Fællessang er oppe i
tiden, men når vi blænder op for Melodi Grand Prix d. 8. marts, er chancen for en
kandidat til næste udgave af Højskolesangbogen forsvindende lille. Den danske folkekirke er, som et af de få steder, voksne mennesker stadig mødes og synger sammen, efterladt med både ansvar og mulighed for at give danskerne flere og bedre
fællessange, men kirkemusikuddannelserne halter efter.
 |
| En søgning på https://books.google.com/ngrams antyder kraftigt en stigende international interesse for fællessang gennem de sidste årtier. Ikke siden 1940'erne har der været skrevet så meget om 'Community singing' som nu, og interessen for sing along er eksploderet. |
Fællessang er på dagsordenen i en grad, der ikke set siden
1940’ernes alsang. Musikfolk, pædagoger, hjerneforskere og politikere er på
banen med udsagn om, hvor vigtigt det er, at vi synger sammen. Men den musik, vi
lytter til, er usyngelig som aldrig før.
Der var engang, hvor Carl Nielsen kunne komponere symfonier
den ene dag, og folkelige melodier til fællessang den næste. I dag har populære
musikere og komponister ikke sådan et selvfølgeligt fokus på fællessang.
Folkehøjskolens sangbog er et godt billede på hvordan
sagerne står. Den musik, vi har hørt i radioen gennem de sidste 40 år, udgør kun en
meget lille del af sangbogens 572 sange. Men det stakkels udvalg bag den nyeste
udgave fra 2006 har ikke kunnet gøre det store ved det. Pop- og rockrepertoiret
har ikke givet os en række oplagte fællessange at bruge løs af. Og det bliver
tilsyneladende bare værre og værre. Åbn selv for radioen og lyt til tidens
pop-, dance-, hiphop-, rock-. og tecnohits. Man kan af og til nynne med på en
lille stump, men ofte er der i moderne popmusik manipuleret med menneskestemmen
i computerprogrammer, der indgår rap, eller melodierne er bare helt enkelt
teknisk svære at synge.
Symptomatisk er også tidens tv- og filmmusik. Hvor enhver
amatørpianist før i tiden kunne spille temaet fra Matador eller Olsen Banden, og
hele stuen sang med på sangene fra Far til fire, er man helt anderledes udfordret,
hvis Arvingerne eller House of Cards skal omsættes til musikalsk amatørhygge
derhjemme. Selv julekalendernes hits finder kun sjældent vej til amatørerne og
fællessangerne.
Forsøg med moderne
fællessang
Der har været gjort forsøg på at gøre noget ved sagen. Engelsholm
Højskole indbød i anledning af sangens år i 2008 en stjerneparade af de bedste
sangskrivere i vores land til at skrive nye fællessange. Martin Brygmann, Randi
Laubek, Helle Hansen, Mads Langer, Tobias Trier, Frans Bak, Elisabeth G.
Nielsen med mange flere mødtes og skrev sange på livet løs. Der er imidlertid næppe
én af de 21 melodier i det resulterende hæfte, der har vundet folkets hjerter
som fællessang!
Projektets leder, højskoleforstander Jakob Bonderup, fortalte
dengang, hvor svært det var for mange af disse sangskrivere at komponere gode
fællessange og nævnte sangskriver og producer Stephan Grabowski som eksempel. ”Han
var med på en af de her workshops og havde skrevet en sang, som han synes, var
en potentiel højskolesang. Men da den blev transskriberet og gjort
fællessangbar, og vi sang den, blev han meget frustreret over resultatet,” sagde Jakob Bonderup til Dagbladet Information.
Også udlandet kender
problemet
Det er ikke et særskilt dansk problem. Både engelske og
amerikanske klummeskribenter og musikfolk har noteret sig, at fællessang
udenfor sportsarenaen er svær at opdrive. Børnene synger måske, men voksne
mennesker mangler gode fællessange.
Den engelske korleder Chris Rowbury arbejder med kor og
fællessang på et rent sekulært grundlag, men beskriver på sin blog (blog.chrisrowbury.com),
hvordan han ofte ender med at have religiøse sange på repertoiret – simpelthen
fordi de er bedre end tidens hits, både melodisk og harmonisk.
”Det viser sig når alt kommer til alt, at djævelen måske
alligevel ikke har den bedste musik,” skriver han, med reference til Luther. ”Hvorfor
skal djævelen have den bedste musik?” spurgte Luther som bekendt, når han satte
dansemelodier til de nye folkelige salmer på tysk. Havde Luther levet i dag,
kunne han have sparet sig anstrengelsen. Tidens dansemusik kan ikke synges - hverken
den tyske, engelske eller danske.
Kirkens ansvar
Kirken har derfor et helt særligt ansvar. Og har sin helt
egen stærke position på to områder:
For det første er det i kirkerne, at langt flest voksne mennesker
overhovedet mødes. 10 – 12 millioner kirkegængere møder kirken hvert år. Det
siger sig selv, at her er en enestående mulighed for at indsynge nye
fællessange for voksne.
Fællessang skal nemlig
spredes gennem fysisk tilstedeværelse af en flok mennesker, der i fælleskab
synger sammen. Udgiver man sange, der er beregnet til fællessang på cd, kommer
de ikke til deres ret. Tværtimod vil et øre, der er vokset op med
velproduceret, solistisk musik, ofte finde fællessangsegnet musik ualmindelig
kedelig på cd.
For det andet har man i kirkerne store ressourcer til
rådighed i form af professionelle fællessangsmusikere og
fællessangsinstrumenter.
Kirken kan virkelig noget på det her felt, og der er en
værdifuld historie at lære af.
Laub skuede tilbage
I tiden omkring 1. verdenskrig blev der arbejdet intenst med
at producere nye danske fællessange. Blandt andre Carl Nielsen, Thomas Laub og
Johan Borup dirigerede flere ambitiøse forsøg på at forny salmer og sange i
både skole og kirke. Højskolemanden Borup lagde vægt på fornyelse af folkets
sang: "Det er godt nok, at vi har en Krans af dejlige gamle Sange; den
nulevende Slægt trænger ogsaa til Sang paa sit eget Sprog, i sin egen Aand."
Laub havde et lidt andet sigtepunkt. I forordet til ’80 rytmiske koraler’ fra 1888 skriver han, at hans formål blandt andet er: ”at
knytte den brudte Forbindelse med Fortiden. At lede vor Kirkesang ind i det
gamle Spor, at pode den ind i sin gamle Stamme.” Heroverfor snerrede
organistkollegaen Emil Hartmann senere: ”Det er ikke vor Opgave at grave op
hvorledes man har sunget for 300 Aar siden – men at skabe noget Nyt.”
Laub fik en enorm indflydelse på salmesangen i Danmark, og
satte en bevægelse i gang, som ikke mindst lever videre den dag i dag i kraft
af koralbogen. Laub forstod, at der var behov for at gøre en målrettet indsats
for at fremme fælles salmesang. Hvad der i manges øjne gør Laub til en lidt
kedelig og blodfattig figur var, at han, som Hartmann påpegede, ikke var i
kontakt med samtidens musikalske strømninger. Selv Carl Nielsen var Laub ind i
mellem skeptisk over for og sagde, at han ikke var ”barn af huset”.
Underforstået: Carl Nielsen havde ikke tilstrækkelig forståelse for kirkens
tradition og vilkår.
Melodi Grand Prix
Når vi efter Melodi Grand Prix endnu engang står med en
bunke sange, der ikke kan synges som fællessang, kan vi til gengæld glæde os
over, at den danske sangskat gennem de seneste årtier er blevet beriget med en
stribe flotte salmer. Og strømmen af nye salmer bare fortsætter og fortsætter.
Komponister som Willy Egmose, Erik Sommer og Erling Lindgren
har vist, der kan skrives ny musik til fællessang og -salmer, som brede
befolkningsgrupper tager til sig. Musik, der ikke, som hos Laub, skuer tilbage,
men tydeligt henter sin inspiration fra både Grand Prix, Jazz, rockballader oglatinske rytmer.
Der hvor kirkerne stadig mangler at tage fat, er i
uddannelsen af de musikere, der skal ud i sognene og få fællessangen til at
swinge: I kirkemusikskolernes nyeste studieordning beder man udelukkende ansøgere
om at spille klassisk musik til optagelsesprøven. I selve uddannelsen vægter
orglet 42 og klaveret 15 ects-point ud af 120 og det rytmiske repertoire fylder
uendelig lidt i fagbeskrivelserne. Vægtningen i disfavør af nutidig musik går
igen ved konservatoriernes organistuddannelser.
Spørgsmålet er, om man på disse uddannelser ser mulighederne
og ansvaret for at kirken fornyr vores salme- og fællessangstradition i harmoni
med vores egen kultur? Det lader ikke til det. Jeg har ledt forgæves efter
Melodi Grand Prix-stilkendskab i studieordningerne.
