Salmesang i 2041

Kirkefondet bad mig skrive om hvordan kirkemusik og salmesang mon ser ud om 30 år.

Artiklen blev bragt i 'Kirken i dag' d. 19. dec. 2011.

------
Popsange med omkvæd og øl på køl

Måske er forventningerne til kirkens musikere om at være andet end traditionsbevarere indfriet om 30 år. Men der er lang vej.

Eksperimentet

For nylig udsatte jeg en flok studerende på Diakonhøjskolen i Aarhus for et eksperiment. De skulle  beskrive de fem vigtigste fag på en dansk kirkemusikeruddannelse uden på forhånd at vide, hvordan den eksisterende studieordning ser ud. Kontrasten mellem de unges mening om, hvad det kræver at uddanne en dygtig kirkemusiker og den faktiske, eksisterende studieordning, var enorm. Mere om dette senere.

Anderledes og alligevel kendt

Inspirationerne til fremtidens kirkemusik skal naturligvis komme mange steder fra. Vores musikvaner er i dag præget af et enormt udbud af musik i alle genrer og til alle formål. Vi er vant til at afkode betydninger af musik i mange sammenhænge og har helt tjek på musikkens signaler. Sådan som vi jo møder musik i biograf, butikker, i tv og radio, i skolen, til fest, på telefonen, i sofaen – og i kirken. I det samlede billede af lyd, støj og musik fra verden omkring os, må kirkens musik også om 30 år gerne stå frem som noget, der er anderledes end alt det andet, vi hører. Men det skal samtidig være en musik, der er umiddelbart forståelig, og som knytter til ved kendte musikalske koder. De fantastiske muligheder musik har for at skabe følelser, mening og samlende identitet udnyttes kun fuldt ud, når musikken taler i kendte dialekter. Den svære opgave at få disse ender til at mødes, kræver knalddygtige musikere med et knivskarpt genrekendskab.

Fællessangen lever

Vi vil stadig gerne synge med. Det er helt fundamentalt. Og det må ikke være for svært, Vi vil også møde noget vi kender. Jeg tror vi skal kigge mod popsangen med dens omkvæd.

Der eksisterer stadig en forskrækkelse over den moderne popsang. Langt ind i rækkerne blandt vor egen tids salmeforfattere er man overraskende konservative, når det gælder melodivalg til nye salmer. I selv de allernyeste salmeudgivelser er det den strofiske salme – ofte med mange og lange vers – der er næsten enerådende.

Når vi nu véd hvor højt det påskønnes rundt omkring i folkelige korsangermiljøer med gospelmusikkens drive og formmæssige enkelhed, undrer det mig dybt, at man ikke er mere åben overfor den form, der har vundet kampen om 90 % af radiolytternes ører: popformen. Ikke at radiopoppen dur som kirkemusik i uformidlet genudsendelse søndag morgen. Men se til jazzen (og til Luther eller Bach – men det er en lidt anden og meget lang historie) hvordan den folkelige evergreen kan transformeres både til dyb tonekunst og enkle hymner, der kan synges med på.

Nye instrumenter

Med hensyn til den konkrete udførelse af akkompagnement og konkrete stilmæssige overvejelser, er det klart, der skal bøjes ender ude i kirkerne. Ikke mindst de steder hvor man stadig – af flere forskellige ærværdige grunde – har holdt fast i orgel og organist om 30 år.

Jeg tror imidlertid, langt de fleste kirker vil ændre instrumentarium. Klaveret vil de fleste steder overhale orglet som akkompagnerende instrument, og kirkemusikeren vil være en langt bredere favnende musikalsk håndværker end i dag. Jazz, filmmusik, moderne pop, og hvad der nu rør sig blandt både unge og ældre musiklyttere, bør sætte sine tydelige spor i kirkens musik. Det mentale udgangspunkt for kirkens musikudøvere bør være lyttende og inkluderende. Den musikermæssige selvforståelse skal være som filmkomponisten, der er sig sin opgave som underlægger til et budskab bevidst, og derfor udvælger sig sine virkemidler med omhu.

Traditionens genrer og klange har naturligvis stadig afgørende roller at spille om 30 år. Det afgørende er, at kirkens musikalske virkemidler, som enhver anden vellykket kommunikation, er modtagerrettede. Kirkemusikeren skal simpelthen være dus med populærmusikken.

Vision om ny kirkemusikuddannelse

Og så er vi tilbage ved uddannelsen af nye kirkemusikere: Det er ALTAFGØRENDE, at en ny rytmisk melodi med fokus på omkvædet akkompagneres af en musiker, der kender sine genrer og sit backbeat. Appellen og den pædagogiske indlæringsproces, formidlingen af musikkens energi og nerve, letheden hvormed indøvningen foregår etc. er afhængig af, at pianisten kan indleve sig i stilen og formidle den med indsigt i samtidens kultur.

Kommer kirkemusikuddannelserne ikke med på beatet, må kirkerne (og det gør de allerede i vid udstrækning) ansætte kirkemusikere med kompetencer hentet andre steder fra, end de officielle kirkemusikuddannelser.

Og hvad var det så, mine elever på Diakonuddannelsen synes er uomgængeligt, at en ny tids kirkemusikere skal kunne:

• De skal kunne synge, spille og ledsage fællessang. Punktum. I princippet alle genrer. På alle gængse instrumenter - også orgel. Altså ikke noget med at sætte snærende genre- eller instrumentbegrænsninger op på forhånd.
• De skal kunne lede, koordinere, brygge kaffe og stille øl på køl. Kort sagt: masser af sociale kompetencer!
• De skal kunne formidle med en høj grad af situationsfornemmelse. Være pædagogiske medarbejdere med sans for andre æstetiske virkemidler end de strengt musikalske.
• De skal være velbevandrede i musikhistorien. Kende sine virkemidler. – Og også gerne være musikalsk og lyrisk kreative.
•  De skal være fikse på fingrene. Stemme en guitar, sætte en mikrofon til og få computeren til at virke.

Sådan cirka var de umenneskelige krav.

De barske realiteter

Et hurtigt blik i den eksisterende studieordning for kirkemusikere viser med en skærende kontrast til de ungdommelige ønskedrømme ovenfor, at de organister, der i dag gør et stort og flot arbejde med at holde liv i den danske kirkemusik, er kommet af sted med en meget lille værktøjskasse i forhold til en meget stor opgave. I værkstøjskassen ligger superskarpe præcisionsværktøjer til nogle få specialiserede opgaver. Der ligger næsten ingen værktøjer, der gør arbejdet med nutidens musik og klangidealer lettere. Se bare studieordningen for bacheloruddannelsen i kirkemusiker, anno 2011:

Hovedfag:

• Solistisk orgel
• Liturgisk orgel
• Korledelse og kirkemusikerkor
• Teori

Hovedfagsrelaterede fag:

• Generalbas/kammermusik
• Klaver
• Orgelkundskab
• Liturgik og Hymnologi

Almene fag:

• Hørelære
• Satslære Analyse/formidling o Musikhistorie og kulturfag
• Entreprenørskab

Pædagogik

• Sang
•  Pædagogisk teori

Ak ja. Sådan ligger landet og musikken. At der ikke står noget om øl på køl, kan vi vel tilgive, men det er katastrofalt, at der ikke står noget om becifringer, solistisk mikrofonsang, jazz, rock, singer/songwriter eller pulsfornemmelse.

Lad os slå fast, at en af de vigtigste aktører i den fælles dynamik, der skaber morgendagens kirkemusik, helt enkelt er hægtet alvorligt af. Der er ikke udsigt til at kirkemusikuddannelserne bliver frontløbere på den kirkemusikalske udvikling lige foreløbig.

Og dét er virkelig ærgerligt, for det er jo hér de kommende 30 års uundgåelige fornyelse af kirkens musik ville kunne forlenes med kunstnerisk kvalitet. Vi har brug for professionelle smagsdommere. Ellers risikerer vi, at udviklingen bliver båret frem med udgangspunkt i laveste fællesnævner. De banaleste schlagere, de mest udtrådte gospelklichéer og de mest fortærskede børnehits.

Slip musikken fri

Men lad os håbe på noget andet og bedre. Og lad os håbe, vi kan styre fri af den åndsvage kamp mellem rytmisk og klassisk. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler først og fremmest om at frigøre musikkens muligheder for spille en af hovedrollerne i moderne religionsudøvelse, hvor nye erkendelser vokser frem af nye toner.

Om forfatteren:

Johannes Konstantin Neergaard er selvstændig musik- og kommunikationskonsulent.

Cand. mag i musik og massekommunikation.

Med sit kommunikationsbureau Tonesprog arbejder han blandt andet for Mogens Dahl Koncertsal. Han er desuden foredragsholder og har holdt talrige workshops og foredrag om og med musik i hele landet.

Som underviser (Silkeborg Højskole, Diakonhøjskolen, VIA University College mm.), skribent (Midtjyllands Avis, Kristeligt Dagblad) og komponist (repræsenteret i en mange kor- og sangbogsudgivelser) samt gennem bestyrelsesarbejde (Forum for Rytme I Kirken) har han været med til at sætte dagsordenen for en stor mængde debatter, korstævner og komponisttræf i det danske sang- og salmeskrivermiljø.

Streaming giver (måske) musikken tilbage til ørerne

Nye net-baserede musiktjenester som Wimp, TDC Play og nu også Spotify, er for alvor kommet på banen. Desværre drukner de nye muligheder for musikken ofte i snak om økonomi. Musiklytning kan nu blive et aktivt – og helt frit – valg, hvor ørerne får magten, hvis distributører og medier griber chancen.

Musik i centrum

Det er ikke længere et mere eller mindre tilfældigt ejerskab af plader, man engang fik foræret af faster Fie, der bestemmer, hvad man lytter til. Det er musikken selv, der er i centrum, når vi vælger, hvilke toner der skal klinge i stuen til aftenkaffen. En avisartikel, en pirrende tone opfanget i et radioprogram, soundtracket til en film, et minde fra gymnasiefesterne – hvad som helst kan være inspirationen. Al musik ligger tilgængeligt. Vi skal ikke lige overveje en ekstra gang, om den seneste Paul Simon-udgivelse nu også er 150 kr. værd, bare fordi avisanmelderen siger det. Vi kan straks lytte selv.

Vi mister også noget. Vi kan ikke længere give musik som en gave, og blive husket i årtier for en plade vi gav til fætterens konfirmation. Vi er også nogen, der med stor nostalgi mindes duften af den nyindkøbte vinylplade og det spændende cover, der skulle læses forfra og bagfra. Dén taktile fornøjelse røg også på historiens mødding.

Men hvad glæde har øret af en plastikskive, pakket fint ind?

Og så er der jo den revitaliserede livescene. Her ligger et voksende gavemarked. Konfirmationsgaven er reddet.

Farvel til hitlister

En af gevinsterne ved den nye udvikling blev beskrevet af Wired-redaktøren Chris Anderson i hans brug af den snart gamle teori om 'The Long Tail'. Kort fortalt handler det om nye muligheder for kulturens nicher. Musikselskaberne kan potentielt tjene lige så mange penge på at have en stor mængde 'smalle' kunstnere i sin stald som nogle få store. Det er en udvikling, der er blevet voldsomt forstærket, i takt med at distributørerne kan springe flere og flere fordyrende mellemled over. Streaming tillader i endnu højere grad end tidligere, at der også tjenes penge på stærkt nicheprægede genrer. Vi bevæger os væk fra hitlisternes verden. Ind i en verden, hvor distributørerne formidler smalle, men helt unikke oplevelser til et vidtspredt, men stort publikum.

Ingen covernoter

Eller er det for meget at håbe på? Ind til videre synes jeg Wimp har taget førertrøjen med en aktiv musikredaktion. Mens dette skrives lytter jeg til en såkaldt playliste, lavet af Jazz-bloggeren, Niels Overgaard. Man kan også spille lister med fokus på bestemte labels, tiår,  jazzklassikere, klassisk hitliste etc. En aktiv udnyttelse af det nye medie, der peger den rigtige vej. Også pladeselskaberne ser ud til at have fattet pointen. Senest har Universal taget initiativ til en ”playliste-service” (digster.dk) med lytteforslag fra en række (af deres egne) redaktører. Det er ikke voldsomt imponerende, hvad der er kommet ud af det – men man skal jo starte et sted.

Der er et stykke vej igen. Ingen af musiktjenesterne har fundet ud af noget så simpelt som at gøre coveret tilgængeligt. Hvor er sangteksterne, covernoter med tanker om musikken, eller bare de basale informationer om komponist, musikere og øvrige medvirkende?

Hvem bliver gatekeeper?

En ubekendt faktor er, hvordan de større medier vil reagere. Får vi igen en opblomstring af en kvalificeret musikkritik, der kan guide os til de gode musikoplevelser, eller griber de ikke chancen? Spotify har valgt at lancere sig i tæt tilknytning til det sociale liv på Facebook. Et træk der antyder en tro på, at det er gennem vennerne, vi henter inspiration til at finde ny musik. Det er muligvis ikke helt dumt tænkt. Men lad mig tale for mig selv: Det er nu fedt at blive sat på sporet af nye oplevelser gennem markante anmelderholdninger til nye trends og toner i musikkens verden.

Chancen for at musikken bliver givet tilbage til ørerne er der. Den skal gribes.


Edit d. 6/12 2011: 
Har gennem et stykke tid savnet flere væsentlige udgivelser på Wimp. Keith Jarretts, Coldplays, Niels Lan Dokys og Tom Waits nyeste udspil mangler. 
WImp reagerer ikke på deres Facebookprofil, når musikken efterlyses. 
Min tiltro til den nye distributionsform er pt. i alvorlig krise. 

Skelsættende udgivelse fra musikerne bag Brorsons Kirke

Anmeldelse bragt i Kristeligt Dagblad d. 16. august 2011:

Kun få steder i den danske folkekirke er musikkens muligheder for at understøtte kristendommens tilknytning til nutidig kultur udnyttet. En skelsættende udgivelse fra musikerne bag Brorsons Kirke på Nørrebro viser vejen.

Ungdomskirken viser vej

Brorson Kirke på Nørrebro har i stedet for den traditionelle organist ansat professionelle kirkemusikere, der er fortrolige med samtidens musik. Uddannede på Rytmisk Musikkonservatorium og med indsigt i både jazz, pop og teologi. Med udgivelsen ’Gi musikken videre’, har kirkemusikerne Janne Mark og Esben Eyermann dokumenteret hvordan musikken spiller en afgørende rolle i forsøget på at lade ungdomskirken være frontløber i folkekirkens modernisering.

Bogen rummer overvejelser af musikteoretisk, teologisk og pædagogisk art og har bidrag af ungdomspræst Per Ramsdal, kirkemusikerne Janne Mark og Esben Eyermann, biskop Peter Skov-Jakobsen m. fl. Til bogen hører to cd'er - en med gamle og nye salmer og en med det, der her kaldes "rytmisk liturgisk musik." Al musikken spilles af Brorson Kirkes musikere, der foruden Janne Mark og Esben Eyermann blandt andet tæller den i jazzkredse særdeles velanskrevne pianist, Henrik Gunde.

Det er en enestående og skelsættende udgivelse. Enestående, fordi vi her for første gang i bogform har en samlet præsentation af kerneargumenterne for at forny kirkens musik, salmer, liturgi og - ikke mindst - musikeruddannelse. Opdateret, præcist og velargumenteret kommer bogen omkring de vigtigste forhold, kirkemusikere og teologer bør diskutere under udarbejdelse af nye kirkemusikuddannelser.

Rigtig moderne musik

Skelsættende, fordi udgivelsen markerer et unikt folkekirkeligt bud på, hvordan kirkemusik kan udvikles uden orgel. Jeg har hørt Maria Stenz synge fine kristne viser, jeg har hørt organist og pianist Willy Egmose spille skøn kirkejazz og nye salmer, jeg har hørt lækkert rytmiske kirkekor, og naturligvis gospel i lange baner. Men med Brorson Kirkes musikere og deres repertoire er der ganske enkelt taget et tigerspring frem. Her har vi for første gang i folkekirkeligt regi en række optimale betingelser til stede på én gang:

•   En rytmegruppe med forsanger, ansat af kirken.

•   Fuldt professionelle, rytmisk uddannede musikere hele vejen rundt.

• Moderne musik. Stilrigtigt og på kunstnerisk højt niveau.

• Kunstnerisk og teologisk velovervejede tilpasninger af musikken til et gudstjenstligt formål.

• Musik, der tager udgangspunkt i en dansk/nordisk klang og tradition.

Det er selvfølgelig lækkert at høre Janne Mark og co. spille både gamle, klassiske og nyskrevne salmer med stort musikalsk overskud. Rigtig lækkert. Og jeg ved, at menigheden derude på Nørrebro har lyst til at synge med. Gid jeg kunne tage mine børn med til sådanne gudstjenester hver søndag.

Genistreg med populærmusiktraditionen

Det, der begejstrer mig mest ved denne udgivelse, er imidlertid genistregen på cd 1. Her giver folkene i Brorson Kirke eksempler på det, de kalder liturgisk musik. Numre med C.V. Jørgensen, Sting, Bob Dylan, Paul Simon m.fl.

Mange religiøse følelser spiller med, når jeg hører ”Bridge over troubled water” i en trosmæssig sammenhæng. Som Janne Mark og Esben Eyermann skriver:

”Det kan indimellem være en styrke, at en sangtekst ikke konkret taler om Vor Herre eller Gud – men at teksten omhandler menneskelig eksistens og perspektiverer den med en rummelighed, hvor også troen kan tolkes ind.” Jeg er helt enig.

De alment kendte pop/rock-sange virker to veje. Fortællingerne om Jesus tolkes ind i et stort fælleskatalog af sange vi alle deler. Og almentmenneskelige overvejelser om liv og kærlighed bringes i spil på en religiøs scene. På den måde forærer man kirken en forbindelseslinje til et stort udsnit af menneskeheden, der måske gik og troede, at deres drømme og håb ikke omfattedes af religionens fortællinger. 

De gudløse spørger, om de må få deres popsange i fred. Nogen af os er sådan indrettede, at vi må sige nej: Vi vil gerne have lov at sætte populærkulturen ind i en større forståelsesramme og tage vores Gud med på både C. V: Jørgensens Blågårds Plads og McCartneys ’The long and winding road.’

’Gi musikken videre – rytmisk musik fra Brorsons Kirke’. Bog og dobbelt-cd.

Janne Mark og Esben Eyermann

Unitas, maj 2011

Universet, Frankrig, ferie - udlængsel på apps

På en Outlook-huskeseddel har jeg - til min kones store hovedrysten - gemt et par kortdetaljer:

Månen: 380.000 km.
Solen: 150 mio. km
Voyager: 17 mia. km
Nærmeste stjerne: 4,23 lysår
Mælkevejens diameter: 100.000 lysår
Nærmeste galakse: 2,5 mio. lysår
Alperne: En lang lang køretur.

Min kloge kone siger om universet: "Det kan du jo ikke gøre noget ved alligevel". Heri har hun muligvis en pointe.

Kortkigning og rejser er ikke desto mindre blandt mine favoritbeskæftigelser. Og to sider af samme sag: Der inddæmmes nyt land i universet og drømmes om en større verden.
(Udlængsel er den ultimative drøm om en bedre verden. Det er derfor Svante længes mod Sverige.)

I gamle dage sad man jo derfor med hovedet nede i papirkort - ikke mindst i ferietid. Fornøjelsen ved kortkigning er dog ikke blevet mindre med en iPad i hånden. Her følger en liste over uundværlige apps, hvadenten køreturen går til Frankrig eller den blot står på kortkigning som et forsøg på at begribe universet:

1. Europe.

Et detaljeret offline-kort med GPS, søgemuligheder mv. over hele Europa. Baseret på Open Source, men tilsyneladende meget præcist og opdateret. Genialt hvis man skal spare på datatrafikken på en tur ud i universet. På campingpladser og fremmede planeter uden wifi kan man nu sidde og planlægge næste dags ekspeditioner.



2. iPhiGéNie.
Et virkelig flot Frankrigskort til iPad. Baseret på kortene fra Géographique National. Schweiz (og sikkert en lang række andre lande) har en tilsvarende kort-app - den koster bare penge...

3. Google Maps. Her behøves ingen app. Man åbner blot Google Maps i sin browser og tilføjer linket til sin hjemmeskærm - så har man et særdeles Ipad-venligt kort over hele verden. Med Googles muligheder for at logge ind og gemme sine egne kort, har Google Maps i mange år været en af mine absolutte favoritter ved planlægning af rejser. Nu også med mulighed for at vise trafiktæthed på motorvejene.

4. Google Earth.
På mange måder kortkongen for enhver ordentlig kortkigger. Koblingen med Wikipedia, Panoramio mm. gør dette værktøj superinteressant til rejseresearch.

5. Pocket Universe (Express). Vouw - så kan man kigge stjerner! Desværre skal man kunne de engelske navne på stjernebilleder mv.. Men alligevel en fed og innovativ app.

6. Zermatt. En Matterhorn-app der ikke er udviklet til iPad endnu, og som måske er bedst egnet til at give en ærgrelser over de afsindigt dyre bjergbaner på verdens flotteste bjerg. Fedest hvis det er en skitur det handler om.


7. Traffic. Michelins kort er dedikeret til at vise den øjeblikkelige trafiksituation i det meste af europa. (Ekskl. bl.a. Østeuropa, Skandinavien og Belgien.) Det virker umiddelbart hurtigere og mere detaljeret end trafik-funktionen i Google Maps.


God tur!

mvh jkn

Krig og kommunikation II

USA kan slå ihjel på meget moderne vis, men deres kommunikation fungerer virkelig skidt. Jeg kan næsten ikke vente til folkene på K-forum får sat gaflen i dette eksempel på dårlig håndtering af informationsstrømmen på et ømtåleligt felt.

Der kan argumenteres for at Osama bin Laden skulle slås ihjel. Ligesom der kan argumenteres for krig (Se Krig og kommunikation I).

Nogle vil endda kunne argumentere for det hensigtsmæssige i at lyve.

Men man kan ikke argumentere for det hensigtsmæssige i først at sige ét og så bagefter noget andet.

Man må da fra starten have planlagt om og hvordan billeder skulle frigives fra aktionen i Abbottabad? Man må fra starten have planlagt præcis, hvad der skulle fortælles om begivenheden. Der er pludselig så mange spørgsmål om Osama bin Laden-aktionen. Mange flere end der burde være:

Havde man planlagt at skyde en ubevæbnet mand foran familien?
Hvilken skæbne har man udset til børnene?
Hvordan vidste man, hvem der var hvem i huset?
Hvor mange skulle henrettes på stedet?
Hvad vidste pakistanerne?
Hvad vidste Al Quaida?

Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt krig er noget snavs. Men man kan ligeså godt fortælle den rigtige historie fra starten. Det er ikke sket her.

Krig og kommunikation

Kan der argumenteres for krig? Ja formentlig. Mange fornuftige folk som Carsten Jensen, har forsøgt.

Og et indlæg i Information af Christopher Hitchens var tæt på at overbevise mig. Som han skriver:

"[selv] Den Arabiske Liga indrømmede, at der nu engang findes visse regimer, som uden hjælp udefra vil være upåvirkelige af folkelige omvæltningsforsøg indefra. Gaddafis regime er i allerhøjeste grad et sådant regime, ligesom Saddams var et berygtet eksempel, hvilket de gentagne terrorbombardementer og gasninger af shiamuslimske og kurdiske folkegrupper så rigeligt beviste."

Det lyder rigtigt. Morderiske tyranner gasser sine befolkninger - derfor må de væk. Straks.

Men sandheden er krigens første offer. Nej, det er værre endnu: ikke bare sandheden er skjult for os - enhver basal viden om Libyen og dets oprørere er ikke-eksisterende hos 99 % af politikere, befolkning og journalister. Dét havde Carsten Jensen også fat i. Vi ved ikke en skid om det land.

Lidt grænseoverskridende som kommunikatør og velbevandret informationsbehandler at skulle indrømme det, men internettet rummer faktisk ikke information om alt. Og uden information mangler selve grundbestanddelen i enhver form for argumentation.

Prøv selv at lave et par google-søgninger på libya og opposition. Det giver nogle ganske tankevækkende resultater. Uopdaterede sider. Mange spørgsmål. Spøjse informationer. (Fx at en af Libyens oppostionsgrupper i en fart omdøbte en protest mod Jyllandsposten til en protest mod Gaddafi.)

Jamen, vi har en dygtig journaliststand, og et efterretningsvæsen med fingeren på pulsen, ikke?
Hm. Er der leveret overbevisende information med tilhørende dokumentation og nøjagtig kildeangivelse for påstandene om krigens nødvendighed? Vel er der ej.

Og alligevel bakker vi krigen op. Til at begynde med endda lige fra højre til venstre i folketingssalen. Ufatteligt.

