21 september 2011

Skelsættende udgivelse fra musikerne bag Brorsons Kirke

Anmeldelse bragt i Kristeligt Dagblad d. 16. august 2011:

Kun få steder i den danske folkekirke er musikkens muligheder for at understøtte kristendommens tilknytning til nutidig kultur udnyttet. En skelsættende udgivelse fra musikerne bag Brorsons Kirke på Nørrebro viser vejen.

Ungdomskirken viser vej
Brorson Kirke på Nørrebro har i stedet for den traditionelle organist ansat professionelle kirkemusikere, der er fortrolige med samtidens musik. Uddannede på Rytmisk Musikkonservatorium og med indsigt i både jazz, pop og teologi. Med udgivelsen ’Gi musikken videre’, har kirkemusikerne Janne Mark og Esben Eyermann dokumenteret hvordan musikken spiller en afgørende rolle i forsøget på at lade ungdomskirken være frontløber i folkekirkens modernisering.

Bogen rummer overvejelser af musikteoretisk, teologisk og pædagogisk art og har bidrag af ungdomspræst Per Ramsdal, kirkemusikerne Janne Mark og Esben Eyermann, biskop Peter Skov-Jakobsen m. fl. Til bogen hører to cd'er - en med gamle og nye salmer og en med det, der her kaldes "rytmisk liturgisk musik." Al musikken spilles af Brorson Kirkes musikere, der foruden Janne Mark og Esben Eyermann blandt andet tæller den i jazzkredse særdeles velanskrevne pianist, Henrik Gunde.

Det er en enestående og skelsættende udgivelse. Enestående, fordi vi her for første gang i bogform har en samlet præsentation af kerneargumenterne for at forny kirkens musik, salmer, liturgi og - ikke mindst - musikeruddannelse. Opdateret, præcist og velargumenteret kommer bogen omkring de vigtigste forhold, kirkemusikere og teologer bør diskutere under udarbejdelse af nye kirkemusikuddannelser.

Rigtig moderne musik
Skelsættende, fordi udgivelsen markerer et unikt folkekirkeligt bud på, hvordan kirkemusik kan udvikles uden orgel. Jeg har hørt Maria Stenz synge fine kristne viser, jeg har hørt organist og pianist Willy Egmose spille skøn kirkejazz og nye salmer, jeg har hørt lækkert rytmiske kirkekor, og naturligvis gospel i lange baner. Men med Brorson Kirkes musikere og deres repertoire er der ganske enkelt taget et tigerspring frem. Her har vi for første gang i folkekirkeligt regi en række optimale betingelser til stede på én gang:
   En rytmegruppe med forsanger, ansat af kirken.
   Fuldt professionelle, rytmisk uddannede musikere hele vejen rundt.
• Moderne musik. Stilrigtigt og på kunstnerisk højt niveau.
• Kunstnerisk og teologisk velovervejede tilpasninger af musikken til et gudstjenstligt formål.
• Musik, der tager udgangspunkt i en dansk/nordisk klang og tradition.

Det er selvfølgelig lækkert at høre Janne Mark og co. spille både gamle, klassiske og nyskrevne salmer med stort musikalsk overskud. Rigtig lækkert. Og jeg ved, at menigheden derude på Nørrebro har lyst til at synge med. Gid jeg kunne tage mine børn med til sådanne gudstjenester hver søndag.

Genistreg med populærmusiktraditionen
Det, der begejstrer mig mest ved denne udgivelse, er imidlertid genistregen på cd 1. Her giver folkene i Brorson Kirke eksempler på det, de kalder liturgisk musik. Numre med C.V. Jørgensen, Sting, Bob Dylan, Paul Simon m.fl.

Mange religiøse følelser spiller med, når jeg hører ”Bridge over troubled water” i en trosmæssig sammenhæng. Som Janne Mark og Esben Eyermann skriver:
”Det kan indimellem være en styrke, at en sangtekst ikke konkret taler om Vor Herre eller Gud – men at teksten omhandler menneskelig eksistens og perspektiverer den med en rummelighed, hvor også troen kan tolkes ind.” Jeg er helt enig.

De alment kendte pop/rock-sange virker to veje. Fortællingerne om Jesus tolkes ind i et stort fælleskatalog af sange vi alle deler. Og almentmenneskelige overvejelser om liv og kærlighed bringes i spil på en religiøs scene. På den måde forærer man kirken en forbindelseslinje til et stort udsnit af menneskeheden, der måske gik og troede, at deres drømme og håb ikke omfattedes af religionens fortællinger. 

De gudløse spørger, om de må få deres popsange i fred. Nogen af os er sådan indrettede, at vi må sige nej: Vi vil gerne have lov at sætte populærkulturen ind i en større forståelsesramme og tage vores Gud med på både C. V: Jørgensens Blågårds Plads og McCartneys ’The long and winding road.’


’Gi musikken videre – rytmisk musik fra Brorsons Kirke’. Bog og dobbelt-cd.
Janne Mark og Esben Eyermann
Unitas, maj 2011