 |
| Adele med en fin musikpris. Hvem vinder den næste? |
Det er naturligvis fordi vi mennesker nyder hinandens selskab. Det må være dén pointe Eric Schmidt har misset.
At lytte til musik er en ekstremt kompleks affære. Bare at gøre rede for den sensoriske del af musikoplevelsen og hvordan hjernen behandler lyden er en kompliceret affære. Spørg bare Peter Vuust - manden bag forskningsprogrammet Music in the brain.
Men hertil kommer alle de komplicerede forhold, der gør musik til en social markør.
Hvis mine storebrødre drev vores far til vanvid med deres hang til Beatles, var der langt flere ting på spil end musik. Langt hår for eksempel. Og et nyt syn på verden.
Det er også noget min søn har forstand på. Det der med at markere sig i forhold til mit oldgamle og fastlåste verdenssyn. Der skal ikke mange syrede raptekster eller alternativt stemte guitarer optaget på kassettebånd med 70'er-rumklang til, før jeg bliver hægtet af.
Det kunne en maskine sikkert sagtens forudsige.
Men kan maskinen så også få mig skridtet videre? Til rent faktisk at lytte til andet end det tilvante? (Tilsat de par nye twists, maskinen har forudsagt, jeg vil synes om.)
Maskinen kan selvfølgelig programmeres til at gøre det uventede. Til at give mig ting, jeg ikke vidste, jeg ville have. Til at chokere mig eller til at blive tilpas provokeret i ny og næ.
Men JEG ville have bedt den om det. Og så bliver det hele ligesom lidt ensomt.
