David Cameron begyndte en ny debat om Islam i vores vestlige samfund i samme sekund, jeg lagde Jespersen og Pittelkows "Islams magt" fra mig. Det ligner en paranoiaskabende sammensværgelse.
Jeg fik Jespersen/Pittelkows bog af min mor og far, der absolut er skræmte over Islam, selvom der vel strengt taget er ganske langt til nærmeste muslim fra netop deres kvarter. Men jeg må medgive, at både Cameron, Jespersen og Pittelkow har pointer, der giver mening.
I "Islams magt" citeres skuespilleren Hanne Smyrner for at have sagt "Det er simpelthen en krænkelse af menneskerettighederne at forlange, at de (indvandrene) skal afstå bare en tøddel af ders ideologiske, moralske, familiære og religiøse identitet (...) Hvad i alverden bilder vi os ind ved at ville diktere dem vores - på talrige måder - kuldsejlede og fallerede samfunds- og samlivsmodel?"
Paprika Steen skulle tilsvarende have kaldt 'danskhed' det grimmeste ord der overhovedet findes.
Det er virkelig skidt når en civilisation sådan drukner i selvhad.
Men lige så skidt eller værre når angst for samfundsforandringer fører til, at en hel befolkningsgruppe uforskyldt associeres med religiøst vanvid.
Hvornår stopper disse tåbelige generaliseringer, så man kan komme i gang med at tale om konkrete menneskelige forhold. Vores lokale præst holdt en fremragende prædiken i søndags. Den handlede blandt andet om at kunsten og et poetisk sprog ofte er det, der modsiger meningsløshed og bekæmper fanatisme. Poesi skal der til - og mad og drikke. Gudstjenesten sluttede med gratis middag i Kirkens Korshærs lokaler, hvor elever fra vores lokale sprogskole (fra bl.a. Polen, Vietnam og Afghanistan) havde lavet maden. Det var en poetisk søndag, og maden smagte fremragende.
Så fik vi lidt mindre fremmedangst hér i hvert fald.
Når man er allermest skræmt over den idiotiske fundamentalisme visse muslimer hylder, har jeg også et andet trick, der hjælper: Refleksion over vores egen religiøse kultur. Kristendommens historie byder på tider og steder, der konkurrerer fint med Islam i fundamentalistisk vanvid. Ikke desto mindre er den kristne kultur som massefænomen vedblevet med at være åben, inkluderende og humanistisk.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig stor folkelig opbakning til fundamentalistisk, krigerisk islam i det lange løb. Hverken her eller i Mellemøsten.
Jeg håber den nuværende revolution i Ægypten vil give mig ret allerede snart.
I mellemtiden synes jeg det er spændende at hylde danskheden nede i kirkens madklub i form af afghanske risretter serveret med polsk suppe og noget dansk - øh - kaffe.
08 februar 2011
13 januar 2011
Kunstnere og andre kreative diskuterer ikke politik
Per Stig Møller havde ret, da han d. 29/12 i Kristeligt Dagblad beskyldte kunstnere i Danmark for at være tavse i den politiske debat.
Med få undtagelser er musikere, forfattere, kunstmalere og andre kreative ikke højtråbende, når det gælder konkrete samfundsanliggender. Jeg har et par bud på hvorfor.
1. I en krisetid hvor hospitaler, gadelys og skoler lukker, bliver følsomme gemytter bange. Et kunstnerisk sind lever og ånder for kunst, men der skal også brød på bordet. Se nu i Holland – de havde nær lukket samtlige ensembler i statsradiofonien i det Schønwandt kaldte Europas største kulturelle henrettelse. Man bliver lidt stille af skræk for selv at miste sit (statsfinansierede) job – og ydmyg. Kunstnerne ved jo også godt, vi skal være glade for overhovedet at have overskud til kunst og kultur. Når naboen er arbejdsløs og betalingsbalancen er negativ, accepterer de flinke kunstnere rollen som pæne underholdere.
Heldigvis er det ikke alle kunstnere, der lader sig lamme af verdensøkonomisk krise. Men så truer fremmedangst og civilisationskamp:
2. Per Stig Møller er inde på det i interviewet:
”… det er misforstået at tro, at man i næstekærlighedens navn skal træde varsomt, når det gælder fundamentalister, hvad enten disse er kommunister, nazister eller islamister. Det må og skal vi kunne debattere sagligt, uden at det ender i mudderkastning og en nærmest naiv afvisning af den kamp mellem oplysning og fundamentalisme, der pågår i verden.”
