Musikkens nye slaraffenland
For ikke længe siden fortalte jeg alle venner og andre, der
gad lytte, om de nye streamingtjenesters velsignelser. (Og skrev begejstret om fænomenet her på blokken.)
Med et wimpabonnement og
en app, der sendte musikken trådløst til stereoanlægget følte jeg mig som konge
i et musikland, hvor solen aldrig går ned. Altid alt musik til rådighed. Væk
med pladskrævende og forældede teknologier og ind med selve musikken.
Væk fra hitlisternes verden. Ind i en verden hvor
distributørerne formidler smalle, men helt unikke oplevelser til et vidtspredt,
men stort publikum. Hvor man finder den nyeste, den ældste, den populæreste og
den mærkeligste musik, uanset genre, side om side.
Er jeg bare uheldig?
Er det gået sådan? Vel er det ej. De sidste fem gange jeg
har læst om en cd, jeg gerne ville høre, har jeg ikke kunnet finde den på Wimp.
De nyeste udgivelser fra Niels Lan Doky, Coldplay, Peter Rosendal, Tom Waits og
Keith Jarrett findes ikke. Små og store navne har tilsyneladende valgt
streaming fra.
Er afregningen til kunstnerne for ringe, til at de gider
være med? Men hvordan hænger det sammen med at jeg pt. betaler mere for musik
end nogensinde før? (Jeg købte ikke musik for 100 kr. om måneden i snit, før
jeg fik mit nuværende abonnement hos WImp.)
Og når vi nu er ved brokken: Ingen af musiktjenesterne har
fundet ud af noget så simpelt som at gøre coveret tilgængeligt. Hvor er
sangteksterne, covernoter med tanker om musikken, eller bare de basale
informationer om komponist, musikere og øvrige medvirkende?
Jeg håber, nogen kan forklare mig, hvorfor det, der tegnede
så godt, ind til videre blot er blevet en avanceret portal for mainstreammusik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar