Om Mensch og at mene noget

I kommunikationsbranchen er det ikke nødvendigvis en fordel at mene noget. Du sidder med din kunde, som vil sælge en vare med en særlig værdi, og dit job er naturligvis at bakke kunden op. (Eller skride med det samme, og ha' en kunde færre.)

Efter en lang dag på jobbet nyder jeg derfor helt vildt at passe min nebengeschæft som anmelder i Midtjyllands lokale avis. Hér skal der menes noget. 

Min sidste anmeldelse gav anledning til to meget vrede læserbreve i avisen - og tænk: Jeg tog det som en ros. 

Redaktøren fortalte - foranlediget af læserbrevene - i en leder, hvad anmelderens job går ud på:

"En anmeldelse er anmelderens personlige og dermed subjektive vurdering af det, der er set eller hørt. Man taler ofte for nemheds skyld om, at Midtjyllands Avis gav en film eller kunstudstilling en god eller dårliganmeldelse. Det er ikke helt korrekt, for der er alene tale om anmelderens mening. Og den har han ikke kun lov til at have, den skal han have, for det er hans job."

Anderledes forholder det sig dagen efter, når jeg skal sælge koncerter, efterskoleophold eller andre varer for mine kunder. Jeg lytter. Og hjælper med at formulere værdier, jeg ikke selv har fundet på. 

Sådan har folkene på Mensch siddet og lyttet til Danske Bank, inden de gik hjem og lavede New  standards-kampagnen.

Resultatet har Danske Bank berettiget fået skæld ud for. Men hvorfor skælde ud på Mensch?

Jo altså: De kunne selvfølgelig være skredet.

Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders - med Kristian Lilholt

Land

Multimedieforestilling med Kristian Lilholt, Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders m.fl.

Jysk Musik- og Teaterhus. lørdag d. 10. nov.

3 af 6 makroner i Midtjyllands Avis mandag d. 12/11 2013

Kristian Lilholt gav Silkeborg stjernestunder

Hovedværket i Land, de otte film med musik af Kristian Lilholt, var det mindst vellykkede ved det stort tænkte projekt.

De to afdelinger i lørdagens multimedieforestilling var som nat og dag. Første del var som én lang forfilm til TV-vejrudsigten – uden kanter, overraskelser eller modhager. I anden del sprudlede de tilrejste stjerner i flere store øjeblikke. Selvom alt ikke lykkedes for Kristian Lilholt, kan Silkeborg sige tak til den musikalske projektmager for at hente Nanna Lüders, Michala Petri og Benjamin Koppel til byen. Han har bestemt ære af at have gjort en interessant vision til virkelighed. En vision, der blandt andet handlede om at bringe musikere fra hvert sit musikalske verdenshjørne sammen.

Multimedie-hyldest

Kristian Lilholt og filmmanden Kim Søgaard havde sat sig for at omsætte Carstens Franks malerier til en begejstret multimedie-hyldest til Danmark. Det var overstrømmende lækre billeder i teknisk høj kvalitet, der strømmede over skærmen bag det store hold af musikere. Musikken var også i høj teknisk kvalitet. Saxofontroldmanden Benjamin Koppel og et velspillende band satte ikke en finger forkert. I 30 sekunder ad gangen nyder man jo denne slags perfekte feel-good-jingler. Men ikke i en time. Carsten Franks malerier dukkede op på æstetisk lækker vis i filmene, men gjorde sig betydeligt bedre i musikhusets lille sal, hvortil Jyske Finans havde udlånt dem i dagens anledning.

Mange ord

Kristian Lilholt små-snakkede hyggeligt mellem de otte numre, men det indhold, der kunne hentes ud af multimedieværket, havde stået stærkere, hvis værket var blevet afviklet uden ét eneste talt ord. Glansbilleder bliver ikke bedre af forklaringer.

Virtuoserne skinnede

I andet sæt fik hele holdet lov at strække ud og vise noget af den originalitet, de hver især rummede. Michala Petri høstede stående bifald for virtuost spil i ’It’s time to fly’ af Kristian Lilholt. Det indvarslede en afdeling, hvor både Kajsa Vala, Ida Friis Virenfeldt og Nanna Lüders med succes trådte frem som solister i egne numre. Det blev blandt andet til et rørende genhør med Nannas Buster og en meget smuk afslutning med Der er et yndigt land med Nannas melodi. Her strålede stjernerne.

Gitte Hænning tog stikket hjem med jazz på svensk

Gitte Hænning med Nikolaj Hess

Rampelys, Silkeborg, torsdag 19/4 2012

Anmeldt af Johannes Konstantin Neergaard i Midtjyllands Avis

3 af 6 makroner

Det gik fra katastrofalt til rigtig dejligt, da Gitte Hænning med pianisten Nikolaj Hess i går aftes sang for et stopfyldt Rampelys. En nervøs start, hvor de to vidt forskellige musikere bogstavelig talt skulle øve sig på at spille sammen, blev lidt efter lidt afløst af hyggelige stunder med gode jazzstandards.

Publikum tog godt imod Gitte Hænning. ”I kan jo nok ikke huske mig,” sagde den 65-årige sangerinde, der har boet i Tyskland siden sit gennembrud i 60’erne. ”Joooo!” sukkede publikum forventningsfuldt. Og så kom de ellers: sangene fra Gitte Hænnings barne- og ungdomsår. Prinsesse for en dag, Kom ned på jorden igen, Tag med ud og fisk, Snakker med mig selv.

