Fej op efter X Factor

Debatindlæg, bragt i Politiken 4. april 2010. (Kommer lidt sent her på bloggen - men det er desværre stadig aktuelt...)


Giv os nu et nyt intelligent bud på moderne musikformidling i tv.

Danmarks samlede bestand af musikpædagogiske kapaciteter må have kosten frem og gøre sig klar til at feje op efter X Factors finale i Parken. Når konfetti og andet glimmer er væk, skal musikken igen formidles som kunstneriske lytteoplevelser. Og vores musikalske fællesskabskultur skal samles op og renses for splinter fra mediemaskineriet. Vil tv-stationerne mon hjælpe med oprydningen?

Som megapopulært kulturfænomen har X Factor en enorm fascinationskraft, og underholdningsværdien af programmerne er stor. Men som musikformidlende tv var det en katastrofe.

Grotesk megalomani
Se mig. X Factor reducerer i ekstrem grad tv-kultur til ekshibitionisme. En slags videreførelse af You Tubes tusindvis af globale teenageres kamp for ”subscribers” ophøjet til systematisk hyldest af den medieformidlede ego-iscenesættelse.

Dramaturgien i X Factor er så dygtigt udført i sine skarpt skårne skabeloner, at udsendelserne går rent ind hos hele familien. Fredag efter fredag har udsendelserne underholdt med udviklingshistorien, der handler om at komme længst i metropolens kendisunivers. Med dommerne som hovedpersoner i rollespillet identificerede vi os på skift med de underkendte kunstnere og de smukke vindere eller målte vores personlige gennemslagskraft med dommernes. Så vidt, så godt, så underholdende.

Finalen i Parken, der lanceredes som ”en historisk begivenhed” var DR’s chance for at bringe en smule perspektiv og proportion ind i foretagendet. Eller måske endda musikalsk kunst. Fik vi så det? Nej.
Fik vi forløsning for programseriens følelsesmæssige og velproducerede højdepunkter - de menneskelige dramaer med fokus på dommernes valg mellem de unge protegéer? Nej.

X Factor finalen udstillede programmets megalomani på grotesk vis: Politkere, kendisser og popstjerner udsat for et DR’sk mix af morsom praktikant, rød løber og dramatisk kommentatorstemme. Gejl og glamour langt ud over kanten.

Hvad nu?
Hvor man dog savner kunsten. Musik som meningsbærer og værdiskabende kunstart. Er det ganske enkelt for stor og svær en opgave for vores licensbetalte tv kanaler at producere programmer til prime time hvor musikkens magi er i centrum? Måske. Men så må vi andre jo tage fat.

Vi trænger til to ting. Vi trænger til noget dårlig musik, vi selv laver. Det var et slagord for musikpædagogik i slutningen af sidste århundrede, men er igen en af vejene frem. De store flotte musikhuse i provinsbyerne kan fyldes med glade børn og deres forældre til forårskoncerter, syng-sammen-aftener og amatøropsætninger. Dygtige musikpædagoger griber børnenes nyvundne musikinteresse fra fredag aften og omsætter den til noget sangbart og fællesskabsgenererende. Gode kirkemusikere tager også handsken op. Mere af det!

Men vi trænger også til musik, som professionelle mennesker har brugt deres liv på at forædle. Nu HAR vi haft en fest med 40.000 mennesker, der hyldede tre amatører i Parken. Lad os så få vores allerbedste artister på banen. De føromtalte flotte musikhuse overalt i det danske landskab står parat til at tage imod. Nu må DR vise sig fra sin generøse side, og slå et ordentlig slag for livemusik . Og vel at mærke ikke kun i sin egen flotte sal.

P2 Koncerten har vist en vej for formidling af den klassiske musik, hvor blandt andet min egen arbejdsplads har nydt godt af opmærksomhedsskabende transmissioner. Der kan nævnes flere formidlingssucceser fra DR’s forskellige platforme, men det helt afgørende gennembrud, hvor musik på prime time tv – og jeg taler ikke om nogen bestemt genre – kommer skridtet videre end til at være undskyldning for endnu en amatørkonkurrence, det mangler.

Tænk om noget af krudtet i Parken kunne konverteres til intelligent formidling af musik på højeste niveau. Kom nu public service stationer, tag udfordringer op. I må også i gang med at feje op efter X Factor.

Johannes Konstantin Neergaard