Melodigrandprix bestod den tekniske prøve, men dumpede på kommunikation af følelser

Jeg fik desværre ikke ret: DR var ikke dygtige nok til at styre uden om de farlige pr-fælder i forbindelse med det internationale melodigrandprix i København. Alt for meget turistforenings-pr skjult bag ironi (samt ironi i det hele taget) betød at hele showet måske nok blev nogenlunde cool set med danske øjne, men de stunder, hvor hårene rejser sig på armen af fryd over stort tænkte kunstneriske indslag eller hvor stærke følelser giver blanke øjne, manglede jeg helt.

Ærgerligt.

Jeg er meget enig med Henrik Palle i Politiken, når han roser DR for sin blændende tekniske produktion, men samtidig i sin anmeldelse konkluderer, at showet aldrig rigtig fik swing.

I kommunikationsverdenen ved vi godt, at det er svært at ramme alle målgrupper. Og her er udfordringen jo endda international. Nakkehårene skal rejse sig velbehageligt blandt seere i både Silkeborg, London og Donetsk. Både børn, voksne, professorer og daglejere skal holdes fast ved skærmen. Jo, jo. Det er svært.

Men lige præcis en event som melodigrandprix har jo potentialet til at være et sådant samlende program. DR havde en seertalsmæssig succes på forhånd. Jeg havde forventet og håbet DR ville have udnyttet situationen til at vise sin musikalitet frem. Kasper Eistrups jingler var fede. Men ellers blev det til for lidt af den slags, vi husker næste år.

3 pr-fælder Melodi Grand Prix skal styre udenom

Man skal ikke mange klik ned i menuen på Eurovision Song Contest’s hjemmeside, før en af popfestens traditionelt største fanskarer – bøsserne – bringes på sporet af ’Gay Copenhagen’.

Melodikonkurrencen lanceres i det hele taget af DR i en inkluderende tone med sloganet ’Join Us’. 

DR har for længst lagt strategien for det største internationale event i Danmark i mange år. En strategi, der fint matcher Wonderful Copenhagens branding af København som en open minded og tolerant by med plads til alle.

Finaleshowet på tv, hvor 170 millioner mennesker kigger med, er selvfølgelig Visit Denmarks perfekte chance for at markedsføre Danmark. Man hører dem gnide sig i hænderne. 

Men DR er dygtige. Mon ikke de allerede ved, hvordan de styrer tv-showet udenom disse tre truende fælder:

1. Utilsløret reklame for Danmark

Det er jo sandt, at internationale begivenheder i Danmark giver presseomtale i udlandet. Man behøver slet ikke digte en historie selv. 

Men vend den lige om. Hvor fedt er det at se grand prix fra Finland med indlagte reklamespots om – Finland. Nej vel?

DR skal med andre ord styre udenom:

• Den Lille Havfrue og andre referencer til H. C. Andersen

• Dronningen, Lego og vindmøller

2. Lyrisk lovprisning af hvor meega cool Danmark er.

Det er ikke cool, at fortælle man er cool. Det bliver lynhurtigt gennemskuet, og kræver jo som minimum at man faktisk er cool.

Ifølge danske aviser går alle englændere ganske vist i Sarah Lund-sweatere, alle indflydelsesrige amerikanske magasiner kårer jævnligt København til verdens mest trendy storby, og danske film er på alles læber på snart sagt alle kontinenter.

Ifølge danske aviser.

Sagen er naturligvis, at selv velorienterede borgere i de andre europæiske lande har svært ved at huske, om Lars von Trier er tysk eller svensk. Mads Mikkelsen har de aldrig hørt om. 

DR skal med andre ord styre udenom:

• Mads Mikkelsen

• Ottetallet eller andet kunst, kultur og arkitektur, som vi tror er verdenskendt

3. Ironisk metafortælling om hvor lille og ubetydeligt et land Danmark er

Vi brander os ved at pakke budskabet ind i en ironisk metafortælling med Den Lille Havfrue skjult i en kasse midt på scenen, samt laver pauseinterviews med Anders Lund Madsen, Adrian Lloyd Hughes og Klaus Rifbjerg. Nej. Lad vær med det.

