Rasmus Lyberth og Christian Alvad

Rasmus Lyberth og Christian Alvad anmeldt i Midtjyllands Avis

Torsdag den 11. oktober kl. 20.00 på Toftebjerg Medborgerhus, Them

4 af 6 makroner

Musik fra kongerigets poler mødtes i Them

Rasmus Lyberth og Christian Alvad. To danskere med oprindelse i hver sin ende af kongeriget. Torsdag aften var Them centrum for et musikalsk topmøde mellem disse to vidt forskellige musikalske personligheder. Det kom der en skøn aften ud af, hvor musikalske ender mødtes.

De mødtes i Them. Men det kunne også have været Nashville. Deres fælles sprog befandt sig et eller andet sted i krydsfeltet mellem folk/rock og traditionel grønlandsk sang - tilsat country. Den fabelagtige guitartroldmand Christian Alvad kan trække mange genrer op af guitarkasserne, men i aftes var country hele tiden kun få blå toner væk.

Inspiration fra Afrika

Og for at det ikke skal være løgn, trak Christian Alvad også på malinesisk inspiration i en lille passage af koncerten, hvor han var alene på scenen. Vi kom sandelig langt omkring – og hvor var det smukt, da samme Christian Alvad i næste solonummer flettede ”Over the rainbow” ind i et nummer spillet på en barytonguitar med en særlig opsætning af strengene, som er opfundet i Nashville.

Kraftfuld urfolks-stemme

Men selvfølgelig var Rasmus Lyberth hovedpersonen. Han udfoldede sin lidt nasale vokal med stor finesse. Lige fra det kraftfulde, næsten råbende, til det viskende, manende og inderlige. Vi så de grønlandske vidder for os, når han holdt en lang, kraftig tone med sit karakteristisk vibrato, og vi var med helt inde i åndemanerens iglo, da han med stor karisma lod sangen klinge ud i hendøende, talte ord.

Beundrer af livet

Rasmus Lyberth havde et stærkt nærvær med sit publikum. De mange fremmødte kunne gå hjem med et lyst budskab om at vi skal huske at elske livet. Leveret med skælmsk humor.

”Jeg er beundrer af livet,” sagde Rasmus Lyberth og fortsatte:

”Det er godt, jeg skal være her. Jeg har sgu ikke tid til noget andet.”

Og så gjorde det ikke så meget, at vi ikke forstod de grønlandske tekster. Som Rasmus Lyberth sagde ved koncertens start:

”Lyt til Christian. Han spiller pissegodt – dét forstår I. Jeg synger kun på grønlandsk, men jeg skal nu nok finde en lille dør til jeres store hjerte alligevel.”

Han fik helt ret.

Billedtekst 1:

Christian Alvad kom langt omkring i det musikalske univers, og viste i flere omgange, hvorfor han regnes for en af Danmarks bedste akustiske guitarister.

Billedtekst 2:

Rasmus Lyberth var aftenens hovedperson, og bragte glimt fra den nordlige del af kongeriget til Them.

Anmeldelser fra Midtjyllands Avis

Hvorfor ikke lægge mine anmeldelser fra Midtjyllands Avis ud her på bloggen?
Som tænkt, så gjort. Første bidrag kommer her:

Carøe learns to jazz
Michael Carøe, Niels Jørgen Steen og DR Big Bandet
Jysk Musik- og Teaterhus lørdag d. 10/3 2012

Af Johannes Konstantin Neergaard
4 af 6 stjerner

Verdensklassejazz i Silkeborg

Carøe var en sympatisk showmand med en fin stemme, men i selskab med et verdensklasseorkester skal man kunne mere end binde sin butterfly.

Den store stjerne i Silkeborgs musikhus i lørdags var ikke solisten men bandet. Det blev med et blink i øjet signaleret allerede i arrangementets titel. Carøe gik uhyre sympatisk og tydeligt ydmyg til opgaven. Energisk, nærværende og faktisk udmærket syngende især i andet sæt. Men de største musikalske gnister kom fra det fantastisk velspillende bigband.

Grammynomineret x 4
Netop nu er de nomineret til ikke mindre end fire grammyer for sidste års cd med Randy Brecker. Hvor var det skønt at få vores nationale jazzstolthed på besøg her i byen. Godt tilbagelænet i musikhusets bløde sæder, blev Silkeborgs jazzpublikum forkælet med to serveringer af populære bigband-menuer.

Menu 1 blev introduceret af Carøe som en New Orleans-afdeling. Mardi Gras-entré med bigbandet spillende ind gennem salen, Basin Street Blues, Jambalaya on the bayou, Bourbon Street – der manglede hverken vådt eller tørt. Men på trods af Carøes egenskaber som hyggespreder og showmand, kom stemningen ikke for alvor til at boble i sydstats-fedtet. Carøes stemme slog ganske enkelt ikke helt til. Bedst i dette sæt var bigbandets nummer uden sangsolist: Night in Tunesia. Her fik vi ufortyndet big band-jazz, og satte man pris på dét, var man nok også ligeglad med at koncertens koncept her blev sprængt i stumper og stykker.

Klassisk croon
Efter pausen blev første række i salen involveret i sangerens problemer med at få bundet sin butterfly. Et lille trick der rystede salen sammen og bidrog til en hyggelig stemning. Menu 2 faldt i det hele taget langt bedre ud for Carøe i rollen som crooner i Sinatra-stilen. Stadig uden at være en stor sanger, tryllede han Las Vegas-stemning frem i sange som Fly me to the moon, The lady is a tramp og Birth of the blues.

Sættets største musikalske oplevelse var et fremragende Niels Jørgen Steen-arrangement af Cole Porters Miss Otis regrets. Den skrækkelige historie om den yderst høflige dame, der når at melde afbud til middagen inden hun hænges, kom virkelig til live. Og på smukkeste vis gik koncertens koncept her op i en højere enhed: Danmarks bedste jazzorkester gav, med Carøe i front som indlevende historiefortæller, Silkeborg en god portion verdensklassejazz.

Forslag til billedtekst:
Hvad Carøe manglede i vokal ekvilibrisme, hentede han ind i nærvær med publikum og stiligt showmanship.