Din Mac lyder som Beatles i himmelen

Start lige din Mac igen. Er det djævelen der svinger taktstokken, når din Mac starter op? (Den lyd, du ved, som Wall-E begynder sin dag med efter en god nats søvn). Næh - og det har det aldrig været. Selvom lyddesigneren af den berømte akkord, vi kender så godt i dag, hævder det modsatte.

Jim Reekes fortæller i et interview i Wired, hvordan han opfandt Mac'ens boot-up-lyd. En skøn C-dur spillet med så mange fingre på klaviaturet som muligt. Han sneg sig angiveligt ind på Apple's kontorer midt om natten for at indsætte sin nye lyd i computerens kode.

Det skete i 1991 da den nye model Apple Quadra 700 skulle på gaden. Fordi - som Reekes fortæller - at den oprindelige start-op lyd var et skræmmende misfoster af en djævelsk lyd. Nemlig en lyd bygget op af det musikalske interval kaldet tritonus (en formindsket kvintet - som mellem tonen c og f#. I middelalderlig musikteori betragtet som 'djævelens interval').

Det er en spændende historie - men desværre forkert. Jeg har lyttet machistorien igennem og kommer her med den sandfærdige beretning om udviklingen af et af den moderne kommunikations lydikoner.

Den oprindelig lyd på MacIntosh-computere:
Oprindelig maclyd.

En kedelig sinustone. Et højt, tyndt, fesent Bb. Men computeren kunne heller ikke rigtig noget dengang.

Så kom MacII. 
Den med farver og det hele. Med en lyd, som Reekes fejlagtigt mener er et djævelsk tritonusinterval.
Mac II-lyd.

Det er bare en fin kvint. Tonerne F - C. Med et boost på et underliggende C hen mod slutningen. Jeg kan ikke høre noget djævelskab her. Men jeg hører en tom klang. Der er ikke mange farver i lyden, den er teknisk, glat og kønsløs.

Så man forstår jo godt Reekes ville skabe en skønnere forventning til en opstartende computer med en bredere og mere omfavnende harmoni.

Reekes bidrag til verdenshistorien er denne fine C-dur:
Opstart af Quadra 700.

Og det fortæller Reekes gerne meget, meget mere om.

Men her ender historien ikke. 
Mac'ens opstartslyd har ændret sig flere gange siden.
En lettere funky til PowerMac. (E-mol 11 spillet på guitar.)

En transponering af Reekes smukke og harmoniske glædesforventning til dagens kontorarbejde til G:
PowerMac PCI. 

Og endelig den vi hører i dag:
Moderne Mac start-op lyd.

Akkorden er transponeret til F#-dur (i en stemning lidt under de normale 440 Hz). Og den er Registreret Varemærke.

En flot, bred akkord som virkelig stemmer sindet til en harmonisk og kreativ dag med alt hvad computeren måtte bringe af excel-, word-, photoshop- og emailudfordringer. Eller også prøver den bløde lyd blot at dæmpe raseriet ved genstarter af en genstridig teknologi, som ikke lige har fået java-indstalleringer og Adobe programpakker helt rigtigt fordøjet.

Hvad er der med Fis-dur? 
Det var Olivier Messiaens yndlingstoneart - og faktisk også min. Den lyser i en meget frisk grøn. Det er sådan noget vi synæstetikere går op i. Det er sfærernes klang. Mac'en indvarsler evighedernes saligheder hver gang den lille powerknap trykkes i bund. Det kan man så fryde sig over resten af dagen bundet foran skærmen.

Bonusinfo: 
Det hedder sig, at inspirationen til Mac'ens startop-lyd i virkeligheden kom fra Beatles. Egentlig et meget godt bud, når man kender Steve Jobs begejstring for rockhistorien i almindelighed og Beatles i særdeleshed.
Hør selv slutningen af A Day in the Life her.

Derfor er den danske krop slatten, ugraciøs og urytmisk

"Det ligger måske i generne", foreslog min kone. Vi filosoferede over hvorfor brasilianske fodboldfans og amerikanske soulmusikere ALTID danser så meget federe end os. Er vores danske kroppe dømt til for evigt at være låst i en stiv og kejtet positur?

Lad os bare reservere generne som en mulighed. Men der er tre andre ting, jeg også tror, har en del af skylden:

1. For det første er der Facebook-syndromet. Altså det fænomen, der handler om, at vi udelukkende sammenligner os selv, vores liv og vores egne evner med andres succeshistorier. Undersøgelser viser, at mange bliver triste af Facebook, fordi man læser om vennernes successer, spejler sig i dem - og konstaterer at man ikke er nær så succesfuld selv.

Oversat til dans betyder dette fænomen, at vi kigger med misundelse på den nyeste tv-reklame for Telenor, hvor en dansk gennemsnitsfamilie tilsyneladende har de lækreste moves. Alle i reklamen kan diske op med sexede og fantasifulde bevægelser i takt med at de køber nye smartphoneabonnementer. Sådan ser vores familie ikke ud på et dansegulv.

Når vi ser fodbold-VM fanger kameraet helt sikkert også de lækreste menneskekroppe, og Pharrell Williams' video til sangen Happy slår det sidste søm i: Det er pinligt tydeligt for os, at alle andre - også helt almindelige mennesker - danser langt bedre end os.

2. For det andet lever vi i en kultur, hvor dans ganske enkelt ikke er på skemaet. Hverken i skolen, på arbejdspladserne eller i fritiden fylder organiseret dans noget væsentligt. Vi har ganske vist en koncertkultur, hvor man - med hjælp fra passende mængder stimulans - af og til sniger sig ind blandt det mindretal af koncertgængere, der faktisk danser. Og selv på bagerste række står vi og tripper lidt. Kaster måske et håndtegn i ny og næ.

Men faktum er, at musik og dans kun sjældent går op i en højere enhed for hr. og fru Danmark. For slet ikke at tale om børnene. Pædagogernes udvalg af sanglege HAR udviklet sig, men de fedeste danselege, mine børn er kommet hjem med fra skolen, er noget de har lært af deres indvandrervenner i frikvarteret.

3. Graver vi et spadestik dybere, kommer vi til den tredje og mest fundamentale grund til at den danske krop er slatten og urytmisk: Vi lever i en kultur, hvor religionen gennem århundreder har set skævt til krop og sanselighed. Kirkens kamp mod kropslighed synes at have bidt sig fast i den danske folkesjæl.

Med en enorm styrkeposition når det gælder folkeligt samvær med musik og fællessang er det - sekulariseret samfund eller ej - selvfølgelig betydningsfuldt, hvad kirken gør. Og musikpolitiken i den danske folkekirke er klar: Man fastholder en altovervejende konservativ og ekstremt ukropslig kultur.
Her bliver musikerne stadig uddannet til at spille orgel og barokmusik. Kropslig og rytmisk/improvisatorisk musik fylder stort set intet i studieplanerne på kirkemusikuddannelserne.

Da afroamerikanske rytmer nåede frem til vores breddegrader i løbet af 1900-tallet, sugede man tango, jazz og rock til sig. Bare ikke i kirken.

Vores danske udgave af den kristne verdensreligion er tilsyneladende uhjælpeligt forbundet med kejtet kropskultur. Og det har smittet både uddannelsessystem, folkelig kultur og dansens rolle i al almindelighed. Selvom afroamerikanske musikgenrer for længst er blevet mainstreamkultur, kniber det os stadig at få kroppen med.

Man kan håbe for kirken, at den langsom åbner sit rum for hele menneskekroppen. Sådan som det trods alt har været undervejs i uddannelsesverdenen gennem snart mange år.

