Når lyse skandinaviske nætter tones med jazzfarver, rammer det dybt i sjælen

Per Flys 'Monica Z' er for det første en fremragende film med en god historie, gode skuespillere og en fremragende instruktør.

For det andet er det en af den slags film, der rammer mig allerdybest fordi den handler om at finde ind til en unik harmoni mellem to sider af musikkens væsen.

Monica Zetterlunds fortjeneste var at knytte to musikalske verdener sammen: Den skandinaviske, årstidsfølsomme længsel og den afroamerikanske krops- og sanselighed. Filmen skildrer hendes kamp for at vinde faderens anerkendelse af denne kunst, og når et klimaks i en scene, hvor en forløsende telefonsamtale mellem New York og Hagfors bliver symbolet på, at hendes forehavende er lykkedes.

På det tidspunkt var jeg allerede i fuld gang med at tørre kinden til tonerne af pianisten Bill Evans' Waltz for Debbie.

Bill Evans var klassisk uddannet, og stærkt inspireret af blandt andet impressionismen i den klassiske europæiske musiktradition. Han var en vigtig brik ved Miles Davis' legendariske 'Kind of Blue' - ofte kåret som verdens bedste jazzplade - med sit både svævende og groovy spil, der på eminent vis giver musikken både krop og sjæl.

Her har vi en amerikansk jazzpianist, der søger efter harmoniske raffinementer i europa, som i 1964 laver en indspilning med en cool skandinav, der søger varmen og nærværet i afroamerikansk puls og rytme. Resultatet, 'Waltz for Debbie' rummer alt det, der gør musik værd at beskæftige sig med.

Jan Johannsons mesterværk 'Jazz på svenska' er fra samme år, og fortæller en lignende historie. Med bassisten, den tjekkisk/svenske Georg Riedel, skabte han en musik, der også overskrider grænser, og hæver tyttebær, lyse birkelunde og lange sommernætter til andet og mere end symboler på en længsel efter Sverige.

Monica Zetterlund og Jan Johansson satte skub i en kæmpebølge af skandinaviske musikere, som forstod at finde ormehullet mellem amerikansk populærmusik og toner, der giver genlyd i vores helt egen skandinaviske sjæl.

'Monica Z' er en film, der skal ses, hvis man interesserer sig for denne musikalske succeshistorie.

Og et godt råd til dem, der lider af samme rørstrømske glæde ved sommerlyse svenske stemninger krydret med jazzharmonier i verdensklasse som undertegnede: medbring rigeligt med lommetørklæder.

Gitte Hænning tog stikket hjem med jazz på svensk

Gitte Hænning med Nikolaj Hess

Rampelys, Silkeborg, torsdag 19/4 2012

Anmeldt af Johannes Konstantin Neergaard i Midtjyllands Avis

3 af 6 makroner

Det gik fra katastrofalt til rigtig dejligt, da Gitte Hænning med pianisten Nikolaj Hess i går aftes sang for et stopfyldt Rampelys. En nervøs start, hvor de to vidt forskellige musikere bogstavelig talt skulle øve sig på at spille sammen, blev lidt efter lidt afløst af hyggelige stunder med gode jazzstandards.

Publikum tog godt imod Gitte Hænning. ”I kan jo nok ikke huske mig,” sagde den 65-årige sangerinde, der har boet i Tyskland siden sit gennembrud i 60’erne. ”Joooo!” sukkede publikum forventningsfuldt. Og så kom de ellers: sangene fra Gitte Hænnings barne- og ungdomsår. Prinsesse for en dag, Kom ned på jorden igen, Tag med ud og fisk, Snakker med mig selv.

Sverige og jazz

Det fungerede bare slet ikke. Gitte Hænning rømmede sig ustandselig nervøst, Nikolaj Hess så ikke ud til at have det sjovt, og de tos sammenspil knirkede gevaldigt. Gitte Hænning var ærlig og indrømmede, at der ikke var blevet øvet af forskellige grunde. Det er jo bare ikke godt nok.

Langsomt, langsomt kom der skik på foretagendet. Først et lille potpourri af svenske folkesange arrangeret af Otto Francker. Meget fint. Så et potpourri af jazzballader. Rigtig godt. Og så gik det ellers slag i slag med små perler fra den store jazzsangbog. Højdepunkter for mig var Monicas vals (Waltz for Debbie som sunget på svensk af Monica Zetterlund med Bill Evans) og flere af Nina Simones sange.

Fra schlager til jazz

Caroline Henderson har gjort det, Cæcilie Nordby har gjort det og nu prøver Gitte Hænning altså også: At skifte fra én genre til en anden. Det er ikke nogen let sag. Gitte Hænning kan ting med sin stemme, der er de færreste unge popsangere beskåret, og hendes scenetække kan man heller ikke tage fra hende. Helt foldet ud som jazzsanger er hun bare ikke. Slet ikke når hun ikke har øvet sig med sin – i øvrigt meget dygtige – pianist.

Billedtekst:

Blandt publikum sad Louise Espersen, der imponerede med sin version af ’Snakker med mig selv’ i DR’s Talent 2008. Louise var begejstret for koncerten med sit idol, og mødtes bagefter med Gitte Hænning, som sang med på hendes cd i 2008. ”Jeg ville helt sikkert give koncerten seks makroner,” sagde Louise Espersen efter koncerten. ”Det var helt vildt flot, og selvom jeg stadig er mest optaget af hendes ting fra 60’erne, synes jeg, det var spændende at høre Gitte Hænning med noget andet end det sædvanlige.”

Anmeldelser fra Midtjyllands Avis

Hvorfor ikke lægge mine anmeldelser fra Midtjyllands Avis ud her på bloggen?
Som tænkt, så gjort. Første bidrag kommer her:

Carøe learns to jazz
Michael Carøe, Niels Jørgen Steen og DR Big Bandet
Jysk Musik- og Teaterhus lørdag d. 10/3 2012

Af Johannes Konstantin Neergaard
4 af 6 stjerner

Verdensklassejazz i Silkeborg

Carøe var en sympatisk showmand med en fin stemme, men i selskab med et verdensklasseorkester skal man kunne mere end binde sin butterfly.

Den store stjerne i Silkeborgs musikhus i lørdags var ikke solisten men bandet. Det blev med et blink i øjet signaleret allerede i arrangementets titel. Carøe gik uhyre sympatisk og tydeligt ydmyg til opgaven. Energisk, nærværende og faktisk udmærket syngende især i andet sæt. Men de største musikalske gnister kom fra det fantastisk velspillende bigband.

Grammynomineret x 4
Netop nu er de nomineret til ikke mindre end fire grammyer for sidste års cd med Randy Brecker. Hvor var det skønt at få vores nationale jazzstolthed på besøg her i byen. Godt tilbagelænet i musikhusets bløde sæder, blev Silkeborgs jazzpublikum forkælet med to serveringer af populære bigband-menuer.

Menu 1 blev introduceret af Carøe som en New Orleans-afdeling. Mardi Gras-entré med bigbandet spillende ind gennem salen, Basin Street Blues, Jambalaya on the bayou, Bourbon Street – der manglede hverken vådt eller tørt. Men på trods af Carøes egenskaber som hyggespreder og showmand, kom stemningen ikke for alvor til at boble i sydstats-fedtet. Carøes stemme slog ganske enkelt ikke helt til. Bedst i dette sæt var bigbandets nummer uden sangsolist: Night in Tunesia. Her fik vi ufortyndet big band-jazz, og satte man pris på dét, var man nok også ligeglad med at koncertens koncept her blev sprængt i stumper og stykker.

Klassisk croon
Efter pausen blev første række i salen involveret i sangerens problemer med at få bundet sin butterfly. Et lille trick der rystede salen sammen og bidrog til en hyggelig stemning. Menu 2 faldt i det hele taget langt bedre ud for Carøe i rollen som crooner i Sinatra-stilen. Stadig uden at være en stor sanger, tryllede han Las Vegas-stemning frem i sange som Fly me to the moon, The lady is a tramp og Birth of the blues.

Sættets største musikalske oplevelse var et fremragende Niels Jørgen Steen-arrangement af Cole Porters Miss Otis regrets. Den skrækkelige historie om den yderst høflige dame, der når at melde afbud til middagen inden hun hænges, kom virkelig til live. Og på smukkeste vis gik koncertens koncept her op i en højere enhed: Danmarks bedste jazzorkester gav, med Carøe i front som indlevende historiefortæller, Silkeborg en god portion verdensklassejazz.

Forslag til billedtekst:
Hvad Carøe manglede i vokal ekvilibrisme, hentede han ind i nærvær med publikum og stiligt showmanship.

Skelsættende udgivelse fra musikerne bag Brorsons Kirke

Anmeldelse bragt i Kristeligt Dagblad d. 16. august 2011:

Kun få steder i den danske folkekirke er musikkens muligheder for at understøtte kristendommens tilknytning til nutidig kultur udnyttet. En skelsættende udgivelse fra musikerne bag Brorsons Kirke på Nørrebro viser vejen.

