18 juni 2014

Derfor er den danske krop slatten, ugraciøs og urytmisk

"Det ligger måske i generne", foreslog min kone. Vi filosoferede over hvorfor brasilianske fodboldfans og amerikanske soulmusikere ALTID danser så meget federe end os. Er vores danske kroppe dømt til for evigt at være låst i en stiv og kejtet positur?

Lad os bare reservere generne som en mulighed. Men der er tre andre ting, jeg også tror, har en del af skylden:

1. For det første er der Facebook-syndromet. Altså det fænomen, der handler om, at vi udelukkende sammenligner os selv, vores liv og vores egne evner med andres succeshistorier. Undersøgelser viser, at mange bliver triste af Facebook, fordi man læser om vennernes successer, spejler sig i dem - og konstaterer at man ikke er nær så succesfuld selv.

Oversat til dans betyder dette fænomen, at vi kigger med misundelse på den nyeste tv-reklame for Telenor, hvor en dansk gennemsnitsfamilie tilsyneladende har de lækreste moves. Alle i reklamen kan diske op med sexede og fantasifulde bevægelser i takt med at de køber nye smartphoneabonnementer. Sådan ser vores familie ikke ud på et dansegulv.

Når vi ser fodbold-VM fanger kameraet helt sikkert også de lækreste menneskekroppe, og Pharrell Williams' video til sangen Happy slår det sidste søm i: Det er pinligt tydeligt for os, at alle andre - også helt almindelige mennesker - danser langt bedre end os.

2. For det andet lever vi i en kultur, hvor dans ganske enkelt ikke er på skemaet. Hverken i skolen, på arbejdspladserne eller i fritiden fylder organiseret dans noget væsentligt. Vi har ganske vist en koncertkultur, hvor man - med hjælp fra passende mængder stimulans - af og til sniger sig ind blandt det mindretal af koncertgængere, der faktisk danser. Og selv på bagerste række står vi og tripper lidt. Kaster måske et håndtegn i ny og næ.

Men faktum er, at musik og dans kun sjældent går op i en højere enhed for hr. og fru Danmark. For slet ikke at tale om børnene. Pædagogernes udvalg af sanglege HAR udviklet sig, men de fedeste danselege, mine børn er kommet hjem med fra skolen, er noget de har lært af deres indvandrervenner i frikvarteret.

3. Graver vi et spadestik dybere, kommer vi til den tredje og mest fundamentale grund til at den danske krop er slatten og urytmisk: Vi lever i en kultur, hvor religionen gennem århundreder har set skævt til krop og sanselighed. Kirkens kamp mod kropslighed synes at have bidt sig fast i den danske folkesjæl.

Med en enorm styrkeposition når det gælder folkeligt samvær med musik og fællessang er det - sekulariseret samfund eller ej - selvfølgelig betydningsfuldt, hvad kirken gør. Og musikpolitiken i den danske folkekirke er klar: Man fastholder en altovervejende konservativ og ekstremt ukropslig kultur.
Her bliver musikerne stadig uddannet til at spille orgel og barokmusik. Kropslig og rytmisk/improvisatorisk musik fylder stort set intet i studieplanerne på kirkemusikuddannelserne.

Da afroamerikanske rytmer nåede frem til vores breddegrader i løbet af 1900-tallet, sugede man tango, jazz og rock til sig. Bare ikke i kirken.

Vores danske udgave af den kristne verdensreligion er tilsyneladende uhjælpeligt forbundet med kejtet kropskultur. Og det har smittet både uddannelsessystem, folkelig kultur og dansens rolle i al almindelighed. Selvom afroamerikanske musikgenrer for længst er blevet mainstreamkultur, kniber det os stadig at få kroppen med.

Man kan håbe for kirken, at den langsom åbner sit rum for hele menneskekroppen. Sådan som det trods alt har været undervejs i uddannelsesverdenen gennem snart mange år.

Og man må håbe, at vi som folk lærer at elske den krop, vi har. Vi behøver ikke tro, alle brasilianere danser så sublimt, at vi er nød til skamfuldt at pakke vores egen kropskultur væk. Hvis vi slipper vores mindreværdskomplekser, kan vi måske også godt være med i dansen.

Måske bliver vi så engang et dansende folk. Ind til videre må vi leve med, at fodboldspillere fra sydamerika, kirkesangere fra afroamerikanske kirker og showbiz-uddannede popsangere udstiller gennemsnitsdanskerens krop som slatten, ugraciøs og ikke-dansende.

Ingen kommentarer: