28 januar 2014

Derfor er fællessang kikset

De fleste er vilde med at synge fællessang - når de først er kommet godt i gang. 

Samtidig truer en frygtelig mistanke med at skygge for fornøjelsen: Er det ikke superkikset at synge sammen?

Jo da. Det er der mindst fire grunde til, at vi synes:

Grund nr. 1: Det lyder ikke som i radioen. 
Fællessang med amatører lyder virkelig kikset fordi vores ører er vant til professionel sang. De fleste mennesker møder store mængder af lækker, professionel musik i dagligdagens lydbillede. Og når vi endelig hører en amatør, er det en, vi griner af i Xfaktor.

Grund nr. 2: Mænd og kvinder er ikke altid enige om, hvilket toneleje, der er mest behageligt at synge i.
Når vi synger fællessang skal mænd og kvinder selvfølgelig finde et fælles toneleje.
Udfordringen er at finde et leje, der ikke bliver for højt for pigerne eller for dybt for mændene.
Jo, man skulle måske tro, det var omvendt, men paradokset skyldes, at stemmeidealet for mænd er højt og lyst, mens popsangerdamer til gengæld ofte synger ret mørkt. 

Grund nr. 3: Vi er vant til en vokallyd, der er fanget med mikrofon og raffineret i en computer. Popsangerne synger perlerent fordi en maskine hjælper til. Samtidig er vi vant til, at lyden er meget intim og nær. Den helt akustiske lyd af amatører, der bræger løs i flok, er for mange mennesker meget uvant.

Grund nr. 4: Vi mangler gode fællessange
Det hænder en god popsang er skrevet, så den rent faktisk kan synges af almindelige mennesker. Men det er ikke ret tit. Selv en harmløs melodigrandprix-sang kan være rigtig svær at synge for almindelige mennesker – for ikke at tale om at spille til på klaver. Det kan være rigtig svært. Vi mangler nogle nye fællessange, der med både tekst og musik rammer nu-danskeren i hjertet.


Det var fire grunde til at fællessang er virkelig, virkelig kikset.
Det er jo ærgerligt, for videnskabelige fortæller os, at vi burde synge mere sammen. Både vores krop og vores hjerner har bevisligt godt af det.

Så hvad gør vi?
Når jeg er været ude og lave sangtimer i forsamlingshuse og på arbejdspladser i hele Danmark er Beatles, Carl Nielsen og Benny Andersen som regel grund nok til at synge sammen. Det er sjovt at synge en god sang - og gode sange findes. Og vi kan, hvis vi vil. 

Et af mine foredrag handler om hvordan vi løser de fire problemer.

Og det kan du bestille, hvis du klikker videre til tonesprog.dk.

08 januar 2014

Derfor stiger salget af LP'er: Vi vil se og føle musik

LP-salget steg i 2013. (36 % i USA ifølge Mashable.) Det er der flere gode grunde til.

For det første er teenagere til alle tider hoppet på diverse retrobølger. Det er nu engang sjovt med kuriositeter som dymo, skrivemaskiner og vinylplader. Jeg var også vild med min fars spolebåndoptager.

Men for det andet misunder teenagerne alle os, der voksede op i gode gamle dage, al den taktile lækkerhed, der var forbundet med at købe musik.

Dufte og klak-lyde
Duften af omslaget og de særlige beskyttelseslommer af plastic, man omhyggeligt lagde albummet ind i. Den forsigtige balancering af skiven på tommel og langefingerspids, så der ikke kom fedtede fingre på rillerne. Klak-lyden, når pladens hul ramte den lille metaldims på grammofonens centrum. Og så selvfølgelig klimaks: at slænge sig på gulvet foran højttaleren med coverets fotos og tekster om yndlingsbandet, mens musikken spiller.

B&O ved, vi vil dufte og røre
Har man råd, kan man købe et par lækre hovedtelefoner fra B&O, der dufter af læder. De matcher struerfirmaets øvrige lækre musikprodukter, der strutter af ædle metaller og træsorter. Også deres nyeste produkt, lanceret på CES 2014, er ret lækkert - og passer perfekt til digitale musiklytteres hede drømme. 'Essence' er et lille hjul med ganske få knapper, som kan tænde for din yndlingsmusik med ét tryk.



Men al denne æstetiske skønhed handler om Bang & Olufsens apparater. Ikke musikken selv.

Synlig musik
Det er supersexet, at musikken kommer strømmende ud i rummet fra minimalistisk designede apparater. Men salget af LP-plader er en indikator for, at vi stadig har brug for at få musik ledsaget af noget mere - noget visuelt, som knytter sig direkte til den lyd, vi hører. Musik kan i sig selv være billedskabende for ens indre blik. Men vi har brug for - og lyst til - at komponister og musikere giver os deres visioner med. 

Det berømte eksempel er Griegs 'Morgenstemning'. Langt de fleste ser en rislende elv i det norske fjeld for sig, når de hører musikken. Lige ind til de får at vide, at musikken er skrevet til en scene i Peer Gynt, hvor han opholder sig blandt beduiner i en nordafrikansk ørken. Pointen er, at mine musikoplevelser beriges, når jeg får den serveret med tilhørende tekster og billeder.

Spotify og Wimp
Spotify og Wimp glimrer ved ikke at gøre noget særligt ved det. Jeg fatter ikke, hvorfor det kan være så svært, at give adgang til tekster og billeder i forbindelse med musikstreamingtjenester. Det gammeldags cover kunne fint leve videre som en online-ting på skærmen. Jo, det er en gammel kæphest jeg her trækker frem.

B&O's apparat ville være endnu sejere, hvis man lynhurtigt kunne fremkalde informationer om musikken på et display, når man lige skal vide, hvad nummeret hedder, og hvem der spiller bas.




02 januar 2014

Familien, provinsen og værdierne

Sidst jeg skrev på bloggen her, var det med en opfordring til DR om at lave en serie, der foregår i provinsen. Og det fik vi så.

Arvingerne skal nok blive et hit, selvom Jyllandsposten kalder serien lidt 'overklassefjern.' Det er lidt tidligt at komme med den dom - DR's nye generation af fiktionsskabere kan sagtens nå at lade kommende afsnit skildre både håndbold- og avantgardefamilier.

Så her sidder man altså og begynder at rose tv-serier, der går tæt på traditioner, familieværdier og provinsiel kultur? Dét havde jeg nok ikke troet om mig selv, da jeg var yngre. Men sådan er det åbenbart: Langsomt sniger konservatismen sig ind på en.

Det hjælper ikke spor, at jeg var vild med Lars von Triers Nymphomaniac. Min 18-årige søn, som har forstand på den slags, siger, at vores hjemlige depressionskonges nyeste opus var konform og mainstream.

Vil 2014 mon bringe noget, jeg kan være lidt oprørsk over for? Det vil jeg da egentlig håbe. Det ville fremme lysten til at blogge.