01 august 2010

Fællessang version 2010

Klaus Lynggaard ramte plet med meget af sin højskolesangbogskritik i dagbladet Information dette forår.
Jeg havde glædet mig til Klaus Lynggards serie af artikler om gode pop- og rocksange med egnethed til fællessang - men har kun set én artikel i den lovede serie. Her foreslog han Anne Linnets Hun fletter sit hår. Mon Lynggaard har glemt sit projekt?

Nedenstående var min kommentar til den oprindelige artikel. Bragt i Information d. 14. april.

Nej, de kan ganske rigtigt ikke synges som fællessang, flertallet af de sidste 40 års pop- og rocksange. Medlemmer af udvalget bag Højskolesangbogens 18. udgave fik hurtigt lejlighed til at skyde igen efter Lyngaards farverige genoptagelse af debatten om fællessangen i Danmark. Og som Ole Brunsbjerg, Jakob Bonderup med flere er inde på i deres svar på kritikken, er de sange, Lynggaard efterlyser, skrevet med henblik på cd-mediet eller livefremførelse ved koncerter.

Det er noget sjaskeri at forsøge sig med Gnags’ Danmarkssang (som dog ER med i Højskolesangbogen), Steffen Brandts Fantastiske Toyota eller Brødrene Olsens Smuk som et stjerneskud til fællessang. Sidstnævnte går lige, men det er fucking ufedt.

Noget af det der giver fællessangssuset, er at man som forsamling føler sig kompetent. At det løfter sig som musik, det man laver. Og det gør det altså ikke, når man har en Randi Laubek, Nephew eller Mikael Simpson cd-udgivelser som reference, og sidder der og hakker i versefødderne med en pianist, hvor der skulle være et band, og en fællessangssound, hvor der skulle være en mikrofonbåret solist.

Vi har en superudfordrende situation for vores fællessangstradition her! Det er jo, som Lynggaard ganske præcist skriver, katastrofalt hvis ikke folkesjælen længere kan spejle sig i sang. Og helt parallelt med situation da Den Danske Salmebog skulle fornyes, var også fornyelsen af Højskolesangbogen et pejlemærke for, hvordan sagerne står. Har vi en levende tradition for at synge sammen, eller er vi nået til krampagtige genoplivningsforsøg til en døende patient?

Jeg er ikke nær så kritisk overfor udvalgets arbejde med 2006-udgaven som Lynggaard. Meget er lykkedes. Det er da spændende at sætte Suzanne Brøgger og Willy Egmose sammen. Og Jens Rosendals popularitet forstår jeg godt: her er noget der holder liv i fællessangen. Hans sange lever en velfortjent succes, overalt hvor der synges. Begge dele er eksempler på, at det betaler sig at nurse om fællessangskunsten som sådan.

Men slet ikke nok er nået. Det er alt for let for Ole Brunsbjerg at sige, at ”Højskolesangbogen ikke skal være et 25. bind af Lystige Viser.” Højskolesangbogen kunne sandt for dyden godt trænge til et afsnit lystige viser. Jeg må give Lynggaard ret i at en pæn portion ”oldnordisk hejs, som ikke en mors sjæl kender”, med fordel kunne erstattes af udpluk fra pop- og rocktraditionen. Vel og mærke den del af traditionen, der kan fællessynges. Tobias Trier, Anne Linnet, Tim Christensen og …?

Det vil være enormt opløftende, hvis Lynggaard kan grave oversete ting frem fra vores fælles pop- og rock-arv til kommende udgaver af Højskolesangbogen. Fællessangen overlever kun i det frugtbare møde mellem nyt og gammelt. Hvor var det smukt sagt, Lynggaard. Og hvor er det vigtigt. Gode fællessange er et stærkt våben mod ligegyldighed og det der er værre.