Ungdomskirken viser vej

Brorson Kirke på Nørrebro har i stedet for den traditionelle organist ansat professionelle kirkemusikere, der er fortrolige med samtidens musik. Uddannede på Rytmisk Musikkonservatorium og med indsigt i både jazz, pop og teologi. Med udgivelsen ’Gi musikken videre’, har kirkemusikerne Janne Mark og Esben Eyermann dokumenteret hvordan musikken spiller en afgørende rolle i forsøget på at lade ungdomskirken være frontløber i folkekirkens modernisering.

Bogen rummer overvejelser af musikteoretisk, teologisk og pædagogisk art og har bidrag af ungdomspræst Per Ramsdal, kirkemusikerne Janne Mark og Esben Eyermann, biskop Peter Skov-Jakobsen m. fl. Til bogen hører to cd'er - en med gamle og nye salmer og en med det, der her kaldes "rytmisk liturgisk musik." Al musikken spilles af Brorson Kirkes musikere, der foruden Janne Mark og Esben Eyermann blandt andet tæller den i jazzkredse særdeles velanskrevne pianist, Henrik Gunde.

Det er en enestående og skelsættende udgivelse. Enestående, fordi vi her for første gang i bogform har en samlet præsentation af kerneargumenterne for at forny kirkens musik, salmer, liturgi og - ikke mindst - musikeruddannelse. Opdateret, præcist og velargumenteret kommer bogen omkring de vigtigste forhold, kirkemusikere og teologer bør diskutere under udarbejdelse af nye kirkemusikuddannelser.

Rigtig moderne musik

Skelsættende, fordi udgivelsen markerer et unikt folkekirkeligt bud på, hvordan kirkemusik kan udvikles uden orgel. Jeg har hørt Maria Stenz synge fine kristne viser, jeg har hørt organist og pianist Willy Egmose spille skøn kirkejazz og nye salmer, jeg har hørt lækkert rytmiske kirkekor, og naturligvis gospel i lange baner. Men med Brorson Kirkes musikere og deres repertoire er der ganske enkelt taget et tigerspring frem. Her har vi for første gang i folkekirkeligt regi en række optimale betingelser til stede på én gang:

•   En rytmegruppe med forsanger, ansat af kirken.

•   Fuldt professionelle, rytmisk uddannede musikere hele vejen rundt.

• Moderne musik. Stilrigtigt og på kunstnerisk højt niveau.

• Kunstnerisk og teologisk velovervejede tilpasninger af musikken til et gudstjenstligt formål.

• Musik, der tager udgangspunkt i en dansk/nordisk klang og tradition.

Det er selvfølgelig lækkert at høre Janne Mark og co. spille både gamle, klassiske og nyskrevne salmer med stort musikalsk overskud. Rigtig lækkert. Og jeg ved, at menigheden derude på Nørrebro har lyst til at synge med. Gid jeg kunne tage mine børn med til sådanne gudstjenester hver søndag.

Genistreg med populærmusiktraditionen

Det, der begejstrer mig mest ved denne udgivelse, er imidlertid genistregen på cd 1. Her giver folkene i Brorson Kirke eksempler på det, de kalder liturgisk musik. Numre med C.V. Jørgensen, Sting, Bob Dylan, Paul Simon m.fl.

Mange religiøse følelser spiller med, når jeg hører ”Bridge over troubled water” i en trosmæssig sammenhæng. Som Janne Mark og Esben Eyermann skriver:

”Det kan indimellem være en styrke, at en sangtekst ikke konkret taler om Vor Herre eller Gud – men at teksten omhandler menneskelig eksistens og perspektiverer den med en rummelighed, hvor også troen kan tolkes ind.” Jeg er helt enig.

De alment kendte pop/rock-sange virker to veje. Fortællingerne om Jesus tolkes ind i et stort fælleskatalog af sange vi alle deler. Og almentmenneskelige overvejelser om liv og kærlighed bringes i spil på en religiøs scene. På den måde forærer man kirken en forbindelseslinje til et stort udsnit af menneskeheden, der måske gik og troede, at deres drømme og håb ikke omfattedes af religionens fortællinger. 

De gudløse spørger, om de må få deres popsange i fred. Nogen af os er sådan indrettede, at vi må sige nej: Vi vil gerne have lov at sætte populærkulturen ind i en større forståelsesramme og tage vores Gud med på både C. V: Jørgensens Blågårds Plads og McCartneys ’The long and winding road.’

’Gi musikken videre – rytmisk musik fra Brorsons Kirke’. Bog og dobbelt-cd.

Janne Mark og Esben Eyermann

Unitas, maj 2011