi selv laver. Det var et slagord for musikpædagogik i slutningen af sidste århundrede, men er igen en af vejene frem. De store flotte musikhuse i provinsbyerne kan fyldes med glade børn og deres forældre til forårskoncerter, syng-sammen-aftener og amatøropsætninger. Dygtige musikpædagoger griber børnenes nyvundne musikinteresse fra fredag aften og omsætter den til noget sangbart og fællesskabsgenererende. Gode kirkemusikere tager også handsken op. Mere af det!
Men vi trænger også til musik, som professionelle mennesker har brugt deres liv på at forædle. Nu HAR vi haft en fest med 40.000 mennesker, der hyldede tre amatører i Parken. Lad os så få vores allerbedste artister på banen. De føromtalte flotte musikhuse overalt i det danske landskab står parat til at tage imod. Nu må DR vise sig fra sin generøse side, og slå et ordentlig slag for livemusik . Og vel at mærke ikke kun i sin egen flotte sal.
P2 Koncerten har vist en vej for formidling af den klassiske musik, hvor blandt andet min egen arbejdsplads har nydt godt af opmærksomhedsskabende transmissioner. Der kan nævnes flere formidlingssucceser fra DR’s forskellige platforme, men det helt afgørende gennembrud, hvor musik på prime time tv – og jeg taler ikke om nogen bestemt genre – kommer skridtet videre end til at være undskyldning for endnu en amatørkonkurrence, det mangler.
Tænk om noget af krudtet i Parken kunne konverteres til intelligent formidling af musik på højeste niveau. Kom nu public service stationer, tag udfordringer op. I må også i gang med at feje op efter X Factor.
Johannes Konstantin Neergaard
06 november 2010
Kirkemusik set fra rummet
17 milliarder kilometer herfra svæver en rumsonde med en guldplade ombord. Voyagers omhyggeligt udarbejdede besked til eventuelle væsner i tid og rum indeholder blandt andet 27 eksempler på, hvad man i 1977 mente var den ultimative menneskelige musik. Her findes blandt andet Chuck Berry, Pygmæsang, Indonesisk gamelan, Stravinsky og hele to stykker Beethoven og tre stykker af J. S. Bach. Udvalget er naturligvis blevet kritiseret kraftigt for at være skævvredet af enørede smagsdommere. Der er eksempelvis kun ét stykke kinesisk musik.
Hvordan lyder det, når kirken sender musikalske budskaber – ikke til fjerne rumvæsener, men til ganske almindelige danskere? Hvis man dømmer efter, hvad der bliver undervist i på landets kirkemusikuddannelser, er der kun klassisk orgelmusik og kor på pladen. Folkekirkens musikliv er nemlig stadig, med få gode undtagelser, temmelig enøret.
Lad os trække tankeeksperimentet en anelse videre: en komponist bliver bedt om at komponere en hyldest-suite ”Folkekirken”. Det skulle undre mig, om ikke musikken ville blive præget af ro og storhed (langsomme tempi), orgel og kor (af klassisk tilsnit), temaer hentet fra koralbogen og måske lidt kirkeklokker. Selvfølgelig. En god musikalsk kommunikator kender sine virkemidler.
Men komponisten vil forhåbentlig bruge meget andet og mere end musikalske symboler og genrer hentet fra kirkemusikhistorien. Han vil lege med stilarter og instrumentation og spille på vores forudviden, vores anelser og vores drømme. Alle mulige musikalske kneb gælder, og alle musikalske muligheder vil naturligvis stå til rådighed.
Tilsvarende vil en filmkomponist, der skal sætte toner til store følelser på et biograflærred, formentlig også undre sig såre, hvis han fik at vide, at han kun måtte benytte orgel og klassisk vokalstil.
Men kirkemusikuddannelserne halter gevaldigt efter livet her på Jorden: der uddannes ikke til at udnytte alle musikkens muligheder.
Selvfølgelig skal kirkens musik have større spillerum end i dag - det handler et indlæg, jeg sendte til Kristeligt Dagblad d. 20. oktober, om. (Se forrige blogindlæg.)
Der kom ingen reaktion på mit indlæg.
/ Johannes Konstantin Neergaard
Hvordan lyder det, når kirken sender musikalske budskaber – ikke til fjerne rumvæsener, men til ganske almindelige danskere? Hvis man dømmer efter, hvad der bliver undervist i på landets kirkemusikuddannelser, er der kun klassisk orgelmusik og kor på pladen. Folkekirkens musikliv er nemlig stadig, med få gode undtagelser, temmelig enøret.
Lad os trække tankeeksperimentet en anelse videre: en komponist bliver bedt om at komponere en hyldest-suite ”Folkekirken”. Det skulle undre mig, om ikke musikken ville blive præget af ro og storhed (langsomme tempi), orgel og kor (af klassisk tilsnit), temaer hentet fra koralbogen og måske lidt kirkeklokker. Selvfølgelig. En god musikalsk kommunikator kender sine virkemidler.