Konteksten for nutidig politisk debatkultur er kamp. Kamp mellem civilisationer endda. Nogle tror måske, kunstnerne så er i deres rette element, men det tror jeg slet ikke. Kunst og kultur er i sit væsen noget, der binder sammen og ikke et kampmiddel. Kunsten kan sagtens være multikulturel (det er noget af det, den er allerbedst til.) Men når det pludselig er blevet påtrængende at forholde sig til islamisk fundamentalisme, melder humanister og kunstnere pas. På nær nogle få tegnere har kunstnerne instinktivt har holdt sig langt væk fra den konfrontatorisk kamp. Måske i skræk for mediernes manglende evne til at formidle nuancer?
Den rablende og stærkt underholdende Goodiepal (i alliance med den ukrainske mafia i kampen mod fremmedfjendskhed og forældede syntheziere) er – efter eget udsagn – på det nærmeste smidt ud af kongeriget, men kæmper sin kamp fra nettets mørke afkroge. Carsten Jensen får lidt at skulle have sagt i tv-debatter om krigen i Afghanistan, Niels Hausgaard underholder stadig med sin underdrejede venstreorientering og Nanna protesterer når de konservative bruger hendes afrika-sang. Men ellers?
Det ville være skønt, hvis den politiske debat kunne hoppe ud af de sædvanlige riller med toner fra enten højrenationale fascister eller naive halalhippier. Det er da oplagt at kunstnere og andre kreative kan bidrage til en mere nuancerige debat.
Med få undtagelser er musikere, forfattere, kunstmalere og andre kreative ikke højtråbende, når det gælder konkrete samfundsanliggender. Jeg har et par bud på hvorfor.
1. I en krisetid hvor hospitaler, gadelys og skoler lukker, bliver følsomme gemytter bange. Et kunstnerisk sind lever og ånder for kunst, men der skal også brød på bordet. Se nu i Holland – de havde nær lukket samtlige ensembler i statsradiofonien i det Schønwandt kaldte Europas største kulturelle henrettelse. Man bliver lidt stille af skræk for selv at miste sit (statsfinansierede) job – og ydmyg. Kunstnerne ved jo også godt, vi skal være glade for overhovedet at have overskud til kunst og kultur. Når naboen er arbejdsløs og betalingsbalancen er negativ, accepterer de flinke kunstnere rollen som pæne underholdere.
Heldigvis er det ikke alle kunstnere, der lader sig lamme af verdensøkonomisk krise. Men så truer fremmedangst og civilisationskamp:
2. Per Stig Møller er inde på det i interviewet:
”… det er misforstået at tro, at man i næstekærlighedens navn skal træde varsomt, når det gælder fundamentalister, hvad enten disse er kommunister, nazister eller islamister. Det må og skal vi kunne debattere sagligt, uden at det ender i mudderkastning og en nærmest naiv afvisning af den kamp mellem oplysning og fundamentalisme, der pågår i verden.”
Konteksten for nutidig politisk debatkultur er kamp. Kamp mellem civilisationer endda. Nogle tror måske, kunstnerne så er i deres rette element, men det tror jeg slet ikke. Kunst og kultur er i sit væsen noget, der binder sammen og ikke et kampmiddel. Kunsten kan sagtens være multikulturel (det er noget af det, den er allerbedst til.) Men når det pludselig er blevet påtrængende at forholde sig til islamisk fundamentalisme, melder humanister og kunstnere pas. På nær nogle få tegnere har kunstnerne instinktivt har holdt sig langt væk fra den konfrontatorisk kamp. Måske i skræk for mediernes manglende evne til at formidle nuancer?
Den rablende og stærkt underholdende Goodiepal (i alliance med den ukrainske mafia i kampen mod fremmedfjendskhed og forældede syntheziere) er – efter eget udsagn – på det nærmeste smidt ud af kongeriget, men kæmper sin kamp fra nettets mørke afkroge. Carsten Jensen får lidt at skulle have sagt i tv-debatter om krigen i Afghanistan, Niels Hausgaard underholder stadig med sin underdrejede venstreorientering og Nanna protesterer når de konservative bruger hendes afrika-sang. Men ellers?
Det ville være skønt, hvis den politiske debat kunne hoppe ud af de sædvanlige riller med toner fra enten højrenationale fascister eller naive halalhippier. Det er da oplagt at kunstnere og andre kreative kan bidrage til en mere nuancerige debat.
13 december 2010
Pengestrømsanalyse med orgelbrus
Rambøl har analyseret pengestrømmene i dansk musikliv. Har man hang til tabeller og tal, er det dybt tilfredsstillende læsning. Og ellers må man jo prøve at finde en interessant vinkel.
Information anlagde den vinkel at Folkekirken er en magtfaktor i dansk musikliv. Ud fra den betragtning at dansk musikliv i alt omsætter for 9 mia. kr. hvoraf ca. en halv mia. skyldes kirkemusikskoler samt organister/kirkekor mv.
Tjah. Når det gælder ikke-gudstjenstlig musik, spiller kirken med musklerne for sølle 17 mio. kr. For disse penge skabes der “øvrige musikrelaterede begivenheder,” fortæller rapporten.
Kirken har ansat musikere for 479 mio.kr. årligt. Heri ligger en potentiel magt.
Pengene er ind til videre fortrinsvis gået til musikere, der har lært at spille klassisk orgel og allerhøjest har fået et tillægskursus i rytmisk becifringsspil.
Kigger man organist-jobannoncer, vil man dog se, at flere og flere kirker søger mere bredt uddannede musikere. Her ligger kirkernes potentielle magt: både konservatorier og kirkemusikskoler vil være nød til at revidere sine studieplaner for at tilpasse sig de lokale menighedsråds ønsker. Fremover vil der stadig skulle uddannes klassiske organister, men også kirkemusikere med bredt genrekendskab og kompetencer som pianist og bandleder.
Pt. er der 3693 klassisk uddannede musikere i Danmark og 832 rytmisk uddannede. Dét forhold vil være afgørende ændret om få år. Med mindre da at kirken vælger ikke at udnytte sin magt...
Som svoren tilhænger af god musik og indædt fjende af genrekrige, frygter jeg magtkampe mellem klassisk og rytmisk musik efter denne rapport. Lad os håbe kirken kan udnytte sin magt på en positiv og konstruktiv måde.
Information anlagde den vinkel at Folkekirken er en magtfaktor i dansk musikliv. Ud fra den betragtning at dansk musikliv i alt omsætter for 9 mia. kr. hvoraf ca. en halv mia. skyldes kirkemusikskoler samt organister/kirkekor mv.
Tjah. Når det gælder ikke-gudstjenstlig musik, spiller kirken med musklerne for sølle 17 mio. kr. For disse penge skabes der “øvrige musikrelaterede begivenheder,” fortæller rapporten.
Kirken har ansat musikere for 479 mio.kr. årligt. Heri ligger en potentiel magt.
Pengene er ind til videre fortrinsvis gået til musikere, der har lært at spille klassisk orgel og allerhøjest har fået et tillægskursus i rytmisk becifringsspil.
Kigger man organist-jobannoncer, vil man dog se, at flere og flere kirker søger mere bredt uddannede musikere. Her ligger kirkernes potentielle magt: både konservatorier og kirkemusikskoler vil være nød til at revidere sine studieplaner for at tilpasse sig de lokale menighedsråds ønsker. Fremover vil der stadig skulle uddannes klassiske organister, men også kirkemusikere med bredt genrekendskab og kompetencer som pianist og bandleder.
Pt. er der 3693 klassisk uddannede musikere i Danmark og 832 rytmisk uddannede. Dét forhold vil være afgørende ændret om få år. Med mindre da at kirken vælger ikke at udnytte sin magt...
Som svoren tilhænger af god musik og indædt fjende af genrekrige, frygter jeg magtkampe mellem klassisk og rytmisk musik efter denne rapport. Lad os håbe kirken kan udnytte sin magt på en positiv og konstruktiv måde.
10 december 2010
Ministre reklamerer for Berlingske
Smart tænkt af Berlingske. Lad os få et par ministre til at holde vores produkt i hånden, mens vi filmer. Dét er da effektiv pr.
Tina Nedergaard gisper.
Lene Espersen gyser.
De skrivende journalister må jo i gang med at citere kendte i færd med at læse kommende artikler, hvis de skal hamle op med dén der fidus.
"Skidegod artikel, du bringer i morgen, hr. journalist. Gisp! Er det virkelig sandt?" siger statsministeren. Læs i morgen i Berlingeren artiklen, som Lars Løkke gisper over.
Substansen i sagen - kritikken af folkeskolen - kan man jo udmærket være enig i, men Berlingske skærer den godt nok skarpt: Et par eksempler på elever, der foran et tv-kamera kløjs lidt i regning, og fokus på at handelsskoleelever læser som "3. - 4. klasses elever." Det er måske værd at huske på, at 3. - 4. klasses elever faktisk læser glimrende nu om dage. Mellemtrin og overbygning i folkeskolen har fokus på andre ting end læsning.
Berlingske har fundet en velegnet sag, der effektivt kan promovere deres nye produkt, webdokumentaren. Smart.
Tina Nedergaard gisper.
Lene Espersen gyser.
