12 oktober 2012

Rasmus Lyberth og Christian Alvad


Rasmus Lyberth og Christian Alvad anmeldt i Midtjyllands Avis
Torsdag den 11. oktober kl. 20.00 på Toftebjerg Medborgerhus, Them
4 af 6 makroner

Musik fra kongerigets poler mødtes i Them

Rasmus Lyberth og Christian Alvad. To danskere med oprindelse i hver sin ende af kongeriget. Torsdag aften var Them centrum for et musikalsk topmøde mellem disse to vidt forskellige musikalske personligheder. Det kom der en skøn aften ud af, hvor musikalske ender mødtes.

De mødtes i Them. Men det kunne også have været Nashville. Deres fælles sprog befandt sig et eller andet sted i krydsfeltet mellem folk/rock og traditionel grønlandsk sang - tilsat country. Den fabelagtige guitartroldmand Christian Alvad kan trække mange genrer op af guitarkasserne, men i aftes var country hele tiden kun få blå toner væk.

Inspiration fra Afrika
Og for at det ikke skal være løgn, trak Christian Alvad også på malinesisk inspiration i en lille passage af koncerten, hvor han var alene på scenen. Vi kom sandelig langt omkring – og hvor var det smukt, da samme Christian Alvad i næste solonummer flettede ”Over the rainbow” ind i et nummer spillet på en barytonguitar med en særlig opsætning af strengene, som er opfundet i Nashville.

Kraftfuld urfolks-stemme
Men selvfølgelig var Rasmus Lyberth hovedpersonen. Han udfoldede sin lidt nasale vokal med stor finesse. Lige fra det kraftfulde, næsten råbende, til det viskende, manende og inderlige. Vi så de grønlandske vidder for os, når han holdt en lang, kraftig tone med sit karakteristisk vibrato, og vi var med helt inde i åndemanerens iglo, da han med stor karisma lod sangen klinge ud i hendøende, talte ord.

Beundrer af livet
Rasmus Lyberth havde et stærkt nærvær med sit publikum. De mange fremmødte kunne gå hjem med et lyst budskab om at vi skal huske at elske livet. Leveret med skælmsk humor.
”Jeg er beundrer af livet,” sagde Rasmus Lyberth og fortsatte:
”Det er godt, jeg skal være her. Jeg har sgu ikke tid til noget andet.”
Og så gjorde det ikke så meget, at vi ikke forstod de grønlandske tekster. Som Rasmus Lyberth sagde ved koncertens start:
”Lyt til Christian. Han spiller pissegodt – dét forstår I. Jeg synger kun på grønlandsk, men jeg skal nu nok finde en lille dør til jeres store hjerte alligevel.”
Han fik helt ret.

Billedtekst 1:
Christian Alvad kom langt omkring i det musikalske univers, og viste i flere omgange, hvorfor han regnes for en af Danmarks bedste akustiske guitarister.

Billedtekst 2:
Rasmus Lyberth var aftenens hovedperson, og bragte glimt fra den nordlige del af kongeriget til Them.