Men komponisten vil forhåbentlig bruge meget andet og mere end musikalske symboler og genrer hentet fra kirkemusikhistorien. Han vil lege med stilarter og instrumentation og spille på vores forudviden, vores anelser og vores drømme. Alle mulige musikalske kneb gælder, og alle musikalske muligheder vil naturligvis stå til rådighed.
Tilsvarende vil en filmkomponist, der skal sætte toner til store følelser på et biograflærred, formentlig også undre sig såre, hvis han fik at vide, at han kun måtte benytte orgel og klassisk vokalstil.
Men kirkemusikuddannelserne halter gevaldigt efter livet her på Jorden: der uddannes ikke til at udnytte alle musikkens muligheder.
Selvfølgelig skal kirkens musik have større spillerum end i dag - det handler et indlæg, jeg sendte til Kristeligt Dagblad d. 20. oktober, om. (Se forrige blogindlæg.)
Der kom ingen reaktion på mit indlæg.
/ Johannes Konstantin Neergaard
Kirkemusikuddannelserne skal længere frem på beatet
Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad 20.oktober 2010.
Nye studieordninger på kirkemusikskolerne er en fremragende anledning til at fin-tune instrumenterne. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova ind ad en bagdør. Vi skal slippe kirkens musik løs. Og det er på høje tid.
Vestervig Kirkemusikskole indbød i august 2010 en række folk, der har beskæftiget sig med den såkaldte rytmiske kirkemusik til et seminar, der skulle skaffe et ”overblik over den rytmiske kirkemusiks aktuelle status,” som der stod i indbydelsen. Et udmærket initiativ hvor jeg selv med stor fornøjelse mødte op – blandt andet i egenskab af bestyrelsesmedlem for Forum for Rytme i Kirken. Desværre synes jeg ikke status er særlig opløftende: Kirkemusikere i dag, hvad enten de uddannes på kirkemusikskolerne eller konservatorierne, bliver dygtige, klassiske organister og korledere, men ikke så meget andet. Situation er uholdbar. Vi har for længst indført rytmiske salmer, men uddanner ikke vores kirkemusikere til at spille dem.
Den 5. oktober kunne vi i Kristeligt Dagblad læse om et af de sogne, hvor man har fundet en løsning på problemet. Man har i Abildgård Kirke i Frederikshavn ansat salmekomponist og tidligere højskolelærer Hans Dammeyer som ”rytmisk kirkemusiker.” Men ikke uden sværdslag i ministerium, fagforening mv. Dammeyer passer jo ikke ind i systemet. Folkekirken er kun ganske, ganske langsomt ved at indrette sig med nye musikalske muligheder. Det er skidt, det går så langsomt. Men det er langt værre, at også kirkemusikuddannelserne halter bagefter. Det var jo her, det burde sprudle med initiativ.
Ved seminaret i Vestervig medbragte rektor på Løgumkloster Kirkemusikskole, Hans Christian Hein, et notat om forholdene på kirkemusikuddannelsesområdet i Tyskland til inspiration. Her er der i et samarbejde mellem den tyske landskirkes afdeling for populærmusik (ja, sådan én har de altså) og et musikkonservatorium etableret en 3 ½-årig konservatorieuddannelse med titlen ”B-kurs Popularmusik in der Kirche.” Med fag som rytmisk klaver og guitar, bandledelse, stilkundskab i jazz, rock og pop mm.
Jeg synes, vi skal gå endnu videre, end man har gjort i Tyskland. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova og andet ”Popularmusik” ind ad en bagdør. Vi skal, i langt højere grad end det nu er tilfældet, give kreativiteten lov til at blomstre. Der er en lang og smuk tradition at tage udgangspunkt i. Søndag efter søndag sidder dygtige organister landet over og spiller fantastisk musik. Mange af dem komponerer eller improviserer helt ny musik for ørerne af os. Korene synger klassisk og rytmisk, der spilles klaver og bruges anderledes ensembler eller elektronik så det er en lyst. Fordi der er dygtige mennesker, der har lært sig selv, hvad groove, backbeat og genrefusion er. Ikke fordi en nytænkende uddannelse har sat dem i gang.
Det er meget vanskeligt for en udenforstående at forstå, hvorfor uddannelserne på dette område hænger i bremsen i stedet for at sætte kursen. Hvorfor ikke bede kirkemusikskolerne om straks at lave en helt ny uddannelse i et frugtbart samarbejde med konservatorierne? Der skal jo uddannes til et ekstremt krævende arbejdsmarked. I kirkernes jobannoncer bliver der bedt om folk, der både kan spille orgel og klaver, kan dirigere et klassisk requiem, lede et gospelkor og sætte gang i en jazzvals.
Man kan altså ligeså godt være ambitiøs fra starten, når nye studieordninger tilrettelægges.
Der er ikke meget at betænke sig på. Teologiske overvejelser om musik kan vanskeligt pege andre steder hen end mod en tidssvarende, smuk og involverende kunst. Praktiske forhold vil selvfølgelig tale for at bibeholde et stærkt fokus på orgeltraditionen. Blandt andet af den simple grund, at orgel er et udmærket instrument til at fylde store rum med god lyd. Men musik er så meget mere end orgel og kor. Kirkemusik bør også være det.
