25 oktober 2011

Streaming giver (måske) musikken tilbage til ørerne

Nye net-baserede musiktjenester som Wimp, TDC Play og nu også Spotify, er for alvor kommet på banen. Desværre drukner de nye muligheder for musikken ofte i snak om økonomi. Musiklytning kan nu blive et aktivt og helt frit valg, hvor ørerne får magten, hvis distributører og medier griber chancen.

Musik i centrum
Det er ikke længere et mere eller mindre tilfældigt ejerskab af plader, man engang fik foræret af faster Fie, der bestemmer, hvad man lytter til. Det er musikken selv, der er i centrum, når vi vælger, hvilke toner der skal klinge i stuen til aftenkaffen. En avisartikel, en pirrende tone opfanget i et radioprogram, soundtracket til en film, et minde fra gymnasiefesterne hvad som helst kan være inspirationen. Al musik ligger tilgængeligt. Vi skal ikke lige overveje en ekstra gang, om den seneste Paul Simon-udgivelse nu også er 150 kr. værd, bare fordi avisanmelderen siger det. Vi kan straks lytte selv.

Vi mister også noget. Vi kan ikke længere give musik som en gave, og blive husket i årtier for en plade vi gav til fætterens konfirmation. Vi er også nogen, der med stor nostalgi mindes duften af den nyindkøbte vinylplade og det spændende cover, der skulle læses forfra og bagfra. Dén taktile fornøjelse røg også på historiens mødding.

Men hvad glæde har øret af en plastikskive, pakket fint ind?

Og så er der jo den revitaliserede livescene. Her ligger et voksende gavemarked. Konfirmationsgaven er reddet.

Farvel til hitlister
En af gevinsterne ved den nye udvikling blev beskrevet af Wired-redaktøren Chris Anderson i hans brug af den snart gamle teori om 'The Long Tail'. Kort fortalt handler det om nye muligheder for kulturens nicher. Musikselskaberne kan potentielt tjene lige så mange penge på at have en stor mængde 'smalle' kunstnere i sin stald som nogle få store. Det er en udvikling, der er blevet voldsomt forstærket, i takt med at distributørerne kan springe flere og flere fordyrende mellemled over. Streaming tillader i endnu højere grad end tidligere, at der også tjenes penge på stærkt nicheprægede genrer. Vi bevæger os væk fra hitlisternes verden. Ind i en verden, hvor distributørerne formidler smalle, men helt unikke oplevelser til et vidtspredt, men stort publikum.

Ingen covernoter
Eller er det for meget at håbe på? Ind til videre synes jeg Wimp har taget førertrøjen med en aktiv musikredaktion. Mens dette skrives lytter jeg til en såkaldt playliste, lavet af Jazz-bloggeren, Niels Overgaard. Man kan også spille lister med fokus på bestemte labels, tiår,  jazzklassikere, klassisk hitliste etc. En aktiv udnyttelse af det nye medie, der peger den rigtige vej. Også pladeselskaberne ser ud til at have fattet pointen. Senest har Universal taget initiativ til en playliste-service (digster.dk) med lytteforslag fra en række (af deres egne) redaktører. Det er ikke voldsomt imponerende, hvad der er kommet ud af det men man skal jo starte et sted.

Der er et stykke vej igen. Ingen af musiktjenesterne har fundet ud af noget så simpelt som at gøre coveret tilgængeligt. Hvor er sangteksterne, covernoter med tanker om musikken, eller bare de basale informationer om komponist, musikere og øvrige medvirkende?

Hvem bliver gatekeeper?
En ubekendt faktor er, hvordan de større medier vil reagere. Får vi igen en opblomstring af en kvalificeret musikkritik, der kan guide os til de gode musikoplevelser, eller griber de ikke chancen? Spotify har valgt at lancere sig i tæt tilknytning til det sociale liv på Facebook. Et træk der antyder en tro på, at det er gennem vennerne, vi henter inspiration til at finde ny musik. Det er muligvis ikke helt dumt tænkt. Men lad mig tale for mig selv: Det er nu fedt at blive sat på sporet af nye oplevelser gennem markante anmelderholdninger til nye trends og toner i musikkens verden.

Chancen for at musikken bliver givet tilbage til ørerne er der. Den skal gribes.


Edit d. 6/12 2011: 
Har gennem et stykke tid savnet flere væsentlige udgivelser på Wimp. Keith Jarretts, Coldplays, Niels Lan Dokys og Tom Waits nyeste udspil mangler. 
WImp reagerer ikke på deres Facebookprofil, når musikken efterlyses. 
Min tiltro til den nye distributionsform er pt. i alvorlig krise.