David Cameron begyndte en ny debat om Islam i vores vestlige samfund i samme sekund, jeg lagde Jespersen og Pittelkows "Islams magt" fra mig. Det ligner en paranoiaskabende sammensværgelse.
Jeg fik Jespersen/Pittelkows bog af min mor og far, der absolut er skræmte over Islam, selvom der vel strengt taget er ganske langt til nærmeste muslim fra netop deres kvarter. Men jeg må medgive, at både Cameron, Jespersen og Pittelkow har pointer, der giver mening.
I "Islams magt" citeres skuespilleren Hanne Smyrner for at have sagt "Det er simpelthen en krænkelse af menneskerettighederne at forlange, at de (indvandrene) skal afstå bare en tøddel af ders ideologiske, moralske, familiære og religiøse identitet (...) Hvad i alverden bilder vi os ind ved at ville diktere dem vores - på talrige måder - kuldsejlede og fallerede samfunds- og samlivsmodel?"
Paprika Steen skulle tilsvarende have kaldt 'danskhed' det grimmeste ord der overhovedet findes.
Det er virkelig skidt når en civilisation sådan drukner i selvhad.
Men lige så skidt eller værre når angst for samfundsforandringer fører til, at en hel befolkningsgruppe uforskyldt associeres med religiøst vanvid.
Hvornår stopper disse tåbelige generaliseringer, så man kan komme i gang med at tale om konkrete menneskelige forhold. Vores lokale præst holdt en fremragende prædiken i søndags. Den handlede blandt andet om at kunsten og et poetisk sprog ofte er det, der modsiger meningsløshed og bekæmper fanatisme. Poesi skal der til - og mad og drikke. Gudstjenesten sluttede med gratis middag i Kirkens Korshærs lokaler, hvor elever fra vores lokale sprogskole (fra bl.a. Polen, Vietnam og Afghanistan) havde lavet maden. Det var en poetisk søndag, og maden smagte fremragende.
Så fik vi lidt mindre fremmedangst hér i hvert fald.
Når man er allermest skræmt over den idiotiske fundamentalisme visse muslimer hylder, har jeg også et andet trick, der hjælper: Refleksion over vores egen religiøse kultur. Kristendommens historie byder på tider og steder, der konkurrerer fint med Islam i fundamentalistisk vanvid. Ikke desto mindre er den kristne kultur som massefænomen vedblevet med at være åben, inkluderende og humanistisk.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig stor folkelig opbakning til fundamentalistisk, krigerisk islam i det lange løb. Hverken her eller i Mellemøsten.
Jeg håber den nuværende revolution i Ægypten vil give mig ret allerede snart.
I mellemtiden synes jeg det er spændende at hylde danskheden nede i kirkens madklub i form af afghanske risretter serveret med polsk suppe og noget dansk - øh - kaffe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar