27 april 2020

En A-dur kan godt være et knytnæveslag mod patriarkatet

Fiona Apples voldsomt anmelderroste musik og en grum harmonisering af Chaplins 'Smile' - samt ikke mindst reaktionerne herpå i en laaang fascinerende facebooktråd holdt mig vågen i flere dage.

Nu ved jeg hvad det handlede om: Harmoniæstetik vs. Patriarkatet. Jeps den er god nok. Hør bare her:

Lyt først til Lady Gaga, der optrådte med en "Together-At-Home-udgave af Charlie Chaplins fantastiske Smile den 18. april.


Hun bruger disse akkorder:
C
E7
Am7
D
F+
Bm7b5
Bb
Am
F
G

Den harmonisering er der INGEN gymnasielærere, der ville godkende i en harmoniseringsopgave. Og prøv så også lige at læse alle kommentarerne i den nævnte facebooktråd.

Alt fra kendte danske musikere til musikundervisere og spillestedsfolk gik amok i en vild diskussion. En meget velanskreven trommeslager skriver blandt andet:

hvis nogle syns det er en “musikalsk” frihed hun tager sig skal de lige lytte igen. Hun er sgu et musikaanalfabet på det klip der

En kendt svensk sanger skriver:

inte ens Darmstadt skulle godkänna slik ackordföljd

Og på den anden side er der kommentarer (heraf rigtig mange fra kvinder) der lyder noget i retning af:

Supersjovt - interessante erstatningakkorder - E7 istedet for Cmaj7, Bb istedet for Fm, dur/ mol udveksling : D dur istedet for dm, en F+ akkord istedet for A7 
Jeg synes at det er meget personligt -:-)

Spørgsmålet er: Mener hun sine akkorder alvorligt? Eller er hun helt væk? Og som kvinde ude af stand til at klare sig selv, når hun sidder alene derhjemme uden sine (mandlige) medmusikere, producere etc., der har hjulpet hende frem.

De teknisk kyndige lægger fx også straks mærke til, at mikrofonen i klippet vender forkert.

Jeg var ærlig talt selv i tvivl. I mine ører er harmoniseringen også ganske forfærdelig.

Næste ting der skete: Jeg lyttede til Fiona Apple’s ‘Want you to love me’ fra den ekstremt vel-anmeldte Fetch the bolt cutters. Så tegnede der sig et mønster.

Lyt selv:



Ikke sandt?

Der er markante fællestræk i harmoniseringsæstetikken. Clash mellem dur og mol. Fastholdelse af enkle akkordbrydninger hen over ikke-beslægtede meloditoner. Det lyder til tider RIGTIG grimt i ørerne på undertegnede hvide, midaldrende mand.

Og her kommer påstanden: Akkorderne er simpelthen et opgør med patriarkatet.

Politiken skriver en lang artikel om Fiona Apple og citerer fra Pitchfork (der gav ‘Fetch the bolt cutters’ karakteren 10):

den tilstræbt klodsede og uperfekte lyd er som et slag i ansigtet på alle de skønhedsidealer, Fiona Apple tidligere var underlagt. »Selve lyden af ’Fetch The Bolt Cutters’ afmonterer patriarkalske dyder: professionalisme, glathed, konkurrence, perfektion. Æstetiske standarder, der også er kapitalistiske redskaber, som kan bruges til at forvrænge vores forståelse af os selv. 

Yearh. En akkordrækkefølge vs patriarkatet. Er det ikke bare spændende?