Per Stig Møller havde ret, da han d. 29/12 i Kristeligt Dagblad beskyldte kunstnere i Danmark for at være tavse i den politiske debat.
Med få undtagelser er musikere, forfattere, kunstmalere og andre kreative ikke højtråbende, når det gælder konkrete samfundsanliggender. Jeg har et par bud på hvorfor.
1. I en krisetid hvor hospitaler, gadelys og skoler lukker, bliver følsomme gemytter bange. Et kunstnerisk sind lever og ånder for kunst, men der skal også brød på bordet. Se nu i Holland – de havde nær lukket samtlige ensembler i statsradiofonien i det Schønwandt kaldte Europas største kulturelle henrettelse. Man bliver lidt stille af skræk for selv at miste sit (statsfinansierede) job – og ydmyg. Kunstnerne ved jo også godt, vi skal være glade for overhovedet at have overskud til kunst og kultur. Når naboen er arbejdsløs og betalingsbalancen er negativ, accepterer de flinke kunstnere rollen som pæne underholdere.
Heldigvis er det ikke alle kunstnere, der lader sig lamme af verdensøkonomisk krise. Men så truer fremmedangst og civilisationskamp:
2. Per Stig Møller er inde på det i interviewet:
”… det er misforstået at tro, at man i næstekærlighedens navn skal træde varsomt, når det gælder fundamentalister, hvad enten disse er kommunister, nazister eller islamister. Det må og skal vi kunne debattere sagligt, uden at det ender i mudderkastning og en nærmest naiv afvisning af den kamp mellem oplysning og fundamentalisme, der pågår i verden.”
Konteksten for nutidig politisk debatkultur er kamp. Kamp mellem civilisationer endda. Nogle tror måske, kunstnerne så er i deres rette element, men det tror jeg slet ikke. Kunst og kultur er i sit væsen noget, der binder sammen og ikke et kampmiddel. Kunsten kan sagtens være multikulturel (det er noget af det, den er allerbedst til.) Men når det pludselig er blevet påtrængende at forholde sig til islamisk fundamentalisme, melder humanister og kunstnere pas. På nær nogle få tegnere har kunstnerne instinktivt har holdt sig langt væk fra den konfrontatorisk kamp. Måske i skræk for mediernes manglende evne til at formidle nuancer?
Den rablende og stærkt underholdende Goodiepal (i alliance med den ukrainske mafia i kampen mod fremmedfjendskhed og forældede syntheziere) er – efter eget udsagn – på det nærmeste smidt ud af kongeriget, men kæmper sin kamp fra nettets mørke afkroge. Carsten Jensen får lidt at skulle have sagt i tv-debatter om krigen i Afghanistan, Niels Hausgaard underholder stadig med sin underdrejede venstreorientering og Nanna protesterer når de konservative bruger hendes afrika-sang. Men ellers?
Det ville være skønt, hvis den politiske debat kunne hoppe ud af de sædvanlige riller med toner fra enten højrenationale fascister eller naive halalhippier. Det er da oplagt at kunstnere og andre kreative kan bidrage til en mere nuancerige debat.