Ganske få kritikere af krigen har været på banen. Hurra for Søren Mørch.

Vi løser ingenting med krig. Absolut ingenting med en krig, der overvejende føres af
repræsentanter af én civilisation mod en anden.
En pointe med Huntingtons "Civilisationernes sammenstød" var, at den muslimske verden mangler en stærk central stat, som magter at holde orden i egen civilisation. Det fremstår mere rigtig end nogensinde.

Kan vi mon finde en mere genial måde at kommunikere dette på, end ved at føre krig?

Sangprojekt mig her...

Sangens år, Den folkelige sangs pris, spil-dansk-dagen, projekt 'Find din stemme'. Omtalt i Kristeligt Dagblad her. Hele tiden nye projekter der skal sætte fokus på dansk sang, redde dansk sang, forny dansk sang, skabe større glæde ved dansk sang etc.

Fine projekter. Projekter jeg blandt andet selv nyder godt af, når jeg hyres til at lave en sangtime et eller andet sted. Men hvorfor altid denne projekttænkning?

Jeg under virkelig Mads Bille og co. i Herning at få succes med deres mange fremragende projekter, men gad vide hvad man sidder og tænker på læreruddannelserne? Og hvad tænker musikskolerne i andre landsdele?

Mads Bille ville sikkert gerne stå i spidsen for hele landets musikpædagogiske udvikling med sin Jyske Sangskole. Men er det nu virkelig måden at gøre det på? Mads Billes klassiske kvaliteter med sit drengekor i Herning Kirke ufortalte.

Musikfaget burde først og fremmest styrkes i de etablerede institutioner, hvis der for alvor skal rykkes ved kvaliteten af 'den danske sang.' Og vel at mærke gennem permanente bevillinger. Der er brug for en vedvarende stabilitet i det landsdækkende uddannelsessystem - ikke mindst når det handler om at vedligeholde den musikalske fødekæde folkeskole - musikskole - ungdomsuddannelser - MGK - konservatorium - musiker.

Fyrtårne er godt. Det ser jo også fint ud, når Per Stig Møller kan tage til Herning og underskrive en ny kulturaftale.

Jeg ved bare
• hvor dyrt det er at få mit barn på musikskole
• hvor nedslidte musiklokalerne er på mange uddannelsessteder
• hvor lidt folkeskolelærere undervises i musik
• hvor lidt musikundervisning folkeskolen byder på

Held og lykke med de fine projekter. Lad os håbe de lykkes - og bagefter smitter af på dagligdagen over hele landet.

Islams magt og den rådne danskhed

David Cameron begyndte en ny debat om Islam i vores vestlige samfund i samme sekund, jeg lagde Jespersen og Pittelkows "Islams magt" fra mig. Det ligner en paranoiaskabende sammensværgelse.

Jeg fik Jespersen/Pittelkows bog af min mor og far, der absolut er skræmte over Islam, selvom der vel strengt taget er ganske langt til nærmeste muslim fra netop deres kvarter. Men jeg må medgive, at både Cameron, Jespersen og Pittelkow har pointer, der giver mening.

I "Islams magt" citeres skuespilleren Hanne Smyrner for at have sagt "Det er simpelthen en krænkelse af menneskerettighederne at forlange, at de (indvandrene) skal afstå bare en tøddel af ders ideologiske, moralske, familiære og religiøse identitet (...) Hvad i alverden bilder vi os ind ved at ville diktere dem vores - på talrige måder - kuldsejlede og fallerede samfunds- og samlivsmodel?"

Paprika Steen skulle tilsvarende have kaldt 'danskhed' det grimmeste ord der overhovedet findes.

Det er virkelig skidt når en civilisation sådan drukner i selvhad.

Men lige så skidt eller værre når angst for samfundsforandringer fører til, at en hel befolkningsgruppe uforskyldt associeres med religiøst vanvid.

Hvornår stopper disse tåbelige generaliseringer, så man kan komme i gang med at tale om konkrete menneskelige forhold. Vores lokale præst holdt en fremragende prædiken i søndags. Den handlede blandt andet om at kunsten og et poetisk sprog ofte er det, der modsiger meningsløshed og bekæmper fanatisme. Poesi skal der til - og mad og drikke. Gudstjenesten sluttede med gratis middag i Kirkens Korshærs lokaler, hvor elever fra vores lokale sprogskole (fra bl.a. Polen, Vietnam og Afghanistan) havde lavet maden. Det var en poetisk søndag, og maden smagte fremragende.