Skal der siges noget teologisk om musikken, kunne det måske være, at vi, i hvert fald her i landet, har lagt Gregors og andre pavers tid bag os. Vores tro er ikke længere katolsk i hverken den ene eller anden betydning, og store centralt vedtagne normer for, hvad der er hellig musik, har næppe tiden for sig. Det må kirkemusikuddannelserne indrette sig efter.
Johannes Konstantin Neergaard
Nye studieordninger på kirkemusikskolerne er en fremragende anledning til at fin-tune instrumenterne. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova ind ad en bagdør. Vi skal slippe kirkens musik løs. Og det er på høje tid.
Vestervig Kirkemusikskole indbød i august 2010 en række folk, der har beskæftiget sig med den såkaldte rytmiske kirkemusik til et seminar, der skulle skaffe et ”overblik over den rytmiske kirkemusiks aktuelle status,” som der stod i indbydelsen. Et udmærket initiativ hvor jeg selv med stor fornøjelse mødte op – blandt andet i egenskab af bestyrelsesmedlem for Forum for Rytme i Kirken. Desværre synes jeg ikke status er særlig opløftende: Kirkemusikere i dag, hvad enten de uddannes på kirkemusikskolerne eller konservatorierne, bliver dygtige, klassiske organister og korledere, men ikke så meget andet. Situation er uholdbar. Vi har for længst indført rytmiske salmer, men uddanner ikke vores kirkemusikere til at spille dem.
Den 5. oktober kunne vi i Kristeligt Dagblad læse om et af de sogne, hvor man har fundet en løsning på problemet. Man har i Abildgård Kirke i Frederikshavn ansat salmekomponist og tidligere højskolelærer Hans Dammeyer som ”rytmisk kirkemusiker.” Men ikke uden sværdslag i ministerium, fagforening mv. Dammeyer passer jo ikke ind i systemet. Folkekirken er kun ganske, ganske langsomt ved at indrette sig med nye musikalske muligheder. Det er skidt, det går så langsomt. Men det er langt værre, at også kirkemusikuddannelserne halter bagefter. Det var jo her, det burde sprudle med initiativ.
Ved seminaret i Vestervig medbragte rektor på Løgumkloster Kirkemusikskole, Hans Christian Hein, et notat om forholdene på kirkemusikuddannelsesområdet i Tyskland til inspiration. Her er der i et samarbejde mellem den tyske landskirkes afdeling for populærmusik (ja, sådan én har de altså) og et musikkonservatorium etableret en 3 ½-årig konservatorieuddannelse med titlen ”B-kurs Popularmusik in der Kirche.” Med fag som rytmisk klaver og guitar, bandledelse, stilkundskab i jazz, rock og pop mm.
Jeg synes, vi skal gå endnu videre, end man har gjort i Tyskland. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova og andet ”Popularmusik” ind ad en bagdør. Vi skal, i langt højere grad end det nu er tilfældet, give kreativiteten lov til at blomstre. Der er en lang og smuk tradition at tage udgangspunkt i. Søndag efter søndag sidder dygtige organister landet over og spiller fantastisk musik. Mange af dem komponerer eller improviserer helt ny musik for ørerne af os. Korene synger klassisk og rytmisk, der spilles klaver og bruges anderledes ensembler eller elektronik så det er en lyst. Fordi der er dygtige mennesker, der har lært sig selv, hvad groove, backbeat og genrefusion er. Ikke fordi en nytænkende uddannelse har sat dem i gang.
Det er meget vanskeligt for en udenforstående at forstå, hvorfor uddannelserne på dette område hænger i bremsen i stedet for at sætte kursen. Hvorfor ikke bede kirkemusikskolerne om straks at lave en helt ny uddannelse i et frugtbart samarbejde med konservatorierne? Der skal jo uddannes til et ekstremt krævende arbejdsmarked. I kirkernes jobannoncer bliver der bedt om folk, der både kan spille orgel og klaver, kan dirigere et klassisk requiem, lede et gospelkor og sætte gang i en jazzvals.
Man kan altså ligeså godt være ambitiøs fra starten, når nye studieordninger tilrettelægges.
Der er ikke meget at betænke sig på. Teologiske overvejelser om musik kan vanskeligt pege andre steder hen end mod en tidssvarende, smuk og involverende kunst. Praktiske forhold vil selvfølgelig tale for at bibeholde et stærkt fokus på orgeltraditionen. Blandt andet af den simple grund, at orgel er et udmærket instrument til at fylde store rum med god lyd. Men musik er så meget mere end orgel og kor. Kirkemusik bør også være det.
Skal der siges noget teologisk om musikken, kunne det måske være, at vi, i hvert fald her i landet, har lagt Gregors og andre pavers tid bag os. Vores tro er ikke længere katolsk i hverken den ene eller anden betydning, og store centralt vedtagne normer for, hvad der er hellig musik, har næppe tiden for sig. Det må kirkemusikuddannelserne indrette sig efter.
Johannes Konstantin Neergaard
Abonner på:
Opslag (Atom)