Om Mensch og at mene noget

I kommunikationsbranchen er det ikke nødvendigvis en fordel at mene noget. Du sidder med din kunde, som vil sælge en vare med en særlig værdi, og dit job er naturligvis at bakke kunden op. (Eller skride med det samme, og ha' en kunde færre.)

Efter en lang dag på jobbet nyder jeg derfor helt vildt at passe min nebengeschæft som anmelder i Midtjyllands lokale avis. Hér skal der menes noget. 

Min sidste anmeldelse gav anledning til to meget vrede læserbreve i avisen - og tænk: Jeg tog det som en ros. 

Redaktøren fortalte - foranlediget af læserbrevene - i en leder, hvad anmelderens job går ud på:

"En anmeldelse er anmelderens personlige og dermed subjektive vurdering af det, der er set eller hørt. Man taler ofte for nemheds skyld om, at Midtjyllands Avis gav en film eller kunstudstilling en god eller dårliganmeldelse. Det er ikke helt korrekt, for der er alene tale om anmelderens mening. Og den har han ikke kun lov til at have, den skal han have, for det er hans job."

Anderledes forholder det sig dagen efter, når jeg skal sælge koncerter, efterskoleophold eller andre varer for mine kunder. Jeg lytter. Og hjælper med at formulere værdier, jeg ikke selv har fundet på. 

Sådan har folkene på Mensch siddet og lyttet til Danske Bank, inden de gik hjem og lavede New  standards-kampagnen.

Resultatet har Danske Bank berettiget fået skæld ud for. Men hvorfor skælde ud på Mensch?

Jo altså: De kunne selvfølgelig være skredet.

Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders - med Kristian Lilholt

Land

Multimedieforestilling med Kristian Lilholt, Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders m.fl.

Jysk Musik- og Teaterhus. lørdag d. 10. nov.

3 af 6 makroner i Midtjyllands Avis mandag d. 12/11 2013

Kristian Lilholt gav Silkeborg stjernestunder

Hovedværket i Land, de otte film med musik af Kristian Lilholt, var det mindst vellykkede ved det stort tænkte projekt.

De to afdelinger i lørdagens multimedieforestilling var som nat og dag. Første del var som én lang forfilm til TV-vejrudsigten – uden kanter, overraskelser eller modhager. I anden del sprudlede de tilrejste stjerner i flere store øjeblikke. Selvom alt ikke lykkedes for Kristian Lilholt, kan Silkeborg sige tak til den musikalske projektmager for at hente Nanna Lüders, Michala Petri og Benjamin Koppel til byen. Han har bestemt ære af at have gjort en interessant vision til virkelighed. En vision, der blandt andet handlede om at bringe musikere fra hvert sit musikalske verdenshjørne sammen.

Multimedie-hyldest

Kristian Lilholt og filmmanden Kim Søgaard havde sat sig for at omsætte Carstens Franks malerier til en begejstret multimedie-hyldest til Danmark. Det var overstrømmende lækre billeder i teknisk høj kvalitet, der strømmede over skærmen bag det store hold af musikere. Musikken var også i høj teknisk kvalitet. Saxofontroldmanden Benjamin Koppel og et velspillende band satte ikke en finger forkert. I 30 sekunder ad gangen nyder man jo denne slags perfekte feel-good-jingler. Men ikke i en time. Carsten Franks malerier dukkede op på æstetisk lækker vis i filmene, men gjorde sig betydeligt bedre i musikhusets lille sal, hvortil Jyske Finans havde udlånt dem i dagens anledning.

Mange ord

Kristian Lilholt små-snakkede hyggeligt mellem de otte numre, men det indhold, der kunne hentes ud af multimedieværket, havde stået stærkere, hvis værket var blevet afviklet uden ét eneste talt ord. Glansbilleder bliver ikke bedre af forklaringer.

Virtuoserne skinnede

I andet sæt fik hele holdet lov at strække ud og vise noget af den originalitet, de hver især rummede. Michala Petri høstede stående bifald for virtuost spil i ’It’s time to fly’ af Kristian Lilholt. Det indvarslede en afdeling, hvor både Kajsa Vala, Ida Friis Virenfeldt og Nanna Lüders med succes trådte frem som solister i egne numre. Det blev blandt andet til et rørende genhør med Nannas Buster og en meget smuk afslutning med Der er et yndigt land med Nannas melodi. Her strålede stjernerne.

Ordblind kommunikation

En svær en: hvordan kommunikerer man til ordblinde og ikke mindst: deres forældre?

Valget faldt på tv-spots og en redesignet hjemmeside. Der er stadig enormt mange ord. Men en højt prioriteret målgruppe for kunden var også professionelle i vejlednings- og pædagogbranchen.

Man er velkommen til at respondere og komme med gode tilråb...

PS

Det er jo heller ikke nemt, når de gode domænenavne ER taget. :)

Rasmus Lyberth og Christian Alvad

Rasmus Lyberth og Christian Alvad anmeldt i Midtjyllands Avis

Torsdag den 11. oktober kl. 20.00 på Toftebjerg Medborgerhus, Them

4 af 6 makroner

Musik fra kongerigets poler mødtes i Them

Rasmus Lyberth og Christian Alvad. To danskere med oprindelse i hver sin ende af kongeriget. Torsdag aften var Them centrum for et musikalsk topmøde mellem disse to vidt forskellige musikalske personligheder. Det kom der en skøn aften ud af, hvor musikalske ender mødtes.

De mødtes i Them. Men det kunne også have været Nashville. Deres fælles sprog befandt sig et eller andet sted i krydsfeltet mellem folk/rock og traditionel grønlandsk sang - tilsat country. Den fabelagtige guitartroldmand Christian Alvad kan trække mange genrer op af guitarkasserne, men i aftes var country hele tiden kun få blå toner væk.

Inspiration fra Afrika

Og for at det ikke skal være løgn, trak Christian Alvad også på malinesisk inspiration i en lille passage af koncerten, hvor han var alene på scenen. Vi kom sandelig langt omkring – og hvor var det smukt, da samme Christian Alvad i næste solonummer flettede ”Over the rainbow” ind i et nummer spillet på en barytonguitar med en særlig opsætning af strengene, som er opfundet i Nashville.

Kraftfuld urfolks-stemme

Men selvfølgelig var Rasmus Lyberth hovedpersonen. Han udfoldede sin lidt nasale vokal med stor finesse. Lige fra det kraftfulde, næsten råbende, til det viskende, manende og inderlige. Vi så de grønlandske vidder for os, når han holdt en lang, kraftig tone med sit karakteristisk vibrato, og vi var med helt inde i åndemanerens iglo, da han med stor karisma lod sangen klinge ud i hendøende, talte ord.

Beundrer af livet

Rasmus Lyberth havde et stærkt nærvær med sit publikum. De mange fremmødte kunne gå hjem med et lyst budskab om at vi skal huske at elske livet. Leveret med skælmsk humor.

”Jeg er beundrer af livet,” sagde Rasmus Lyberth og fortsatte:

”Det er godt, jeg skal være her. Jeg har sgu ikke tid til noget andet.”

Og så gjorde det ikke så meget, at vi ikke forstod de grønlandske tekster. Som Rasmus Lyberth sagde ved koncertens start:

”Lyt til Christian. Han spiller pissegodt – dét forstår I. Jeg synger kun på grønlandsk, men jeg skal nu nok finde en lille dør til jeres store hjerte alligevel.”

Han fik helt ret.

Billedtekst 1:

Christian Alvad kom langt omkring i det musikalske univers, og viste i flere omgange, hvorfor han regnes for en af Danmarks bedste akustiske guitarister.

Billedtekst 2:

Rasmus Lyberth var aftenens hovedperson, og bragte glimt fra den nordlige del af kongeriget til Them.

