Salmesang i 2041

Kirkefondet bad mig skrive om hvordan kirkemusik og salmesang mon ser ud om 30 år.

Artiklen blev bragt i 'Kirken i dag' d. 19. dec. 2011.

------
Popsange med omkvæd og øl på køl

Måske er forventningerne til kirkens musikere om at være andet end traditionsbevarere indfriet om 30 år. Men der er lang vej.

Eksperimentet

For nylig udsatte jeg en flok studerende på Diakonhøjskolen i Aarhus for et eksperiment. De skulle  beskrive de fem vigtigste fag på en dansk kirkemusikeruddannelse uden på forhånd at vide, hvordan den eksisterende studieordning ser ud. Kontrasten mellem de unges mening om, hvad det kræver at uddanne en dygtig kirkemusiker og den faktiske, eksisterende studieordning, var enorm. Mere om dette senere.

Anderledes og alligevel kendt

Inspirationerne til fremtidens kirkemusik skal naturligvis komme mange steder fra. Vores musikvaner er i dag præget af et enormt udbud af musik i alle genrer og til alle formål. Vi er vant til at afkode betydninger af musik i mange sammenhænge og har helt tjek på musikkens signaler. Sådan som vi jo møder musik i biograf, butikker, i tv og radio, i skolen, til fest, på telefonen, i sofaen – og i kirken. I det samlede billede af lyd, støj og musik fra verden omkring os, må kirkens musik også om 30 år gerne stå frem som noget, der er anderledes end alt det andet, vi hører. Men det skal samtidig være en musik, der er umiddelbart forståelig, og som knytter til ved kendte musikalske koder. De fantastiske muligheder musik har for at skabe følelser, mening og samlende identitet udnyttes kun fuldt ud, når musikken taler i kendte dialekter. Den svære opgave at få disse ender til at mødes, kræver knalddygtige musikere med et knivskarpt genrekendskab.

Fællessangen lever

Vi vil stadig gerne synge med. Det er helt fundamentalt. Og det må ikke være for svært, Vi vil også møde noget vi kender. Jeg tror vi skal kigge mod popsangen med dens omkvæd.

Der eksisterer stadig en forskrækkelse over den moderne popsang. Langt ind i rækkerne blandt vor egen tids salmeforfattere er man overraskende konservative, når det gælder melodivalg til nye salmer. I selv de allernyeste salmeudgivelser er det den strofiske salme – ofte med mange og lange vers – der er næsten enerådende.

Når vi nu véd hvor højt det påskønnes rundt omkring i folkelige korsangermiljøer med gospelmusikkens drive og formmæssige enkelhed, undrer det mig dybt, at man ikke er mere åben overfor den form, der har vundet kampen om 90 % af radiolytternes ører: popformen. Ikke at radiopoppen dur som kirkemusik i uformidlet genudsendelse søndag morgen. Men se til jazzen (og til Luther eller Bach – men det er en lidt anden og meget lang historie) hvordan den folkelige evergreen kan transformeres både til dyb tonekunst og enkle hymner, der kan synges med på.

Nye instrumenter

Med hensyn til den konkrete udførelse af akkompagnement og konkrete stilmæssige overvejelser, er det klart, der skal bøjes ender ude i kirkerne. Ikke mindst de steder hvor man stadig – af flere forskellige ærværdige grunde – har holdt fast i orgel og organist om 30 år.

Jeg tror imidlertid, langt de fleste kirker vil ændre instrumentarium. Klaveret vil de fleste steder overhale orglet som akkompagnerende instrument, og kirkemusikeren vil være en langt bredere favnende musikalsk håndværker end i dag. Jazz, filmmusik, moderne pop, og hvad der nu rør sig blandt både unge og ældre musiklyttere, bør sætte sine tydelige spor i kirkens musik. Det mentale udgangspunkt for kirkens musikudøvere bør være lyttende og inkluderende. Den musikermæssige selvforståelse skal være som filmkomponisten, der er sig sin opgave som underlægger til et budskab bevidst, og derfor udvælger sig sine virkemidler med omhu.

Traditionens genrer og klange har naturligvis stadig afgørende roller at spille om 30 år. Det afgørende er, at kirkens musikalske virkemidler, som enhver anden vellykket kommunikation, er modtagerrettede. Kirkemusikeren skal simpelthen være dus med populærmusikken.

Vision om ny kirkemusikuddannelse

Og så er vi tilbage ved uddannelsen af nye kirkemusikere: Det er ALTAFGØRENDE, at en ny rytmisk melodi med fokus på omkvædet akkompagneres af en musiker, der kender sine genrer og sit backbeat. Appellen og den pædagogiske indlæringsproces, formidlingen af musikkens energi og nerve, letheden hvormed indøvningen foregår etc. er afhængig af, at pianisten kan indleve sig i stilen og formidle den med indsigt i samtidens kultur.

Kommer kirkemusikuddannelserne ikke med på beatet, må kirkerne (og det gør de allerede i vid udstrækning) ansætte kirkemusikere med kompetencer hentet andre steder fra, end de officielle kirkemusikuddannelser.

Og hvad var det så, mine elever på Diakonuddannelsen synes er uomgængeligt, at en ny tids kirkemusikere skal kunne:

• De skal kunne synge, spille og ledsage fællessang. Punktum. I princippet alle genrer. På alle gængse instrumenter - også orgel. Altså ikke noget med at sætte snærende genre- eller instrumentbegrænsninger op på forhånd.
• De skal kunne lede, koordinere, brygge kaffe og stille øl på køl. Kort sagt: masser af sociale kompetencer!
• De skal kunne formidle med en høj grad af situationsfornemmelse. Være pædagogiske medarbejdere med sans for andre æstetiske virkemidler end de strengt musikalske.
• De skal være velbevandrede i musikhistorien. Kende sine virkemidler. – Og også gerne være musikalsk og lyrisk kreative.
•  De skal være fikse på fingrene. Stemme en guitar, sætte en mikrofon til og få computeren til at virke.

Sådan cirka var de umenneskelige krav.

De barske realiteter

Et hurtigt blik i den eksisterende studieordning for kirkemusikere viser med en skærende kontrast til de ungdommelige ønskedrømme ovenfor, at de organister, der i dag gør et stort og flot arbejde med at holde liv i den danske kirkemusik, er kommet af sted med en meget lille værktøjskasse i forhold til en meget stor opgave. I værkstøjskassen ligger superskarpe præcisionsværktøjer til nogle få specialiserede opgaver. Der ligger næsten ingen værktøjer, der gør arbejdet med nutidens musik og klangidealer lettere. Se bare studieordningen for bacheloruddannelsen i kirkemusiker, anno 2011:

Hovedfag:

• Solistisk orgel
• Liturgisk orgel
• Korledelse og kirkemusikerkor
• Teori

Hovedfagsrelaterede fag:

• Generalbas/kammermusik
• Klaver
• Orgelkundskab
• Liturgik og Hymnologi

Almene fag:

• Hørelære
• Satslære Analyse/formidling o Musikhistorie og kulturfag
• Entreprenørskab

Pædagogik

• Sang
•  Pædagogisk teori

Ak ja. Sådan ligger landet og musikken. At der ikke står noget om øl på køl, kan vi vel tilgive, men det er katastrofalt, at der ikke står noget om becifringer, solistisk mikrofonsang, jazz, rock, singer/songwriter eller pulsfornemmelse.

Lad os slå fast, at en af de vigtigste aktører i den fælles dynamik, der skaber morgendagens kirkemusik, helt enkelt er hægtet alvorligt af. Der er ikke udsigt til at kirkemusikuddannelserne bliver frontløbere på den kirkemusikalske udvikling lige foreløbig.

Og dét er virkelig ærgerligt, for det er jo hér de kommende 30 års uundgåelige fornyelse af kirkens musik ville kunne forlenes med kunstnerisk kvalitet. Vi har brug for professionelle smagsdommere. Ellers risikerer vi, at udviklingen bliver båret frem med udgangspunkt i laveste fællesnævner. De banaleste schlagere, de mest udtrådte gospelklichéer og de mest fortærskede børnehits.

Slip musikken fri

Men lad os håbe på noget andet og bedre. Og lad os håbe, vi kan styre fri af den åndsvage kamp mellem rytmisk og klassisk. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler først og fremmest om at frigøre musikkens muligheder for spille en af hovedrollerne i moderne religionsudøvelse, hvor nye erkendelser vokser frem af nye toner.

Om forfatteren:

Johannes Konstantin Neergaard er selvstændig musik- og kommunikationskonsulent.

Cand. mag i musik og massekommunikation.

Med sit kommunikationsbureau Tonesprog arbejder han blandt andet for Mogens Dahl Koncertsal. Han er desuden foredragsholder og har holdt talrige workshops og foredrag om og med musik i hele landet.

Som underviser (Silkeborg Højskole, Diakonhøjskolen, VIA University College mm.), skribent (Midtjyllands Avis, Kristeligt Dagblad) og komponist (repræsenteret i en mange kor- og sangbogsudgivelser) samt gennem bestyrelsesarbejde (Forum for Rytme I Kirken) har han været med til at sætte dagsordenen for en stor mængde debatter, korstævner og komponisttræf i det danske sang- og salmeskrivermiljø.