Og man må håbe, at vi som folk lærer at elske den krop, vi har. Vi behøver ikke tro, alle brasilianere danser så sublimt, at vi er nød til skamfuldt at pakke vores egen kropskultur væk. Hvis vi slipper vores mindreværdskomplekser, kan vi måske også godt være med i dansen.

Måske bliver vi så engang et dansende folk. Ind til videre må vi leve med, at fodboldspillere fra sydamerika, kirkesangere fra afroamerikanske kirker og showbiz-uddannede popsangere udstiller gennemsnitsdanskerens krop som slatten, ugraciøs og ikke-dansende.

Melodigrandprix bestod den tekniske prøve, men dumpede på kommunikation af følelser

Jeg fik desværre ikke ret: DR var ikke dygtige nok til at styre uden om de farlige pr-fælder i forbindelse med det internationale melodigrandprix i København. Alt for meget turistforenings-pr skjult bag ironi (samt ironi i det hele taget) betød at hele showet måske nok blev nogenlunde cool set med danske øjne, men de stunder, hvor hårene rejser sig på armen af fryd over stort tænkte kunstneriske indslag eller hvor stærke følelser giver blanke øjne, manglede jeg helt.

Ærgerligt.

Jeg er meget enig med Henrik Palle i Politiken, når han roser DR for sin blændende tekniske produktion, men samtidig i sin anmeldelse konkluderer, at showet aldrig rigtig fik swing.

I kommunikationsverdenen ved vi godt, at det er svært at ramme alle målgrupper. Og her er udfordringen jo endda international. Nakkehårene skal rejse sig velbehageligt blandt seere i både Silkeborg, London og Donetsk. Både børn, voksne, professorer og daglejere skal holdes fast ved skærmen. Jo, jo. Det er svært.

Men lige præcis en event som melodigrandprix har jo potentialet til at være et sådant samlende program. DR havde en seertalsmæssig succes på forhånd. Jeg havde forventet og håbet DR ville have udnyttet situationen til at vise sin musikalitet frem. Kasper Eistrups jingler var fede. Men ellers blev det til for lidt af den slags, vi husker næste år.

Når lyse skandinaviske nætter tones med jazzfarver, rammer det dybt i sjælen

Per Flys 'Monica Z' er for det første en fremragende film med en god historie, gode skuespillere og en fremragende instruktør.

For det andet er det en af den slags film, der rammer mig allerdybest fordi den handler om at finde ind til en unik harmoni mellem to sider af musikkens væsen.

Monica Zetterlunds fortjeneste var at knytte to musikalske verdener sammen: Den skandinaviske, årstidsfølsomme længsel og den afroamerikanske krops- og sanselighed. Filmen skildrer hendes kamp for at vinde faderens anerkendelse af denne kunst, og når et klimaks i en scene, hvor en forløsende telefonsamtale mellem New York og Hagfors bliver symbolet på, at hendes forehavende er lykkedes.

På det tidspunkt var jeg allerede i fuld gang med at tørre kinden til tonerne af pianisten Bill Evans' Waltz for Debbie.

Bill Evans var klassisk uddannet, og stærkt inspireret af blandt andet impressionismen i den klassiske europæiske musiktradition. Han var en vigtig brik ved Miles Davis' legendariske 'Kind of Blue' - ofte kåret som verdens bedste jazzplade - med sit både svævende og groovy spil, der på eminent vis giver musikken både krop og sjæl.

Her har vi en amerikansk jazzpianist, der søger efter harmoniske raffinementer i europa, som i 1964 laver en indspilning med en cool skandinav, der søger varmen og nærværet i afroamerikansk puls og rytme. Resultatet, 'Waltz for Debbie' rummer alt det, der gør musik værd at beskæftige sig med.

Jan Johannsons mesterværk 'Jazz på svenska' er fra samme år, og fortæller en lignende historie. Med bassisten, den tjekkisk/svenske Georg Riedel, skabte han en musik, der også overskrider grænser, og hæver tyttebær, lyse birkelunde og lange sommernætter til andet og mere end symboler på en længsel efter Sverige.

Monica Zetterlund og Jan Johansson satte skub i en kæmpebølge af skandinaviske musikere, som forstod at finde ormehullet mellem amerikansk populærmusik og toner, der giver genlyd i vores helt egen skandinaviske sjæl.

'Monica Z' er en film, der skal ses, hvis man interesserer sig for denne musikalske succeshistorie.

Og et godt råd til dem, der lider af samme rørstrømske glæde ved sommerlyse svenske stemninger krydret med jazzharmonier i verdensklasse som undertegnede: medbring rigeligt med lommetørklæder.

Melodi Grand Prix - og kirkens ansvar for fællessangen

Fællessang er oppe i tiden, men når vi blænder op for Melodi Grand Prix d. 8. marts, er chancen for en kandidat til næste udgave af Højskolesangbogen forsvindende lille. Den danske folkekirke er, som et af de få steder, voksne mennesker stadig mødes og synger sammen, efterladt med både ansvar og mulighed for at give danskerne flere og bedre fællessange, men kirkemusikuddannelserne halter efter.

En søgning på https://books.google.com/ngrams antyder kraftigt en stigende international interesse for fællessang gennem de sidste årtier. Ikke siden 1940'erne har der været skrevet så meget om 'Community singing' som nu, og interessen for sing along er eksploderet.

Fællessang er på dagsordenen i en grad, der ikke set siden 1940’ernes alsang. Musikfolk, pædagoger, hjerneforskere og politikere er på banen med udsagn om, hvor vigtigt det er, at vi synger sammen. Men den musik, vi lytter til, er usyngelig som aldrig før.

Der var engang, hvor Carl Nielsen kunne komponere symfonier den ene dag, og folkelige melodier til fællessang den næste. I dag har populære musikere og komponister ikke sådan et selvfølgeligt fokus på fællessang.

Folkehøjskolens sangbog er et godt billede på hvordan sagerne står. Den musik, vi har hørt i radioen gennem de sidste 40 år, udgør kun en meget lille del af sangbogens 572 sange. Men det stakkels udvalg bag den nyeste udgave fra 2006 har ikke kunnet gøre det store ved det. Pop- og rockrepertoiret har ikke givet os en række oplagte fællessange at bruge løs af. Og det bliver tilsyneladende bare værre og værre. Åbn selv for radioen og lyt til tidens pop-, dance-, hiphop-, rock-. og tecnohits. Man kan af og til nynne med på en lille stump, men ofte er der i moderne popmusik manipuleret med menneskestemmen i computerprogrammer, der indgår rap, eller melodierne er bare helt enkelt teknisk svære at synge.

Symptomatisk er også tidens tv- og filmmusik. Hvor enhver amatørpianist før i tiden kunne spille temaet fra Matador eller Olsen Banden, og hele stuen sang med på sangene fra Far til fire, er man helt anderledes udfordret, hvis Arvingerne eller House of Cards skal omsættes til musikalsk amatørhygge derhjemme. Selv julekalendernes hits finder kun sjældent vej til amatørerne og fællessangerne.

Forsøg med moderne fællessang

Der har været gjort forsøg på at gøre noget ved sagen. Engelsholm Højskole indbød i anledning af sangens år i 2008 en stjerneparade af de bedste sangskrivere i vores land til at skrive nye fællessange. Martin Brygmann, Randi Laubek, Helle Hansen, Mads Langer, Tobias Trier, Frans Bak, Elisabeth G. Nielsen med mange flere mødtes og skrev sange på livet løs. Der er imidlertid næppe én af de 21 melodier i det resulterende hæfte, der har vundet folkets hjerter som fællessang!

Projektets leder, højskoleforstander Jakob Bonderup, fortalte dengang, hvor svært det var for mange af disse sangskrivere at komponere gode fællessange og nævnte sangskriver og producer Stephan Grabowski som eksempel. ”Han var med på en af de her workshops og havde skrevet en sang, som han synes, var en potentiel højskolesang. Men da den blev transskriberet og gjort fællessangbar, og vi sang den, blev han meget frustreret over resultatet,” sagde Jakob Bonderup til Dagbladet Information.

Også udlandet kender problemet

Det er ikke et særskilt dansk problem. Både engelske og amerikanske klummeskribenter og musikfolk har noteret sig, at fællessang udenfor sportsarenaen er svær at opdrive. Børnene synger måske, men voksne mennesker mangler gode fællessange.

Den engelske korleder Chris Rowbury arbejder med kor og fællessang på et rent sekulært grundlag, men beskriver på sin blog (blog.chrisrowbury.com), hvordan han ofte ender med at have religiøse sange på repertoiret – simpelthen fordi de er bedre end tidens hits, både melodisk og harmonisk.

”Det viser sig når alt kommer til alt, at djævelen måske alligevel ikke har den bedste musik,” skriver han, med reference til Luther. ”Hvorfor skal djævelen have den bedste musik?” spurgte Luther som bekendt, når han satte dansemelodier til de nye folkelige salmer på tysk. Havde Luther levet i dag, kunne han have sparet sig anstrengelsen. Tidens dansemusik kan ikke synges - hverken den tyske, engelske eller danske.

Kirkens ansvar

Kirken har derfor et helt særligt ansvar. Og har sin helt egen stærke position på to områder:

For det første er det i kirkerne, at langt flest voksne mennesker overhovedet mødes. 10 – 12 millioner kirkegængere møder kirken hvert år. Det siger sig selv, at her er en enestående mulighed for at indsynge nye fællessange for voksne.

Fællessang skal nemlig spredes gennem fysisk tilstedeværelse af en flok mennesker, der i fælleskab synger sammen. Udgiver man sange, der er beregnet til fællessang på cd, kommer de ikke til deres ret. Tværtimod vil et øre, der er vokset op med velproduceret, solistisk musik, ofte finde fællessangsegnet musik ualmindelig kedelig på cd.

For det andet har man i kirkerne store ressourcer til rådighed i form af professionelle fællessangsmusikere og fællessangsinstrumenter.

Kirken kan virkelig noget på det her felt, og der er en værdifuld historie at lære af.

Laub skuede tilbage

I tiden omkring 1. verdenskrig blev der arbejdet intenst med at producere nye danske fællessange. Blandt andre Carl Nielsen, Thomas Laub og Johan Borup dirigerede flere ambitiøse forsøg på at forny salmer og sange i både skole og kirke. Højskolemanden Borup lagde vægt på fornyelse af folkets sang: "Det er godt nok, at vi har en Krans af dejlige gamle Sange; den nulevende Slægt trænger ogsaa til Sang paa sit eget Sprog, i sin egen Aand."

Laub havde et lidt andet sigtepunkt. I forordet til ’80 rytmiske koraler’ fra 1888 skriver han, at hans formål blandt andet er: ”at knytte den brudte Forbindelse med Fortiden. At lede vor Kirkesang ind i det gamle Spor, at pode den ind i sin gamle Stamme.” Heroverfor snerrede organistkollegaen Emil Hartmann senere: ”Det er ikke vor Opgave at grave op hvorledes man har sunget for 300 Aar siden – men at skabe noget Nyt.”

Laub fik en enorm indflydelse på salmesangen i Danmark, og satte en bevægelse i gang, som ikke mindst lever videre den dag i dag i kraft af koralbogen. Laub forstod, at der var behov for at gøre en målrettet indsats for at fremme fælles salmesang. Hvad der i manges øjne gør Laub til en lidt kedelig og blodfattig figur var, at han, som Hartmann påpegede, ikke var i kontakt med samtidens musikalske strømninger. Selv Carl Nielsen var Laub ind i mellem skeptisk over for og sagde, at han ikke var ”barn af huset”. Underforstået: Carl Nielsen havde ikke tilstrækkelig forståelse for kirkens tradition og vilkår.