De skrivende journalister må jo i gang med at citere kendte i færd med at læse kommende artikler, hvis de skal hamle op med dén der fidus.
"Skidegod artikel, du bringer i morgen, hr. journalist. Gisp! Er det virkelig sandt?" siger statsministeren. Læs i morgen i Berlingeren artiklen, som Lars Løkke gisper over.
Substansen i sagen - kritikken af folkeskolen - kan man jo udmærket være enig i, men Berlingske skærer den godt nok skarpt: Et par eksempler på elever, der foran et tv-kamera kløjs lidt i regning, og fokus på at handelsskoleelever læser som "3. - 4. klasses elever." Det er måske værd at huske på, at 3. - 4. klasses elever faktisk læser glimrende nu om dage. Mellemtrin og overbygning i folkeskolen har fokus på andre ting end læsning.
Berlingske har fundet en velegnet sag, der effektivt kan promovere deres nye produkt, webdokumentaren. Smart.
06 november 2010
Fej op efter X Factor
Debatindlæg, bragt i Politiken 4. april 2010. (Kommer lidt sent her på bloggen - men det er desværre stadig aktuelt...)
Giv os nu et nyt intelligent bud på moderne musikformidling i tv.
Danmarks samlede bestand af musikpædagogiske kapaciteter må have kosten frem og gøre sig klar til at feje op efter X Factors finale i Parken. Når konfetti og andet glimmer er væk, skal musikken igen formidles som kunstneriske lytteoplevelser. Og vores musikalske fællesskabskultur skal samles op og renses for splinter fra mediemaskineriet. Vil tv-stationerne mon hjælpe med oprydningen?
Som megapopulært kulturfænomen har X Factor en enorm fascinationskraft, og underholdningsværdien af programmerne er stor. Men som musikformidlende tv var det en katastrofe.
Grotesk megalomani
Se mig. X Factor reducerer i ekstrem grad tv-kultur til ekshibitionisme. En slags videreførelse af You Tubes tusindvis af globale teenageres kamp for ”subscribers” ophøjet til systematisk hyldest af den medieformidlede ego-iscenesættelse.
Dramaturgien i X Factor er så dygtigt udført i sine skarpt skårne skabeloner, at udsendelserne går rent ind hos hele familien. Fredag efter fredag har udsendelserne underholdt med udviklingshistorien, der handler om at komme længst i metropolens kendisunivers. Med dommerne som hovedpersoner i rollespillet identificerede vi os på skift med de underkendte kunstnere og de smukke vindere eller målte vores personlige gennemslagskraft med dommernes. Så vidt, så godt, så underholdende.
Finalen i Parken, der lanceredes som ”en historisk begivenhed” var DR’s chance for at bringe en smule perspektiv og proportion ind i foretagendet. Eller måske endda musikalsk kunst. Fik vi så det? Nej.
Fik vi forløsning for programseriens følelsesmæssige og velproducerede højdepunkter - de menneskelige dramaer med fokus på dommernes valg mellem de unge protegéer? Nej.
X Factor finalen udstillede programmets megalomani på grotesk vis: Politkere, kendisser og popstjerner udsat for et DR’sk mix af morsom praktikant, rød løber og dramatisk kommentatorstemme. Gejl og glamour langt ud over kanten.
Hvad nu?
Hvor man dog savner kunsten. Musik som meningsbærer og værdiskabende kunstart. Er det ganske enkelt for stor og svær en opgave for vores licensbetalte tv kanaler at producere programmer til prime time hvor musikkens magi er i centrum? Måske. Men så må vi andre jo tage fat.
Vi trænger til to ting. Vi trænger til noget dårlig musik, vi selv laver. Det var et slagord for musikpædagogik i slutningen af sidste århundrede, men er igen en af vejene frem. De store flotte musikhuse i provinsbyerne kan fyldes med glade børn og deres forældre til forårskoncerter, syng-sammen-aftener og amatøropsætninger. Dygtige musikpædagoger griber børnenes nyvundne musikinteresse fra fredag aften og omsætter den til noget sangbart og fællesskabsgenererende. Gode kirkemusikere tager også handsken op. Mere af det!
Men vi trænger også til musik, som professionelle mennesker har brugt deres liv på at forædle. Nu HAR vi haft en fest med 40.000 mennesker, der hyldede tre amatører i Parken. Lad os så få vores allerbedste artister på banen. De føromtalte flotte musikhuse overalt i det danske landskab står parat til at tage imod. Nu må DR vise sig fra sin generøse side, og slå et ordentlig slag for livemusik . Og vel at mærke ikke kun i sin egen flotte sal.
