Gitte Hænning tog stikket hjem med jazz på svensk

Gitte Hænning med Nikolaj Hess

Rampelys, Silkeborg, torsdag 19/4 2012

Anmeldt af Johannes Konstantin Neergaard i Midtjyllands Avis

3 af 6 makroner

Det gik fra katastrofalt til rigtig dejligt, da Gitte Hænning med pianisten Nikolaj Hess i går aftes sang for et stopfyldt Rampelys. En nervøs start, hvor de to vidt forskellige musikere bogstavelig talt skulle øve sig på at spille sammen, blev lidt efter lidt afløst af hyggelige stunder med gode jazzstandards.

Publikum tog godt imod Gitte Hænning. ”I kan jo nok ikke huske mig,” sagde den 65-årige sangerinde, der har boet i Tyskland siden sit gennembrud i 60’erne. ”Joooo!” sukkede publikum forventningsfuldt. Og så kom de ellers: sangene fra Gitte Hænnings barne- og ungdomsår. Prinsesse for en dag, Kom ned på jorden igen, Tag med ud og fisk, Snakker med mig selv.

Sverige og jazz

Det fungerede bare slet ikke. Gitte Hænning rømmede sig ustandselig nervøst, Nikolaj Hess så ikke ud til at have det sjovt, og de tos sammenspil knirkede gevaldigt. Gitte Hænning var ærlig og indrømmede, at der ikke var blevet øvet af forskellige grunde. Det er jo bare ikke godt nok.

Langsomt, langsomt kom der skik på foretagendet. Først et lille potpourri af svenske folkesange arrangeret af Otto Francker. Meget fint. Så et potpourri af jazzballader. Rigtig godt. Og så gik det ellers slag i slag med små perler fra den store jazzsangbog. Højdepunkter for mig var Monicas vals (Waltz for Debbie som sunget på svensk af Monica Zetterlund med Bill Evans) og flere af Nina Simones sange.

Fra schlager til jazz

Caroline Henderson har gjort det, Cæcilie Nordby har gjort det og nu prøver Gitte Hænning altså også: At skifte fra én genre til en anden. Det er ikke nogen let sag. Gitte Hænning kan ting med sin stemme, der er de færreste unge popsangere beskåret, og hendes scenetække kan man heller ikke tage fra hende. Helt foldet ud som jazzsanger er hun bare ikke. Slet ikke når hun ikke har øvet sig med sin – i øvrigt meget dygtige – pianist.

Billedtekst:

Blandt publikum sad Louise Espersen, der imponerede med sin version af ’Snakker med mig selv’ i DR’s Talent 2008. Louise var begejstret for koncerten med sit idol, og mødtes bagefter med Gitte Hænning, som sang med på hendes cd i 2008. ”Jeg ville helt sikkert give koncerten seks makroner,” sagde Louise Espersen efter koncerten. ”Det var helt vildt flot, og selvom jeg stadig er mest optaget af hendes ting fra 60’erne, synes jeg, det var spændende at høre Gitte Hænning med noget andet end det sædvanlige.”

Transcendental kommunikation

Pludselig har jeg igen ment noget om kirkemusik i Kristeligt Dagblad. Og bloggen her har efterhånden mange indlæg om emnet, kan jeg se. Er det virkelig så vigtigt?

Ja det er. Musik er ultimativt, når livets dybeste mening skal kommunikeres.
Det ved man i (næsten) alle religioner. Enkelte asketer har ment, musik havde for meget glæde i sig, og forbød det i muslimsk eller kristen sammenhæng. Det er undtagelser fra reglen.

Skal vores kulturs religiøsitet beholde sin kraft, er det minsandten nødvendigt, dens musik opdateres. Som al anden kommunikation har musik også behov for at være modtagerrettet. Nogle af os (og ikke forbavsende: mange af os, der regelmæssigt går i kirke) elsker klassisk musik. Vi synes måske endda orgelmusik ikke er så tosset. Men giv os nu nogle kirkemusikere, der er uddannet til andet og mere end orgel og koraler.

Så tror jeg, folkekirkens chancer for at blive ved at være danskernes foretrukne sted at møde transcendental kommunikation vil stige.

Storcharmerende christianit sang guldet frem

Lukas Graham

Jysk Musik- og Teaterhus. Tirsdag d. 3/4 2012

anmeldt i Midtjyllands Avis af Johannes Konstantin Neergaard

5 af 6 makroner

Lukas Graham var en af børnestjernerne i ’Krummerne’, han har sunget i København Domkirkes drengekor, er født og opvokset på Christiania med dansk mor og irsk far og er nu på alles indre jukebox med radiohits i guldklassen. Det kun 23-årige stjerneskud overbeviste i går silkeborgenserne om at han nu også med fuld ret kan skrive livemusikalsk storcharmør på visitkortet.

Ungdomskulturens noder og unoder satte sit præg på koncerten med Lukas Graham. Fest, sprut og kærlighed. Og så lige et par iPhone-snapshots taget af sanger, roadie og trommeslager, så keyboardspillerens fødselsdag kan fejres på Facebook med et hujende publikum som baggrund. Hele koncerten osede af drenget charme, fremragende musikerskab og uspoleret begejstring over livet og musikken. Ikke stor kunst måske, men masser af smittende glæde og energi.

Klassisk soul

Manglede der noget? Ja: en trompet. På den stadig helt nye cd-udgivelse med bandet er lækre blæserarrangementer en vigtig del af attraktionen ved musikken. Men på turnéen er messinginstrumenter helt sparet væk. Ærgerligt, syntes anmelderen. Pyt med det, syntes mine to ganske unge ledsagere, der helt sikkert vil mene, jeg fedter med makronerne.

Indrømmet: Trommeslageren Mark ’Lovesticks’ Falgren, bassisten Magnus ’Magnúm’ Larsson samt pianist (og fødselar) Morten Ristorp spillede ganske enkelt så fremragende, at jeg efterhånden næsten glemte at ærgre mig over fraværet af klassisk soul-blæs. Selv en enkelt ægte soulklassisker – Change is gonna come af Sam Cooke – fik de fire musikere opdateret til et lækkert og let rocket 2012-lydbillede. Men tag nu bare de horn med næste gang.

Farfar var med

Temmelig mange unge piger havde fundet vej til en fyldt sal i Jysk Musik- og Teaterhus. Men derudover var det et aldersmæssigt spredt publikum, hvor også mændene fyldte godt op. Lukas Graham har simpelthen ramt en musikalsk guldåre. Både ung og gammel kunne finde sig selv i fusionen af støvet sydstatssoul, moderne r&b, hip hop og funky poprock tilsat en sprød stemme, der både rummede kraft og en sød lille vibrato. Og så kan han det der med følelserne.

Helt alene på scenen kunne Lukas Graham fange salen med en inderlig og intens hyldest til sin afdøde farfar. Og snart efter lade festen spurte videre med pigebesøg på scenen, jokes og ping pong med både resten af bandet og publikum. Jeg tror, vi kommer til at høre meget mere til ham – og jeg glæder mig.