Melodi Grand Prix

Når vi efter Melodi Grand Prix endnu engang står med en bunke sange, der ikke kan synges som fællessang, kan vi til gengæld glæde os over, at den danske sangskat gennem de seneste årtier er blevet beriget med en stribe flotte salmer. Og strømmen af nye salmer bare fortsætter og fortsætter.

Komponister som Willy Egmose, Erik Sommer og Erling Lindgren har vist, der kan skrives ny musik til fællessang og -salmer, som brede befolkningsgrupper tager til sig. Musik, der ikke, som hos Laub, skuer tilbage, men tydeligt henter sin inspiration fra både Grand Prix, Jazz, rockballader oglatinske rytmer.

Der hvor kirkerne stadig mangler at tage fat, er i uddannelsen af de musikere, der skal ud i sognene og få fællessangen til at swinge: I kirkemusikskolernes nyeste studieordning beder man udelukkende ansøgere om at spille klassisk musik til optagelsesprøven. I selve uddannelsen vægter orglet 42 og klaveret 15 ects-point ud af 120 og det rytmiske repertoire fylder uendelig lidt i fagbeskrivelserne. Vægtningen i disfavør af nutidig musik går igen ved konservatoriernes organistuddannelser.

Spørgsmålet er, om man på disse uddannelser ser mulighederne og ansvaret for at kirken fornyr vores salme- og fællessangstradition i harmoni med vores egen kultur? Det lader ikke til det. Jeg har ledt forgæves efter Melodi Grand Prix-stilkendskab i studieordningerne.

3 pr-fælder Melodi Grand Prix skal styre udenom

Man skal ikke mange klik ned i menuen på Eurovision Song Contest’s hjemmeside, før en af popfestens traditionelt største fanskarer – bøsserne – bringes på sporet af ’Gay Copenhagen’.

Melodikonkurrencen lanceres i det hele taget af DR i en inkluderende tone med sloganet ’Join Us’. 

DR har for længst lagt strategien for det største internationale event i Danmark i mange år. En strategi, der fint matcher Wonderful Copenhagens branding af København som en open minded og tolerant by med plads til alle.

Finaleshowet på tv, hvor 170 millioner mennesker kigger med, er selvfølgelig Visit Denmarks perfekte chance for at markedsføre Danmark. Man hører dem gnide sig i hænderne. 

Men DR er dygtige. Mon ikke de allerede ved, hvordan de styrer tv-showet udenom disse tre truende fælder:

1. Utilsløret reklame for Danmark

Det er jo sandt, at internationale begivenheder i Danmark giver presseomtale i udlandet. Man behøver slet ikke digte en historie selv. 

Men vend den lige om. Hvor fedt er det at se grand prix fra Finland med indlagte reklamespots om – Finland. Nej vel?

DR skal med andre ord styre udenom:

• Den Lille Havfrue og andre referencer til H. C. Andersen

• Dronningen, Lego og vindmøller

2. Lyrisk lovprisning af hvor meega cool Danmark er.

Det er ikke cool, at fortælle man er cool. Det bliver lynhurtigt gennemskuet, og kræver jo som minimum at man faktisk er cool.

Ifølge danske aviser går alle englændere ganske vist i Sarah Lund-sweatere, alle indflydelsesrige amerikanske magasiner kårer jævnligt København til verdens mest trendy storby, og danske film er på alles læber på snart sagt alle kontinenter.

Ifølge danske aviser.

Sagen er naturligvis, at selv velorienterede borgere i de andre europæiske lande har svært ved at huske, om Lars von Trier er tysk eller svensk. Mads Mikkelsen har de aldrig hørt om. 