Sverige og jazz

Det fungerede bare slet ikke. Gitte Hænning rømmede sig ustandselig nervøst, Nikolaj Hess så ikke ud til at have det sjovt, og de tos sammenspil knirkede gevaldigt. Gitte Hænning var ærlig og indrømmede, at der ikke var blevet øvet af forskellige grunde. Det er jo bare ikke godt nok.

Langsomt, langsomt kom der skik på foretagendet. Først et lille potpourri af svenske folkesange arrangeret af Otto Francker. Meget fint. Så et potpourri af jazzballader. Rigtig godt. Og så gik det ellers slag i slag med små perler fra den store jazzsangbog. Højdepunkter for mig var Monicas vals (Waltz for Debbie som sunget på svensk af Monica Zetterlund med Bill Evans) og flere af Nina Simones sange.

Fra schlager til jazz

Caroline Henderson har gjort det, Cæcilie Nordby har gjort det og nu prøver Gitte Hænning altså også: At skifte fra én genre til en anden. Det er ikke nogen let sag. Gitte Hænning kan ting med sin stemme, der er de færreste unge popsangere beskåret, og hendes scenetække kan man heller ikke tage fra hende. Helt foldet ud som jazzsanger er hun bare ikke. Slet ikke når hun ikke har øvet sig med sin – i øvrigt meget dygtige – pianist.

Billedtekst:

Blandt publikum sad Louise Espersen, der imponerede med sin version af ’Snakker med mig selv’ i DR’s Talent 2008. Louise var begejstret for koncerten med sit idol, og mødtes bagefter med Gitte Hænning, som sang med på hendes cd i 2008. ”Jeg ville helt sikkert give koncerten seks makroner,” sagde Louise Espersen efter koncerten. ”Det var helt vildt flot, og selvom jeg stadig er mest optaget af hendes ting fra 60’erne, synes jeg, det var spændende at høre Gitte Hænning med noget andet end det sædvanlige.”

Anmeldelser fra Midtjyllands Avis

Hvorfor ikke lægge mine anmeldelser fra Midtjyllands Avis ud her på bloggen?
Som tænkt, så gjort. Første bidrag kommer her:

Carøe learns to jazz
Michael Carøe, Niels Jørgen Steen og DR Big Bandet
Jysk Musik- og Teaterhus lørdag d. 10/3 2012

Af Johannes Konstantin Neergaard
4 af 6 stjerner

Verdensklassejazz i Silkeborg

Carøe var en sympatisk showmand med en fin stemme, men i selskab med et verdensklasseorkester skal man kunne mere end binde sin butterfly.

Den store stjerne i Silkeborgs musikhus i lørdags var ikke solisten men bandet. Det blev med et blink i øjet signaleret allerede i arrangementets titel. Carøe gik uhyre sympatisk og tydeligt ydmyg til opgaven. Energisk, nærværende og faktisk udmærket syngende især i andet sæt. Men de største musikalske gnister kom fra det fantastisk velspillende bigband.

Grammynomineret x 4
Netop nu er de nomineret til ikke mindre end fire grammyer for sidste års cd med Randy Brecker. Hvor var det skønt at få vores nationale jazzstolthed på besøg her i byen. Godt tilbagelænet i musikhusets bløde sæder, blev Silkeborgs jazzpublikum forkælet med to serveringer af populære bigband-menuer.

Menu 1 blev introduceret af Carøe som en New Orleans-afdeling. Mardi Gras-entré med bigbandet spillende ind gennem salen, Basin Street Blues, Jambalaya on the bayou, Bourbon Street – der manglede hverken vådt eller tørt. Men på trods af Carøes egenskaber som hyggespreder og showmand, kom stemningen ikke for alvor til at boble i sydstats-fedtet. Carøes stemme slog ganske enkelt ikke helt til. Bedst i dette sæt var bigbandets nummer uden sangsolist: Night in Tunesia. Her fik vi ufortyndet big band-jazz, og satte man pris på dét, var man nok også ligeglad med at koncertens koncept her blev sprængt i stumper og stykker.

Klassisk croon
Efter pausen blev første række i salen involveret i sangerens problemer med at få bundet sin butterfly. Et lille trick der rystede salen sammen og bidrog til en hyggelig stemning. Menu 2 faldt i det hele taget langt bedre ud for Carøe i rollen som crooner i Sinatra-stilen. Stadig uden at være en stor sanger, tryllede han Las Vegas-stemning frem i sange som Fly me to the moon, The lady is a tramp og Birth of the blues.

Sættets største musikalske oplevelse var et fremragende Niels Jørgen Steen-arrangement af Cole Porters Miss Otis regrets. Den skrækkelige historie om den yderst høflige dame, der når at melde afbud til middagen inden hun hænges, kom virkelig til live. Og på smukkeste vis gik koncertens koncept her op i en højere enhed: Danmarks bedste jazzorkester gav, med Carøe i front som indlevende historiefortæller, Silkeborg en god portion verdensklassejazz.

Forslag til billedtekst:
Hvad Carøe manglede i vokal ekvilibrisme, hentede han ind i nærvær med publikum og stiligt showmanship.