Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad 20.oktober 2010.
Nye studieordninger på kirkemusikskolerne er en fremragende anledning til at fin-tune instrumenterne. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova ind ad en bagdør. Vi skal slippe kirkens musik løs. Og det er på høje tid.
Vestervig Kirkemusikskole indbød i august 2010 en række folk, der har beskæftiget sig med den såkaldte rytmiske kirkemusik til et seminar, der skulle skaffe et ”overblik over den rytmiske kirkemusiks aktuelle status,” som der stod i indbydelsen. Et udmærket initiativ hvor jeg selv med stor fornøjelse mødte op – blandt andet i egenskab af bestyrelsesmedlem for Forum for Rytme i Kirken. Desværre synes jeg ikke status er særlig opløftende: Kirkemusikere i dag, hvad enten de uddannes på kirkemusikskolerne eller konservatorierne, bliver dygtige, klassiske organister og korledere, men ikke så meget andet. Situation er uholdbar. Vi har for længst indført rytmiske salmer, men uddanner ikke vores kirkemusikere til at spille dem.
Den 5. oktober kunne vi i Kristeligt Dagblad læse om et af de sogne, hvor man har fundet en løsning på problemet. Man har i Abildgård Kirke i Frederikshavn ansat salmekomponist og tidligere højskolelærer Hans Dammeyer som ”rytmisk kirkemusiker.” Men ikke uden sværdslag i ministerium, fagforening mv. Dammeyer passer jo ikke ind i systemet. Folkekirken er kun ganske, ganske langsomt ved at indrette sig med nye musikalske muligheder. Det er skidt, det går så langsomt. Men det er langt værre, at også kirkemusikuddannelserne halter bagefter. Det var jo her, det burde sprudle med initiativ.
Ved seminaret i Vestervig medbragte rektor på Løgumkloster Kirkemusikskole, Hans Christian Hein, et notat om forholdene på kirkemusikuddannelsesområdet i Tyskland til inspiration. Her er der i et samarbejde mellem den tyske landskirkes afdeling for populærmusik (ja, sådan én har de altså) og et musikkonservatorium etableret en 3 ½-årig konservatorieuddannelse med titlen ”B-kurs Popularmusik in der Kirche.” Med fag som rytmisk klaver og guitar, bandledelse, stilkundskab i jazz, rock og pop mm.
Jeg synes, vi skal gå endnu videre, end man har gjort i Tyskland. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova og andet ”Popularmusik” ind ad en bagdør. Vi skal, i langt højere grad end det nu er tilfældet, give kreativiteten lov til at blomstre. Der er en lang og smuk tradition at tage udgangspunkt i. Søndag efter søndag sidder dygtige organister landet over og spiller fantastisk musik. Mange af dem komponerer eller improviserer helt ny musik for ørerne af os. Korene synger klassisk og rytmisk, der spilles klaver og bruges anderledes ensembler eller elektronik så det er en lyst. Fordi der er dygtige mennesker, der har lært sig selv, hvad groove, backbeat og genrefusion er. Ikke fordi en nytænkende uddannelse har sat dem i gang.
Det er meget vanskeligt for en udenforstående at forstå, hvorfor uddannelserne på dette område hænger i bremsen i stedet for at sætte kursen. Hvorfor ikke bede kirkemusikskolerne om straks at lave en helt ny uddannelse i et frugtbart samarbejde med konservatorierne? Der skal jo uddannes til et ekstremt krævende arbejdsmarked. I kirkernes jobannoncer bliver der bedt om folk, der både kan spille orgel og klaver, kan dirigere et klassisk requiem, lede et gospelkor og sætte gang i en jazzvals.
Man kan altså ligeså godt være ambitiøs fra starten, når nye studieordninger tilrettelægges.
Der er ikke meget at betænke sig på. Teologiske overvejelser om musik kan vanskeligt pege andre steder hen end mod en tidssvarende, smuk og involverende kunst. Praktiske forhold vil selvfølgelig tale for at bibeholde et stærkt fokus på orgeltraditionen. Blandt andet af den simple grund, at orgel er et udmærket instrument til at fylde store rum med god lyd. Men musik er så meget mere end orgel og kor. Kirkemusik bør også være det.
Skal der siges noget teologisk om musikken, kunne det måske være, at vi, i hvert fald her i landet, har lagt Gregors og andre pavers tid bag os. Vores tro er ikke længere katolsk i hverken den ene eller anden betydning, og store centralt vedtagne normer for, hvad der er hellig musik, har næppe tiden for sig. Det må kirkemusikuddannelserne indrette sig efter.
Johannes Konstantin Neergaard
Ingen kommentarer:
Send en kommentar