DR skal med andre ord styre udenom:

• Mads Mikkelsen

• Ottetallet eller andet kunst, kultur og arkitektur, som vi tror er verdenskendt

3. Ironisk metafortælling om hvor lille og ubetydeligt et land Danmark er

Vi brander os ved at pakke budskabet ind i en ironisk metafortælling med Den Lille Havfrue skjult i en kasse midt på scenen, samt laver pauseinterviews med Anders Lund Madsen, Adrian Lloyd Hughes og Klaus Rifbjerg. Nej. Lad vær med det.

Ironi er en alt for svær størrelse at håndtere på tværs af så mange landegrænser. Man risikerer, en særlig dansk ironi falder ligeså meget til jorden, som Doktor Død og Tandfeen gjorde ved sidste Grand Prix. 

DR skal med andre ord styre udenom:

• Sjove billeder af dronningen, der spiser pølser

• Peter Aalbæk Jensen

DR præsenterede forleden hele tre værter til MGP 

Drop reklame og selvfede fortællinger

Den bedste brandingværdi af megaeventet får man ved at gå målrettet efter det bedste show. Lad folk med forstand på tv og musik styre, og parker markedsføringsfolkene fra Visit Denmark langt væk, mens man planlægger de små underholdende film og de store show-indslag.

Det gode journalistiske kneb gælder her endnu mere end nogensinde før: Show it, don’t tell it.

DR skal levere et cool grand prix med fokus på musikalsk underholdning. Der skal tryk på følelser, farver og fede harmonier. Vis at Danmark er et land, hvor selv den allermest kulørte underholdning tages alvorligt. Vis at musikalsk underholdning kan samle mennesker om værdifulde følelser.

Så må man lokke tilrejsende journalister til at skrive om bycykler, vindmøller og andre gode historier fra Dejlige Danmark på andre måder. Please, DR, undgå at kvæle Melodi Grand Prix i selvfede danmarksreklamer.

Derfor er fællessang kikset

De fleste er vilde med at synge fællessang - når de først er kommet godt i gang. 

Samtidig truer en frygtelig mistanke med at skygge for fornøjelsen: Er det ikke superkikset at synge sammen?

Jo da. Det er der mindst fire grunde til, at vi synes:

Grund nr. 1: Det lyder ikke som i radioen. 

Fællessang med amatører lyder virkelig kikset fordi vores ører er vant til professionel sang. De fleste mennesker møder store mængder af lækker, professionel musik i dagligdagens lydbillede. Og når vi endelig hører en amatør, er det en, vi griner af i Xfaktor.

Grund nr. 2: Mænd og kvinder er ikke altid enige om, hvilket toneleje, der er mest behageligt at synge i.

Når vi synger fællessang skal mænd og kvinder selvfølgelig finde et fælles toneleje.

Udfordringen er at finde et leje, der ikke bliver for højt for pigerne eller for dybt for mændene.

Jo, man skulle måske tro, det var omvendt, men paradokset skyldes, at stemmeidealet for mænd er højt og lyst, mens popsangerdamer til gengæld ofte synger ret mørkt. 

Grund nr. 3: Vi er vant til en vokallyd, der er fanget med mikrofon og raffineret i en computer. Popsangerne synger perlerent fordi en maskine hjælper til. Samtidig er vi vant til, at lyden er meget intim og nær. Den helt akustiske lyd af amatører, der bræger løs i flok, er for mange mennesker meget uvant.

Grund nr. 4: Vi mangler gode fællessange. 

Det hænder en god popsang er skrevet, så den rent faktisk kan synges af almindelige mennesker. Men det er ikke ret tit. Selv en harmløs melodigrandprix-sang kan være rigtig svær at synge for almindelige mennesker – for ikke at tale om at spille til på klaver. Det kan være rigtig svært. Vi mangler nogle nye fællessange, der med både tekst og musik rammer nu-danskeren i hjertet.

Det var fire grunde til at fællessang er virkelig, virkelig kikset.

Det er jo ærgerligt, for videnskabelige fortæller os, at vi burde synge mere sammen. Både vores krop og vores hjerner har bevisligt godt af det.

Så hvad gør vi?

Når jeg er været ude og lave sangtimer i forsamlingshuse og på arbejdspladser i hele Danmark er Beatles, Carl Nielsen og Benny Andersen som regel grund nok til at synge sammen. Det er sjovt at synge en god sang - og gode sange findes. Og vi kan, hvis vi vil. 

Et af mine foredrag handler om hvordan vi løser de fire problemer.

Og det kan du bestille, hvis du klikker videre til tonesprog.dk.

Derfor stiger salget af LP'er: Vi vil se og føle musik

LP-salget steg i 2013. (36 % i USA ifølge Mashable.) Det er der flere gode grunde til.

For det første er teenagere til alle tider hoppet på diverse retrobølger. Det er nu engang sjovt med kuriositeter som dymo, skrivemaskiner og vinylplader. Jeg var også vild med min fars spolebåndoptager.

Men for det andet misunder teenagerne alle os, der voksede op i gode gamle dage, al den taktile lækkerhed, der var forbundet med at købe musik.

Dufte og klak-lyde
Duften af omslaget og de særlige beskyttelseslommer af plastic, man omhyggeligt lagde albummet ind i. Den forsigtige balancering af skiven på tommel og langefingerspids, så der ikke kom fedtede fingre på rillerne. Klak-lyden, når pladens hul ramte den lille metaldims på grammofonens centrum. Og så selvfølgelig klimaks: at slænge sig på gulvet foran højttaleren med coverets fotos og tekster om yndlingsbandet, mens musikken spiller.

B&O ved, vi vil dufte og røre
Har man råd, kan man købe et par lækre hovedtelefoner fra B&O, der dufter af læder. De matcher struerfirmaets øvrige lækre musikprodukter, der strutter af ædle metaller og træsorter. Også deres nyeste produkt, lanceret på CES 2014, er ret lækkert - og passer perfekt til digitale musiklytteres hede drømme. 'Essence' er et lille hjul med ganske få knapper, som kan tænde for din yndlingsmusik med ét tryk.

Men al denne æstetiske skønhed handler om Bang & Olufsens apparater. Ikke musikken selv.

Synlig musik

Det er supersexet, at musikken kommer strømmende ud i rummet fra minimalistisk designede apparater. Men salget af LP-plader er en indikator for, at vi stadig har brug for at få musik ledsaget af noget mere - noget visuelt, som knytter sig direkte til den lyd, vi hører. Musik kan i sig selv være billedskabende for ens indre blik. Men vi har brug for - og lyst til - at komponister og musikere giver os deres visioner med. 

Det berømte eksempel er Griegs 'Morgenstemning'. Langt de fleste ser en rislende elv i det norske fjeld for sig, når de hører musikken. Lige ind til de får at vide, at musikken er skrevet til en scene i Peer Gynt, hvor han opholder sig blandt beduiner i en nordafrikansk ørken. Pointen er, at mine musikoplevelser beriges, når jeg får den serveret med tilhørende tekster og billeder.

Spotify og Wimp

Spotify og Wimp glimrer ved ikke at gøre noget særligt ved det. Jeg fatter ikke, hvorfor det kan være så svært, at give adgang til tekster og billeder i forbindelse med musikstreamingtjenester. Det gammeldags cover kunne fint leve videre som en online-ting på skærmen. Jo, det er en gammel kæphest jeg her trækker frem.

B&O's apparat ville være endnu sejere, hvis man lynhurtigt kunne fremkalde informationer om musikken på et display, når man lige skal vide, hvad nummeret hedder, og hvem der spiller bas.