P2 Koncerten har vist en vej for formidling af den klassiske musik, hvor blandt andet min egen arbejdsplads har nydt godt af opmærksomhedsskabende transmissioner. Der kan nævnes flere formidlingssucceser fra DR’s forskellige platforme, men det helt afgørende gennembrud, hvor musik på prime time tv – og jeg taler ikke om nogen bestemt genre – kommer skridtet videre end til at være undskyldning for endnu en amatørkonkurrence, det mangler.
Tænk om noget af krudtet i Parken kunne konverteres til intelligent formidling af musik på højeste niveau. Kom nu public service stationer, tag udfordringer op. I må også i gang med at feje op efter X Factor.
Johannes Konstantin Neergaard
Giv os nu et nyt intelligent bud på moderne musikformidling i tv.
Danmarks samlede bestand af musikpædagogiske kapaciteter må have kosten frem og gøre sig klar til at feje op efter X Factors finale i Parken. Når konfetti og andet glimmer er væk, skal musikken igen formidles som kunstneriske lytteoplevelser. Og vores musikalske fællesskabskultur skal samles op og renses for splinter fra mediemaskineriet. Vil tv-stationerne mon hjælpe med oprydningen?
Som megapopulært kulturfænomen har X Factor en enorm fascinationskraft, og underholdningsværdien af programmerne er stor. Men som musikformidlende tv var det en katastrofe.
Grotesk megalomani
Se mig. X Factor reducerer i ekstrem grad tv-kultur til ekshibitionisme. En slags videreførelse af You Tubes tusindvis af globale teenageres kamp for ”subscribers” ophøjet til systematisk hyldest af den medieformidlede ego-iscenesættelse.
Dramaturgien i X Factor er så dygtigt udført i sine skarpt skårne skabeloner, at udsendelserne går rent ind hos hele familien. Fredag efter fredag har udsendelserne underholdt med udviklingshistorien, der handler om at komme længst i metropolens kendisunivers. Med dommerne som hovedpersoner i rollespillet identificerede vi os på skift med de underkendte kunstnere og de smukke vindere eller målte vores personlige gennemslagskraft med dommernes. Så vidt, så godt, så underholdende.
Finalen i Parken, der lanceredes som ”en historisk begivenhed” var DR’s chance for at bringe en smule perspektiv og proportion ind i foretagendet. Eller måske endda musikalsk kunst. Fik vi så det? Nej.
Fik vi forløsning for programseriens følelsesmæssige og velproducerede højdepunkter - de menneskelige dramaer med fokus på dommernes valg mellem de unge protegéer? Nej.
X Factor finalen udstillede programmets megalomani på grotesk vis: Politkere, kendisser og popstjerner udsat for et DR’sk mix af morsom praktikant, rød løber og dramatisk kommentatorstemme. Gejl og glamour langt ud over kanten.
Hvad nu?
Hvor man dog savner kunsten. Musik som meningsbærer og værdiskabende kunstart. Er det ganske enkelt for stor og svær en opgave for vores licensbetalte tv kanaler at producere programmer til prime time hvor musikkens magi er i centrum? Måske. Men så må vi andre jo tage fat.
Vi trænger til to ting. Vi trænger til noget dårlig musik, vi selv laver. Det var et slagord for musikpædagogik i slutningen af sidste århundrede, men er igen en af vejene frem. De store flotte musikhuse i provinsbyerne kan fyldes med glade børn og deres forældre til forårskoncerter, syng-sammen-aftener og amatøropsætninger. Dygtige musikpædagoger griber børnenes nyvundne musikinteresse fra fredag aften og omsætter den til noget sangbart og fællesskabsgenererende. Gode kirkemusikere tager også handsken op. Mere af det!
Men vi trænger også til musik, som professionelle mennesker har brugt deres liv på at forædle. Nu HAR vi haft en fest med 40.000 mennesker, der hyldede tre amatører i Parken. Lad os så få vores allerbedste artister på banen. De føromtalte flotte musikhuse overalt i det danske landskab står parat til at tage imod. Nu må DR vise sig fra sin generøse side, og slå et ordentlig slag for livemusik . Og vel at mærke ikke kun i sin egen flotte sal.
P2 Koncerten har vist en vej for formidling af den klassiske musik, hvor blandt andet min egen arbejdsplads har nydt godt af opmærksomhedsskabende transmissioner. Der kan nævnes flere formidlingssucceser fra DR’s forskellige platforme, men det helt afgørende gennembrud, hvor musik på prime time tv – og jeg taler ikke om nogen bestemt genre – kommer skridtet videre end til at være undskyldning for endnu en amatørkonkurrence, det mangler.
