15 september 2015

Comeback til den poetiske samtale?

Nysgerrige, åbne samtaler er forhåbentlig den næste megatrend i politik, kunst og religion. Men trenden gemmer på et vanskeligt paradoks, der kræver stærk tro og vanebrydende kreativitet: Du skal principielt være parat til at overtage din samtalepartners ubehagelige holdning…


Dykkende trend: 'Diskussion' er ikke hot i googlesøgninger.
Musisk kommunikation
Poesi, kunst og musik taler et meget åbent sprog, som alligevel kan ramme særdeles præcist - dybt i hjertet. Åbenheden og adgangen til følelserne er to helt afgørende ingredienser i den kommunikation verden sukker mere og mere efter som afløser for diskussionen, debatten og andre rationelle sprog. Jo mere de globale megatrends taler om individualisme og globalisering jo mere får vi brug for at øve os i poetisk parathed.

Og vi har brug for at anerkender grundpræmissen: At poetisk sprog kun udfoldes fuldt ud i lyttende dialog. Enhver god musiker kan fortælle, at selv den mest indøvede og tilsyneladende mest detailplanlagte fremførelse af en node kun kommer til live, når publikum lever med. Uden musikerens åbenhed for at lade sig påvirke af impulser fra publikum, kommer den musikalske kommunikation ikke i gang. Uden situationsfornemmelse og empati kan ikke bare musikere og poeter men også både kommunikationsfolk og politikere godt pakke sammen.

Det ved kommunikationsbranchen selvfølgelig godt. Siden rørpostmodellens dage, har det været forbudt at betragte kommunikation som overførelse af en veldefineret information fra en afsender til en passiv modtager. Spørg bare Frederik Preisler, som med sit slogan ”Samtale fremmer forståelsen” (for mobilselskabet Mobilix) blev en del af dansk reklamehistorie.

Vi ved det vel alle sammen. Refleksiv samtale, dialog, kulturel mangfoldighed osv. har været modeord i en menneskealder, og verden har set store mængder dialogprojekter i FN-, EU- og talrige andre regier.

Vi vil gerne. Men gang på gang ser vi, at samtalerne går i stå. Bjerrehus brokker sig over flygtninge på motorvejen. Flygtningevenner kører til Rødby med (alt for mange) bamser. Der er ingen dialog.

Fastlåste bastioner
Ved det seneste valg blev landets måske mest velmenende og – i hvert fald i egen selvforståelse – mest lydhøre parti (’Vi lytter. Også til eksperterne’) afsløret i at være ekstremt fastlåst i elitær korrekthed. De Radikale kæmper nu på fornuftig vis med at frigøre sig fra den værste selvfedme ved at sende live på twitter fra busture med folk, der stemte Dansk Folkeparti o.l. Helt ude i provinsen.

Men der er langt endnu. Og det gælder for hele det politiske establishment.

Også en anden hæderkronet bastion for god opførsel, den danske folkekirke, kæmper med det. Præstens 1600-talsdragt og orglets baroketuder skygger stadig for kirken som samtaleforum for moderne mennesker.

Det er ikke bare de etablerede politiske og religiøse systemer, der har tendens til at låse sig fast.
Også det kunstneriske sprog kan gå i dogmatisk baglås. Det sker for eksempel når kunsten reducerer sig selv til en vare, der bare skal langes videre til en forbruger uden nogle spørgsmål stillet. Men også når kunsten stiller sig til rådighed for propaganda, hvor klichéerne affyres som missiler mod en fjende, der ønskes overbevist.

Den nye trend: Tværkulturel samtale
Verden er jo desværre fuld af eksempler på fastlåst kommunikation. Men der popper også fænomener op, der gør mig optimistisk på den poetiske samtales vegne. Jeg mener at kunne se en trend brede sig, hvor mennesker med vidt forskellige udgangspunkter arbejder kreativt med at låse op for meningsfuld kommunikation.

Et eksempel fra den globale underholdningsindustri på sådan et fokus er Wachowski-søskendeparrets (tidligere brødre – nu bror og transkønnet søster) nye tv-serie Sense8

Wachowski-instruktørerne er kendte for at fange en filosofisk trend i tiden og koble den sammen med idéer fra vores bagage af religion og mytiske fortællinger. Deres store gennembrud var den populære Matrix-trilogi, der struttede af kristne allegorier.

I Sens8 er der på overfladen flere myter og fortællinger i spil, men skåret ind til benet handler den om fællesmenneskelige erfaringer om liv, død og kærlighed. Serien følger otte karakterer fra hver sit hjørne af klodens kulturer, der på magisk vis formår at træde ind i hinandens liv. En buschauffør fra Nairobi, en skuespiller fra Mexico og en DJ fra Reykjavik samt fem andre farverige personer viser sig at have gavn af hinandens følelser og erfaringer, selvom de overfladisk set ikke burde kunne kommunikere sammen.

TV-seriens ind til videre ene sæson er en populærkulturel tour de force i symboler på de ting, der forener menneskeheden på tværs af religioner, race, seksualitet og kulturer. Og en reminder om, at vi har brug for at tale sammen, selvom der er kræfter, der søger at stoppe dialogen. For der er selvfølgelig også onde kræfter: De otte hovedpersoner jages af en organisation, der tydeligvis har en fastlåst opfattelse af hvad der definerer et menneske og dets evne til at kommunikere.

