Den korrekte Borgen gav os helte

Anmelderne har været meget optaget af, at kritisere dramaserien Borgen for politisk korrekthed. Fra min tv-sofa kvitteres for selvsamme korrekthed med et ja tak. Selvfølgelig skal vi have lokalt helte-tv, kom bare med mer’ af det.

Kære Marie Carsten Pedersen med flere: Skulle vi have set en tv-serie om en politiker, der traf de forkerte valg? Som lod sig korrumpere af magten? Skulle vi have set en tv-topchef, der forblev sølle, og ikke endte som helt, med konen under armen og sidespringet bag sig?

I modsætningen til flere af de toneangivende anmeldere, synes jeg godt om seriens hyldest til demokrati, dansk middle-of-the-road moral og hjemmebagt radikal forudsigelighed.

Jovist, jeg er selv radikal. Og mit forsvar for serien havde stået stærkere, hvis jeg ikke var. Men jeg kan ikke få øje på ukærlige skildringer af hverken Dansk Folkeparti eller andre af virkelighedens partier. Serien er jo – politisk korrekt.

Det er det fede ved det. Serien viser en dansk vilje til samtale og forståelse på tværs af holdninger og skel. Og jeg synes den gør det umanerligt godt. Oven i købet så godt at man også fatter pointen i udlandet.

Det kan så åbenbart knibe med at fordøje idyllen blandt de danske anmeldere. Blandt andet fremhæver Henrik Palle i Politiken udenlandske tv-serier, som med skarpere manuskripter og bedre karaktertegning får Borgen til at blegne. Men The Wire, House of Cards, The West Wing osv. mangler noget. De handler nemlig ikke om os.

Jeg vil gerne have tv om vores egne, lokale værdier og mine egne, danske helte. Fint nok med skæve serier og antihelte, men det her er altså også godt. Vi har brug for drømmen om det gode samfund, hvor både professorer, journalister og politikere opfører sig korrekt.

Borgen fortalte en medrivende historie, som vi her i mit hjems tv-sofa det meste af tiden var stærkt underholdt af. Lad mig give DR’s fremragende hold af fiktionsproducenter den næste udfordring: Skab en dramaserie med helte fra provinsdanmark. Anmelderne vil få kvalme i hidtil uset grad, men her i sofaen vil vi elske det.

Om Mensch og at mene noget

I kommunikationsbranchen er det ikke nødvendigvis en fordel at mene noget. Du sidder med din kunde, som vil sælge en vare med en særlig værdi, og dit job er naturligvis at bakke kunden op. (Eller skride med det samme, og ha' en kunde færre.)

Efter en lang dag på jobbet nyder jeg derfor helt vildt at passe min nebengeschæft som anmelder i Midtjyllands lokale avis. Hér skal der menes noget. 

Min sidste anmeldelse gav anledning til to meget vrede læserbreve i avisen - og tænk: Jeg tog det som en ros. 

Redaktøren fortalte - foranlediget af læserbrevene - i en leder, hvad anmelderens job går ud på:

"En anmeldelse er anmelderens personlige og dermed subjektive vurdering af det, der er set eller hørt. Man taler ofte for nemheds skyld om, at Midtjyllands Avis gav en film eller kunstudstilling en god eller dårliganmeldelse. Det er ikke helt korrekt, for der er alene tale om anmelderens mening. Og den har han ikke kun lov til at have, den skal han have, for det er hans job."

Anderledes forholder det sig dagen efter, når jeg skal sælge koncerter, efterskoleophold eller andre varer for mine kunder. Jeg lytter. Og hjælper med at formulere værdier, jeg ikke selv har fundet på. 

Sådan har folkene på Mensch siddet og lyttet til Danske Bank, inden de gik hjem og lavede New  standards-kampagnen.

Resultatet har Danske Bank berettiget fået skæld ud for. Men hvorfor skælde ud på Mensch?

Jo altså: De kunne selvfølgelig være skredet.

Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders - med Kristian Lilholt

Land

Multimedieforestilling med Kristian Lilholt, Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders m.fl.

Jysk Musik- og Teaterhus. lørdag d. 10. nov.

3 af 6 makroner i Midtjyllands Avis mandag d. 12/11 2013

Kristian Lilholt gav Silkeborg stjernestunder

Hovedværket i Land, de otte film med musik af Kristian Lilholt, var det mindst vellykkede ved det stort tænkte projekt.

De to afdelinger i lørdagens multimedieforestilling var som nat og dag. Første del var som én lang forfilm til TV-vejrudsigten – uden kanter, overraskelser eller modhager. I anden del sprudlede de tilrejste stjerner i flere store øjeblikke. Selvom alt ikke lykkedes for Kristian Lilholt, kan Silkeborg sige tak til den musikalske projektmager for at hente Nanna Lüders, Michala Petri og Benjamin Koppel til byen. Han har bestemt ære af at have gjort en interessant vision til virkelighed. En vision, der blandt andet handlede om at bringe musikere fra hvert sit musikalske verdenshjørne sammen.

Multimedie-hyldest

Kristian Lilholt og filmmanden Kim Søgaard havde sat sig for at omsætte Carstens Franks malerier til en begejstret multimedie-hyldest til Danmark. Det var overstrømmende lækre billeder i teknisk høj kvalitet, der strømmede over skærmen bag det store hold af musikere. Musikken var også i høj teknisk kvalitet. Saxofontroldmanden Benjamin Koppel og et velspillende band satte ikke en finger forkert. I 30 sekunder ad gangen nyder man jo denne slags perfekte feel-good-jingler. Men ikke i en time. Carsten Franks malerier dukkede op på æstetisk lækker vis i filmene, men gjorde sig betydeligt bedre i musikhusets lille sal, hvortil Jyske Finans havde udlånt dem i dagens anledning.

Mange ord

Kristian Lilholt små-snakkede hyggeligt mellem de otte numre, men det indhold, der kunne hentes ud af multimedieværket, havde stået stærkere, hvis værket var blevet afviklet uden ét eneste talt ord. Glansbilleder bliver ikke bedre af forklaringer.

Virtuoserne skinnede

I andet sæt fik hele holdet lov at strække ud og vise noget af den originalitet, de hver især rummede. Michala Petri høstede stående bifald for virtuost spil i ’It’s time to fly’ af Kristian Lilholt. Det indvarslede en afdeling, hvor både Kajsa Vala, Ida Friis Virenfeldt og Nanna Lüders med succes trådte frem som solister i egne numre. Det blev blandt andet til et rørende genhør med Nannas Buster og en meget smuk afslutning med Der er et yndigt land med Nannas melodi. Her strålede stjernerne.

Rasmus Lyberth og Christian Alvad

Rasmus Lyberth og Christian Alvad anmeldt i Midtjyllands Avis

Torsdag den 11. oktober kl. 20.00 på Toftebjerg Medborgerhus, Them

4 af 6 makroner

Musik fra kongerigets poler mødtes i Them

Rasmus Lyberth og Christian Alvad. To danskere med oprindelse i hver sin ende af kongeriget. Torsdag aften var Them centrum for et musikalsk topmøde mellem disse to vidt forskellige musikalske personligheder. Det kom der en skøn aften ud af, hvor musikalske ender mødtes.

De mødtes i Them. Men det kunne også have været Nashville. Deres fælles sprog befandt sig et eller andet sted i krydsfeltet mellem folk/rock og traditionel grønlandsk sang - tilsat country. Den fabelagtige guitartroldmand Christian Alvad kan trække mange genrer op af guitarkasserne, men i aftes var country hele tiden kun få blå toner væk.

Inspiration fra Afrika

Og for at det ikke skal være løgn, trak Christian Alvad også på malinesisk inspiration i en lille passage af koncerten, hvor han var alene på scenen. Vi kom sandelig langt omkring – og hvor var det smukt, da samme Christian Alvad i næste solonummer flettede ”Over the rainbow” ind i et nummer spillet på en barytonguitar med en særlig opsætning af strengene, som er opfundet i Nashville.

Kraftfuld urfolks-stemme

Men selvfølgelig var Rasmus Lyberth hovedpersonen. Han udfoldede sin lidt nasale vokal med stor finesse. Lige fra det kraftfulde, næsten råbende, til det viskende, manende og inderlige. Vi så de grønlandske vidder for os, når han holdt en lang, kraftig tone med sit karakteristisk vibrato, og vi var med helt inde i åndemanerens iglo, da han med stor karisma lod sangen klinge ud i hendøende, talte ord.

Beundrer af livet

Rasmus Lyberth havde et stærkt nærvær med sit publikum. De mange fremmødte kunne gå hjem med et lyst budskab om at vi skal huske at elske livet. Leveret med skælmsk humor.

”Jeg er beundrer af livet,” sagde Rasmus Lyberth og fortsatte:

”Det er godt, jeg skal være her. Jeg har sgu ikke tid til noget andet.”

Og så gjorde det ikke så meget, at vi ikke forstod de grønlandske tekster. Som Rasmus Lyberth sagde ved koncertens start:

”Lyt til Christian. Han spiller pissegodt – dét forstår I. Jeg synger kun på grønlandsk, men jeg skal nu nok finde en lille dør til jeres store hjerte alligevel.”

Han fik helt ret.

Billedtekst 1:

Christian Alvad kom langt omkring i det musikalske univers, og viste i flere omgange, hvorfor han regnes for en af Danmarks bedste akustiske guitarister.

Billedtekst 2:

Rasmus Lyberth var aftenens hovedperson, og bragte glimt fra den nordlige del af kongeriget til Them.