Tænk om noget af krudtet i Parken kunne konverteres til intelligent formidling af musik på højeste niveau. Kom nu public service stationer, tag udfordringer op. I må også i gang med at feje op efter X Factor.
Johannes Konstantin Neergaard
Kirkemusik set fra rummet
17 milliarder kilometer herfra svæver en rumsonde med en guldplade ombord. Voyagers omhyggeligt udarbejdede besked til eventuelle væsner i tid og rum indeholder blandt andet 27 eksempler på, hvad man i 1977 mente var den ultimative menneskelige musik. Her findes blandt andet Chuck Berry, Pygmæsang, Indonesisk gamelan, Stravinsky og hele to stykker Beethoven og tre stykker af J. S. Bach. Udvalget er naturligvis blevet kritiseret kraftigt for at være skævvredet af enørede smagsdommere. Der er eksempelvis kun ét stykke kinesisk musik.
Hvordan lyder det, når kirken sender musikalske budskaber – ikke til fjerne rumvæsener, men til ganske almindelige danskere? Hvis man dømmer efter, hvad der bliver undervist i på landets kirkemusikuddannelser, er der kun klassisk orgelmusik og kor på pladen. Folkekirkens musikliv er nemlig stadig, med få gode undtagelser, temmelig enøret.
Lad os trække tankeeksperimentet en anelse videre: en komponist bliver bedt om at komponere en hyldest-suite ”Folkekirken”. Det skulle undre mig, om ikke musikken ville blive præget af ro og storhed (langsomme tempi), orgel og kor (af klassisk tilsnit), temaer hentet fra koralbogen og måske lidt kirkeklokker. Selvfølgelig. En god musikalsk kommunikator kender sine virkemidler.
Men komponisten vil forhåbentlig bruge meget andet og mere end musikalske symboler og genrer hentet fra kirkemusikhistorien. Han vil lege med stilarter og instrumentation og spille på vores forudviden, vores anelser og vores drømme. Alle mulige musikalske kneb gælder, og alle musikalske muligheder vil naturligvis stå til rådighed.
Tilsvarende vil en filmkomponist, der skal sætte toner til store følelser på et biograflærred, formentlig også undre sig såre, hvis han fik at vide, at han kun måtte benytte orgel og klassisk vokalstil.
Men kirkemusikuddannelserne halter gevaldigt efter livet her på Jorden: der uddannes ikke til at udnytte alle musikkens muligheder.
Selvfølgelig skal kirkens musik have større spillerum end i dag - det handler et indlæg, jeg sendte til Kristeligt Dagblad d. 20. oktober, om. (Se forrige blogindlæg.)
Der kom ingen reaktion på mit indlæg.
/ Johannes Konstantin Neergaard
Hvordan lyder det, når kirken sender musikalske budskaber – ikke til fjerne rumvæsener, men til ganske almindelige danskere? Hvis man dømmer efter, hvad der bliver undervist i på landets kirkemusikuddannelser, er der kun klassisk orgelmusik og kor på pladen. Folkekirkens musikliv er nemlig stadig, med få gode undtagelser, temmelig enøret.
Lad os trække tankeeksperimentet en anelse videre: en komponist bliver bedt om at komponere en hyldest-suite ”Folkekirken”. Det skulle undre mig, om ikke musikken ville blive præget af ro og storhed (langsomme tempi), orgel og kor (af klassisk tilsnit), temaer hentet fra koralbogen og måske lidt kirkeklokker. Selvfølgelig. En god musikalsk kommunikator kender sine virkemidler.
Men komponisten vil forhåbentlig bruge meget andet og mere end musikalske symboler og genrer hentet fra kirkemusikhistorien. Han vil lege med stilarter og instrumentation og spille på vores forudviden, vores anelser og vores drømme. Alle mulige musikalske kneb gælder, og alle musikalske muligheder vil naturligvis stå til rådighed.
Tilsvarende vil en filmkomponist, der skal sætte toner til store følelser på et biograflærred, formentlig også undre sig såre, hvis han fik at vide, at han kun måtte benytte orgel og klassisk vokalstil.
Men kirkemusikuddannelserne halter gevaldigt efter livet her på Jorden: der uddannes ikke til at udnytte alle musikkens muligheder.
Selvfølgelig skal kirkens musik have større spillerum end i dag - det handler et indlæg, jeg sendte til Kristeligt Dagblad d. 20. oktober, om. (Se forrige blogindlæg.)
Der kom ingen reaktion på mit indlæg.
/ Johannes Konstantin Neergaard
Kirkemusikuddannelserne skal længere frem på beatet
Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad 20.oktober 2010.
Nye studieordninger på kirkemusikskolerne er en fremragende anledning til at fin-tune instrumenterne. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova ind ad en bagdør. Vi skal slippe kirkens musik løs. Og det er på høje tid.
Vestervig Kirkemusikskole indbød i august 2010 en række folk, der har beskæftiget sig med den såkaldte rytmiske kirkemusik til et seminar, der skulle skaffe et ”overblik over den rytmiske kirkemusiks aktuelle status,” som der stod i indbydelsen. Et udmærket initiativ hvor jeg selv med stor fornøjelse mødte op – blandt andet i egenskab af bestyrelsesmedlem for Forum for Rytme i Kirken. Desværre synes jeg ikke status er særlig opløftende: Kirkemusikere i dag, hvad enten de uddannes på kirkemusikskolerne eller konservatorierne, bliver dygtige, klassiske organister og korledere, men ikke så meget andet. Situation er uholdbar. Vi har for længst indført rytmiske salmer, men uddanner ikke vores kirkemusikere til at spille dem.
Den 5. oktober kunne vi i Kristeligt Dagblad læse om et af de sogne, hvor man har fundet en løsning på problemet. Man har i Abildgård Kirke i Frederikshavn ansat salmekomponist og tidligere højskolelærer Hans Dammeyer som ”rytmisk kirkemusiker.” Men ikke uden sværdslag i ministerium, fagforening mv. Dammeyer passer jo ikke ind i systemet. Folkekirken er kun ganske, ganske langsomt ved at indrette sig med nye musikalske muligheder. Det er skidt, det går så langsomt. Men det er langt værre, at også kirkemusikuddannelserne halter bagefter. Det var jo her, det burde sprudle med initiativ.
Ved seminaret i Vestervig medbragte rektor på Løgumkloster Kirkemusikskole, Hans Christian Hein, et notat om forholdene på kirkemusikuddannelsesområdet i Tyskland til inspiration. Her er der i et samarbejde mellem den tyske landskirkes afdeling for populærmusik (ja, sådan én har de altså) og et musikkonservatorium etableret en 3 ½-årig konservatorieuddannelse med titlen ”B-kurs Popularmusik in der Kirche.” Med fag som rytmisk klaver og guitar, bandledelse, stilkundskab i jazz, rock og pop mm.
Jeg synes, vi skal gå endnu videre, end man har gjort i Tyskland. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova og andet ”Popularmusik” ind ad en bagdør. Vi skal, i langt højere grad end det nu er tilfældet, give kreativiteten lov til at blomstre. Der er en lang og smuk tradition at tage udgangspunkt i. Søndag efter søndag sidder dygtige organister landet over og spiller fantastisk musik. Mange af dem komponerer eller improviserer helt ny musik for ørerne af os. Korene synger klassisk og rytmisk, der spilles klaver og bruges anderledes ensembler eller elektronik så det er en lyst. Fordi der er dygtige mennesker, der har lært sig selv, hvad groove, backbeat og genrefusion er. Ikke fordi en nytænkende uddannelse har sat dem i gang.
Det er meget vanskeligt for en udenforstående at forstå, hvorfor uddannelserne på dette område hænger i bremsen i stedet for at sætte kursen. Hvorfor ikke bede kirkemusikskolerne om straks at lave en helt ny uddannelse i et frugtbart samarbejde med konservatorierne? Der skal jo uddannes til et ekstremt krævende arbejdsmarked. I kirkernes jobannoncer bliver der bedt om folk, der både kan spille orgel og klaver, kan dirigere et klassisk requiem, lede et gospelkor og sætte gang i en jazzvals.
Man kan altså ligeså godt være ambitiøs fra starten, når nye studieordninger tilrettelægges.
Der er ikke meget at betænke sig på. Teologiske overvejelser om musik kan vanskeligt pege andre steder hen end mod en tidssvarende, smuk og involverende kunst. Praktiske forhold vil selvfølgelig tale for at bibeholde et stærkt fokus på orgeltraditionen. Blandt andet af den simple grund, at orgel er et udmærket instrument til at fylde store rum med god lyd. Men musik er så meget mere end orgel og kor. Kirkemusik bør også være det.
Skal der siges noget teologisk om musikken, kunne det måske være, at vi, i hvert fald her i landet, har lagt Gregors og andre pavers tid bag os. Vores tro er ikke længere katolsk i hverken den ene eller anden betydning, og store centralt vedtagne normer for, hvad der er hellig musik, har næppe tiden for sig. Det må kirkemusikuddannelserne indrette sig efter.