I København har en anden interessant aflægger af den globale samtale-megatrend set dagens lys i form af ’samtalesaloner’. Idéen, der for længst har spredt sig til det ganske land, består i at lade folk mødes og tale sammen om dybe spørgsmål vedrørende menneskelivet – men vel at mærke uden et fastlåst udgangspunkt og uden en idé om hvor samtalen fører hen. ” De gode samtaler er målet i sig selv”, som initiativtagerne skriver på deres hjemmeside

Min kone og jeg har med stor fornøjelse været med til at sætte en række samtalesaloner i gang i vores by. Det er superinteressant og meget udfordrende at øve sig på den åbne, ulåste samtale. Konceptet indebærer, at man ikke ved, hvem der møder op. Man har ikke en politisk eller religiøs institution i ryggen (vi har holdt vores samtalesaloner på både offentlige café og ude i naturen) og der er ingen hårdt tilkæmpet enighed, der skal føres til referat.

Men kan man skjule sin mission?
Det er nu på tide at stille det helt afgørende spørgsmål: Findes den 100% åbne samtale virkelig?

Nej, det gør den ikke. Selv den mest poetisk raffinerede måde at lægge op til åben samtale på, har farve af det menneske, der står bag, og den kultur den foregår i. De danske samtalesaloner er kraftigt farvede af Grundtvig, folkestyre og demokrati mens fx Wachowskis serie har kulør efter deres alternative seksualitet og den herskende mode på Netflix.

Hvor findes nøglen så? Hvordan taler vi med naboen over hækken, selvom hun stemmer i den modsatte ende af spektret? Hvordan taler den sekulære danske udviklingsarbejder med en buddhist? Kan og skal du tage en dialog med den perifere bekendte, der på Facebook spreder nyheder, du finder både dumme og hadske?

Nøglen ligger i selve viljen til åben samtale. Med tydeligt udgangspunkt i egne synspunkter og følelser, men uden girafsprogets tendens til navlepilleri. Det er ganske banalt, men også en erkendelse fyldt med paradokser. Hvad stiller du op med et menneske, der ikke vil samtale? Er du ultimativt parat til at lade sig overbevise om, at dialogen bør stoppe?

Inspirationen fra Jesus
Jeg er opdraget til at mene, kristendommen – den religion, vi på vore breddegrader bryster os af at kende særlig godt – rummer afgørende inspiration til at fremelske viljen til at samtale. Jesus skrev kun i sand og bad ikke nogen om at tage noter, vi kan sende videre som færdige formler for livsførelse. Jeg er overbevist om, at der i dén måde at kommunikere religiøs indsigt på findes et udgangspunkt, der sætter mellemmenneskelige samtaler i det helt rigtige lys. Det er nu engang min inspiration.

Men skal jeg leve op til dén inspiration og min påståede vilje til at kommunikere åbent, må jeg altså leve med et paradoks. Jeg skal være principielt parat til at tilslutte mig nye indsigter, jeg på forhånd tager afstand fra. Også selvom den, jeg taler med, for eksempel betragter min insisteren på samtale som usund fundamentalisme. Det er stærk kost, der på en og samme tid kræver en stærk tro og en rummelig fantasi.

Lad os videreudvikle det religiøst-poetiske sprog i sammenhænge, hvor vi er vant til at lade det rationelle sprog råde. Det er ikke nemt. Og bliver ikke nemmere af, at det rationelle, præcise sprog også har sin ret og sine naturlige domæner. Som kommunikationsdirektør Christian Have udtrykker det i et interview: ”Men det kræver sin kommunikatør at turde bevæge sig ind i duften fra røgelsespinden. Vi skal turde bruge ord som sjæl og ånd i vores kommunikation.”

Den er modsætningsfyldt, svær og langsom. Men den poetiske og nysgerrige samtale er også livsnødvendig.


Flere grunde til at være optimistisk:
• Det nye danske parti, Alternativet, har den konstruktive samtale med alle sider af det politiske spekter som en del af sit image. Det fik de jo ganske god opbakning ud af.
• Kristen mission er ikke længere envejskommunikation. Det største danske missionsselskab, Danmission, arbejder med dialogprojekter i blandt andet Mellemøsten, Afrika og Asien, hvor muslimer, kristne, buddhister og andre trossamfund inviteres til fredsskabende samtaler. Jeg har netop som medlem af bestyrelsen været med til at udarbejde et nyt, moderne syn på mission, der har dialogen som et helt afgørende nøglebegreb.
• Habermas talte om den ’herredømmefri samtale’ og satte rationaliteten som det bærende princip. Men i det nye årtusinde introducerede han begrebet ’det postsekulære samfund’ og anerkendte at det poetisk/religiøse sprog rummer afgørende kræfter i den nye globale virkelighed
• I Googles oversigt over søgetrends dykker ordet ’debat’ mens søgning på ’samtale’ har været konstant stigende gennem de sidste ti år og i øvrigt er mere søgt end ordet ’diskussion’.


Ingen kommentarer: