04 april 2011

Krig og kommunikation

Kan der argumenteres for krig? Ja formentlig. Mange fornuftige folk som Carsten Jensen, har forsøgt.

Og et indlæg i Information af Christopher Hitchens var tæt på at overbevise mig. Som han skriver:

"[selv] Den Arabiske Liga indrømmede, at der nu engang findes visse regimer, som uden hjælp udefra vil være upåvirkelige af folkelige omvæltningsforsøg indefra. Gaddafis regime er i allerhøjeste grad et sådant regime, ligesom Saddams var et berygtet eksempel, hvilket de gentagne terrorbombardementer og gasninger af shiamuslimske og kurdiske folkegrupper så rigeligt beviste."

Det lyder rigtigt. Morderiske tyranner gasser sine befolkninger - derfor må de væk. Straks.

Men sandheden er krigens første offer. Nej, det er værre endnu: ikke bare sandheden er skjult for os - enhver basal viden om Libyen og dets oprørere er ikke-eksisterende hos 99 % af politikere, befolkning og journalister. Dét havde Carsten Jensen også fat i. Vi ved ikke en skid om det land.

Lidt grænseoverskridende som kommunikatør og velbevandret informationsbehandler at skulle indrømme det, men internettet rummer faktisk ikke information om alt. Og uden information mangler selve grundbestanddelen i enhver form for argumentation.

Prøv selv at lave et par google-søgninger på libya og opposition. Det giver nogle ganske tankevækkende resultater. Uopdaterede sider. Mange spørgsmål. Spøjse informationer. (Fx at en af Libyens oppostionsgrupper i en fart omdøbte en protest mod Jyllandsposten til en protest mod Gaddafi.)

Jamen, vi har en dygtig journaliststand, og et efterretningsvæsen med fingeren på pulsen, ikke?
Hm. Er der leveret overbevisende information med tilhørende dokumentation og nøjagtig kildeangivelse for påstandene om krigens nødvendighed? Vel er der ej.

Og alligevel bakker vi krigen op. Til at begynde med endda lige fra højre til venstre i folketingssalen. Ufatteligt.

Ganske få kritikere af krigen har været på banen. Hurra for Søren Mørch.

Vi løser ingenting med krig. Absolut ingenting med en krig, der overvejende føres af
repræsentanter af én civilisation mod en anden.
En pointe med Huntingtons "Civilisationernes sammenstød" var, at den muslimske verden mangler en stærk central stat, som magter at holde orden i egen civilisation. Det fremstår mere rigtig end nogensinde.

Kan vi mon finde en mere genial måde at kommunikere dette på, end ved at føre krig?