Johannes Konstantin Neergaard
Nye studieordninger på kirkemusikskolerne er en fremragende anledning til at fin-tune instrumenterne. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova ind ad en bagdør. Vi skal slippe kirkens musik løs. Og det er på høje tid.
Vestervig Kirkemusikskole indbød i august 2010 en række folk, der har beskæftiget sig med den såkaldte rytmiske kirkemusik til et seminar, der skulle skaffe et ”overblik over den rytmiske kirkemusiks aktuelle status,” som der stod i indbydelsen. Et udmærket initiativ hvor jeg selv med stor fornøjelse mødte op – blandt andet i egenskab af bestyrelsesmedlem for Forum for Rytme i Kirken. Desværre synes jeg ikke status er særlig opløftende: Kirkemusikere i dag, hvad enten de uddannes på kirkemusikskolerne eller konservatorierne, bliver dygtige, klassiske organister og korledere, men ikke så meget andet. Situation er uholdbar. Vi har for længst indført rytmiske salmer, men uddanner ikke vores kirkemusikere til at spille dem.
Den 5. oktober kunne vi i Kristeligt Dagblad læse om et af de sogne, hvor man har fundet en løsning på problemet. Man har i Abildgård Kirke i Frederikshavn ansat salmekomponist og tidligere højskolelærer Hans Dammeyer som ”rytmisk kirkemusiker.” Men ikke uden sværdslag i ministerium, fagforening mv. Dammeyer passer jo ikke ind i systemet. Folkekirken er kun ganske, ganske langsomt ved at indrette sig med nye musikalske muligheder. Det er skidt, det går så langsomt. Men det er langt værre, at også kirkemusikuddannelserne halter bagefter. Det var jo her, det burde sprudle med initiativ.
Ved seminaret i Vestervig medbragte rektor på Løgumkloster Kirkemusikskole, Hans Christian Hein, et notat om forholdene på kirkemusikuddannelsesområdet i Tyskland til inspiration. Her er der i et samarbejde mellem den tyske landskirkes afdeling for populærmusik (ja, sådan én har de altså) og et musikkonservatorium etableret en 3 ½-årig konservatorieuddannelse med titlen ”B-kurs Popularmusik in der Kirche.” Med fag som rytmisk klaver og guitar, bandledelse, stilkundskab i jazz, rock og pop mm.
Jeg synes, vi skal gå endnu videre, end man har gjort i Tyskland. Det handler om meget mere end at slippe lidt bossa nova og andet ”Popularmusik” ind ad en bagdør. Vi skal, i langt højere grad end det nu er tilfældet, give kreativiteten lov til at blomstre. Der er en lang og smuk tradition at tage udgangspunkt i. Søndag efter søndag sidder dygtige organister landet over og spiller fantastisk musik. Mange af dem komponerer eller improviserer helt ny musik for ørerne af os. Korene synger klassisk og rytmisk, der spilles klaver og bruges anderledes ensembler eller elektronik så det er en lyst. Fordi der er dygtige mennesker, der har lært sig selv, hvad groove, backbeat og genrefusion er. Ikke fordi en nytænkende uddannelse har sat dem i gang.
Det er meget vanskeligt for en udenforstående at forstå, hvorfor uddannelserne på dette område hænger i bremsen i stedet for at sætte kursen. Hvorfor ikke bede kirkemusikskolerne om straks at lave en helt ny uddannelse i et frugtbart samarbejde med konservatorierne? Der skal jo uddannes til et ekstremt krævende arbejdsmarked. I kirkernes jobannoncer bliver der bedt om folk, der både kan spille orgel og klaver, kan dirigere et klassisk requiem, lede et gospelkor og sætte gang i en jazzvals.
Man kan altså ligeså godt være ambitiøs fra starten, når nye studieordninger tilrettelægges.
Der er ikke meget at betænke sig på. Teologiske overvejelser om musik kan vanskeligt pege andre steder hen end mod en tidssvarende, smuk og involverende kunst. Praktiske forhold vil selvfølgelig tale for at bibeholde et stærkt fokus på orgeltraditionen. Blandt andet af den simple grund, at orgel er et udmærket instrument til at fylde store rum med god lyd. Men musik er så meget mere end orgel og kor. Kirkemusik bør også være det.
Skal der siges noget teologisk om musikken, kunne det måske være, at vi, i hvert fald her i landet, har lagt Gregors og andre pavers tid bag os. Vores tro er ikke længere katolsk i hverken den ene eller anden betydning, og store centralt vedtagne normer for, hvad der er hellig musik, har næppe tiden for sig. Det må kirkemusikuddannelserne indrette sig efter.
Johannes Konstantin Neergaard
Abonner på:
Opslag (Atom)