Ironi er en alt for svær størrelse at håndtere på tværs af så mange landegrænser. Man risikerer, en særlig dansk ironi falder ligeså meget til jorden, som Doktor Død og Tandfeen gjorde ved sidste Grand Prix. 

DR skal med andre ord styre udenom:

• Sjove billeder af dronningen, der spiser pølser

• Peter Aalbæk Jensen

DR præsenterede forleden hele tre værter til MGP 

Drop reklame og selvfede fortællinger

Den bedste brandingværdi af megaeventet får man ved at gå målrettet efter det bedste show. Lad folk med forstand på tv og musik styre, og parker markedsføringsfolkene fra Visit Denmark langt væk, mens man planlægger de små underholdende film og de store show-indslag.

Det gode journalistiske kneb gælder her endnu mere end nogensinde før: Show it, don’t tell it.

DR skal levere et cool grand prix med fokus på musikalsk underholdning. Der skal tryk på følelser, farver og fede harmonier. Vis at Danmark er et land, hvor selv den allermest kulørte underholdning tages alvorligt. Vis at musikalsk underholdning kan samle mennesker om værdifulde følelser.

Så må man lokke tilrejsende journalister til at skrive om bycykler, vindmøller og andre gode historier fra Dejlige Danmark på andre måder. Please, DR, undgå at kvæle Melodi Grand Prix i selvfede danmarksreklamer.

Familien, provinsen og værdierne

Sidst jeg skrev på bloggen her, var det med en opfordring til DR om at lave en serie, der foregår i provinsen. Og det fik vi så.

Arvingerne skal nok blive et hit, selvom Jyllandsposten kalder serien lidt 'overklassefjern.' Det er lidt tidligt at komme med den dom - DR's nye generation af fiktionsskabere kan sagtens nå at lade kommende afsnit skildre både håndbold- og avantgardefamilier.

Så her sidder man altså og begynder at rose tv-serier, der går tæt på traditioner, familieværdier og provinsiel kultur? Dét havde jeg nok ikke troet om mig selv, da jeg var yngre. Men sådan er det åbenbart: Langsomt sniger konservatismen sig ind på en.

Det hjælper ikke spor, at jeg var vild med Lars von Triers Nymphomaniac. Min 18-årige søn, som har forstand på den slags, siger, at vores hjemlige depressionskonges nyeste opus var konform og mainstream.

Vil 2014 mon bringe noget, jeg kan være lidt oprørsk over for? Det vil jeg da egentlig håbe. Det ville fremme lysten til at blogge.

Den korrekte Borgen gav os helte

Anmelderne har været meget optaget af, at kritisere dramaserien Borgen for politisk korrekthed. Fra min tv-sofa kvitteres for selvsamme korrekthed med et ja tak. Selvfølgelig skal vi have lokalt helte-tv, kom bare med mer’ af det.

Kære Marie Carsten Pedersen med flere: Skulle vi have set en tv-serie om en politiker, der traf de forkerte valg? Som lod sig korrumpere af magten? Skulle vi have set en tv-topchef, der forblev sølle, og ikke endte som helt, med konen under armen og sidespringet bag sig?

I modsætningen til flere af de toneangivende anmeldere, synes jeg godt om seriens hyldest til demokrati, dansk middle-of-the-road moral og hjemmebagt radikal forudsigelighed.

Jovist, jeg er selv radikal. Og mit forsvar for serien havde stået stærkere, hvis jeg ikke var. Men jeg kan ikke få øje på ukærlige skildringer af hverken Dansk Folkeparti eller andre af virkelighedens partier. Serien er jo – politisk korrekt.

Det er det fede ved det. Serien viser en dansk vilje til samtale og forståelse på tværs af holdninger og skel. Og jeg synes den gør det umanerligt godt. Oven i købet så godt at man også fatter pointen i udlandet.

Det kan så åbenbart knibe med at fordøje idyllen blandt de danske anmeldere. Blandt andet fremhæver Henrik Palle i Politiken udenlandske tv-serier, som med skarpere manuskripter og bedre karaktertegning får Borgen til at blegne. Men The Wire, House of Cards, The West Wing osv. mangler noget. De handler nemlig ikke om os.

Jeg vil gerne have tv om vores egne, lokale værdier og mine egne, danske helte. Fint nok med skæve serier og antihelte, men det her er altså også godt. Vi har brug for drømmen om det gode samfund, hvor både professorer, journalister og politikere opfører sig korrekt.

Borgen fortalte en medrivende historie, som vi her i mit hjems tv-sofa det meste af tiden var stærkt underholdt af. Lad mig give DR’s fremragende hold af fiktionsproducenter den næste udfordring: Skab en dramaserie med helte fra provinsdanmark. Anmelderne vil få kvalme i hidtil uset grad, men her i sofaen vil vi elske det.

Anmeldelser fra Midtjyllands Avis

Hvorfor ikke lægge mine anmeldelser fra Midtjyllands Avis ud her på bloggen?
Som tænkt, så gjort. Første bidrag kommer her:

Carøe learns to jazz
Michael Carøe, Niels Jørgen Steen og DR Big Bandet
Jysk Musik- og Teaterhus lørdag d. 10/3 2012

Af Johannes Konstantin Neergaard
4 af 6 stjerner

Verdensklassejazz i Silkeborg

Carøe var en sympatisk showmand med en fin stemme, men i selskab med et verdensklasseorkester skal man kunne mere end binde sin butterfly.

Den store stjerne i Silkeborgs musikhus i lørdags var ikke solisten men bandet. Det blev med et blink i øjet signaleret allerede i arrangementets titel. Carøe gik uhyre sympatisk og tydeligt ydmyg til opgaven. Energisk, nærværende og faktisk udmærket syngende især i andet sæt. Men de største musikalske gnister kom fra det fantastisk velspillende bigband.

Grammynomineret x 4
Netop nu er de nomineret til ikke mindre end fire grammyer for sidste års cd med Randy Brecker. Hvor var det skønt at få vores nationale jazzstolthed på besøg her i byen. Godt tilbagelænet i musikhusets bløde sæder, blev Silkeborgs jazzpublikum forkælet med to serveringer af populære bigband-menuer.

Menu 1 blev introduceret af Carøe som en New Orleans-afdeling. Mardi Gras-entré med bigbandet spillende ind gennem salen, Basin Street Blues, Jambalaya on the bayou, Bourbon Street – der manglede hverken vådt eller tørt. Men på trods af Carøes egenskaber som hyggespreder og showmand, kom stemningen ikke for alvor til at boble i sydstats-fedtet. Carøes stemme slog ganske enkelt ikke helt til. Bedst i dette sæt var bigbandets nummer uden sangsolist: Night in Tunesia. Her fik vi ufortyndet big band-jazz, og satte man pris på dét, var man nok også ligeglad med at koncertens koncept her blev sprængt i stumper og stykker.

Klassisk croon
Efter pausen blev første række i salen involveret i sangerens problemer med at få bundet sin butterfly. Et lille trick der rystede salen sammen og bidrog til en hyggelig stemning. Menu 2 faldt i det hele taget langt bedre ud for Carøe i rollen som crooner i Sinatra-stilen. Stadig uden at være en stor sanger, tryllede han Las Vegas-stemning frem i sange som Fly me to the moon, The lady is a tramp og Birth of the blues.

Sættets største musikalske oplevelse var et fremragende Niels Jørgen Steen-arrangement af Cole Porters Miss Otis regrets. Den skrækkelige historie om den yderst høflige dame, der når at melde afbud til middagen inden hun hænges, kom virkelig til live. Og på smukkeste vis gik koncertens koncept her op i en højere enhed: Danmarks bedste jazzorkester gav, med Carøe i front som indlevende historiefortæller, Silkeborg en god portion verdensklassejazz.

Forslag til billedtekst:
Hvad Carøe manglede i vokal ekvilibrisme, hentede han ind i nærvær med publikum og stiligt showmanship.