Så fik vi lidt mindre fremmedangst hér i hvert fald.

Når man er allermest skræmt over den idiotiske fundamentalisme visse muslimer hylder, har jeg også et andet trick, der hjælper: Refleksion over vores egen religiøse kultur. Kristendommens historie byder på tider og steder, der konkurrerer fint med Islam i fundamentalistisk vanvid. Ikke desto mindre er den kristne kultur som massefænomen vedblevet med at være åben, inkluderende og humanistisk.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig stor folkelig opbakning til fundamentalistisk, krigerisk islam i det lange løb. Hverken her eller i Mellemøsten.

Jeg håber den nuværende revolution i Ægypten vil give mig ret allerede snart.

I mellemtiden synes jeg det er spændende at hylde danskheden nede i kirkens madklub i form af afghanske risretter serveret med polsk suppe og noget dansk - øh - kaffe.

Kunstnere og andre kreative diskuterer ikke politik

Per Stig Møller havde ret, da han d. 29/12 i Kristeligt Dagblad beskyldte kunstnere i Danmark for at være tavse i den politiske debat.

Med få undtagelser er musikere, forfattere, kunstmalere og andre kreative ikke højtråbende, når det gælder konkrete samfundsanliggender. Jeg har et par bud på hvorfor.

1. I en krisetid hvor hospitaler, gadelys og skoler lukker, bliver følsomme gemytter bange. Et kunstnerisk sind lever og ånder for kunst, men der skal også brød på bordet. Se nu i Holland – de havde nær lukket samtlige ensembler i statsradiofonien i det Schønwandt kaldte Europas største kulturelle henrettelse. Man bliver lidt stille af skræk for selv at miste sit (statsfinansierede) job – og ydmyg. Kunstnerne ved jo også godt, vi skal være glade for overhovedet at have overskud til kunst og kultur. Når naboen er arbejdsløs og betalingsbalancen er negativ, accepterer de flinke kunstnere rollen som pæne underholdere.

Heldigvis er det ikke alle kunstnere, der lader sig lamme af verdensøkonomisk krise. Men så truer fremmedangst og civilisationskamp:

2. Per Stig Møller er inde på det i interviewet:
”… det er misforstået at tro, at man i næstekærlighedens navn skal træde varsomt, når det gælder fundamentalister, hvad enten disse er kommunister, nazister eller islamister. Det må og skal vi kunne debattere sagligt, uden at det ender i mudderkastning og en nærmest naiv afvisning af den kamp mellem oplysning og fundamentalisme, der pågår i verden.”
Konteksten for nutidig politisk debatkultur er kamp. Kamp mellem civilisationer endda. Nogle tror måske, kunstnerne så er i deres rette element, men det tror jeg slet ikke. Kunst og kultur er i sit væsen noget, der binder sammen og ikke et kampmiddel. Kunsten kan sagtens være multikulturel (det er noget af det, den er allerbedst til.) Men når det pludselig er blevet påtrængende at forholde sig til islamisk fundamentalisme, melder humanister og kunstnere pas. På nær nogle få tegnere har kunstnerne instinktivt har holdt sig langt væk fra den konfrontatorisk kamp. Måske i skræk for mediernes manglende evne til at formidle nuancer?

Den rablende og stærkt underholdende Goodiepal (i alliance med den ukrainske mafia i kampen mod fremmedfjendskhed og forældede syntheziere) er – efter eget udsagn – på det nærmeste smidt ud af kongeriget, men kæmper sin kamp fra nettets mørke afkroge. Carsten Jensen får lidt at skulle have sagt i tv-debatter om krigen i Afghanistan, Niels Hausgaard underholder stadig med sin underdrejede venstreorientering og Nanna protesterer når de konservative bruger hendes afrika-sang. Men ellers?

Det ville være skønt, hvis den politiske debat kunne hoppe ud af de sædvanlige riller med toner fra enten højrenationale fascister eller naive halalhippier. Det er da oplagt at kunstnere og andre kreative kan bidrage til en mere nuancerige debat.