Gitte Hænning tog stikket hjem med jazz på svensk

Gitte Hænning med Nikolaj Hess

Rampelys, Silkeborg, torsdag 19/4 2012

Anmeldt af Johannes Konstantin Neergaard i Midtjyllands Avis

3 af 6 makroner

Det gik fra katastrofalt til rigtig dejligt, da Gitte Hænning med pianisten Nikolaj Hess i går aftes sang for et stopfyldt Rampelys. En nervøs start, hvor de to vidt forskellige musikere bogstavelig talt skulle øve sig på at spille sammen, blev lidt efter lidt afløst af hyggelige stunder med gode jazzstandards.

Publikum tog godt imod Gitte Hænning. ”I kan jo nok ikke huske mig,” sagde den 65-årige sangerinde, der har boet i Tyskland siden sit gennembrud i 60’erne. ”Joooo!” sukkede publikum forventningsfuldt. Og så kom de ellers: sangene fra Gitte Hænnings barne- og ungdomsår. Prinsesse for en dag, Kom ned på jorden igen, Tag med ud og fisk, Snakker med mig selv.

Sverige og jazz

Det fungerede bare slet ikke. Gitte Hænning rømmede sig ustandselig nervøst, Nikolaj Hess så ikke ud til at have det sjovt, og de tos sammenspil knirkede gevaldigt. Gitte Hænning var ærlig og indrømmede, at der ikke var blevet øvet af forskellige grunde. Det er jo bare ikke godt nok.

Langsomt, langsomt kom der skik på foretagendet. Først et lille potpourri af svenske folkesange arrangeret af Otto Francker. Meget fint. Så et potpourri af jazzballader. Rigtig godt. Og så gik det ellers slag i slag med små perler fra den store jazzsangbog. Højdepunkter for mig var Monicas vals (Waltz for Debbie som sunget på svensk af Monica Zetterlund med Bill Evans) og flere af Nina Simones sange.

Fra schlager til jazz

Caroline Henderson har gjort det, Cæcilie Nordby har gjort det og nu prøver Gitte Hænning altså også: At skifte fra én genre til en anden. Det er ikke nogen let sag. Gitte Hænning kan ting med sin stemme, der er de færreste unge popsangere beskåret, og hendes scenetække kan man heller ikke tage fra hende. Helt foldet ud som jazzsanger er hun bare ikke. Slet ikke når hun ikke har øvet sig med sin – i øvrigt meget dygtige – pianist.

Billedtekst:

Blandt publikum sad Louise Espersen, der imponerede med sin version af ’Snakker med mig selv’ i DR’s Talent 2008. Louise var begejstret for koncerten med sit idol, og mødtes bagefter med Gitte Hænning, som sang med på hendes cd i 2008. ”Jeg ville helt sikkert give koncerten seks makroner,” sagde Louise Espersen efter koncerten. ”Det var helt vildt flot, og selvom jeg stadig er mest optaget af hendes ting fra 60’erne, synes jeg, det var spændende at høre Gitte Hænning med noget andet end det sædvanlige.”

Transcendental kommunikation

Pludselig har jeg igen ment noget om kirkemusik i Kristeligt Dagblad. Og bloggen her har efterhånden mange indlæg om emnet, kan jeg se. Er det virkelig så vigtigt?

Ja det er. Musik er ultimativt, når livets dybeste mening skal kommunikeres.
Det ved man i (næsten) alle religioner. Enkelte asketer har ment, musik havde for meget glæde i sig, og forbød det i muslimsk eller kristen sammenhæng. Det er undtagelser fra reglen.

Skal vores kulturs religiøsitet beholde sin kraft, er det minsandten nødvendigt, dens musik opdateres. Som al anden kommunikation har musik også behov for at være modtagerrettet. Nogle af os (og ikke forbavsende: mange af os, der regelmæssigt går i kirke) elsker klassisk musik. Vi synes måske endda orgelmusik ikke er så tosset. Men giv os nu nogle kirkemusikere, der er uddannet til andet og mere end orgel og koraler.

Så tror jeg, folkekirkens chancer for at blive ved at være danskernes foretrukne sted at møde transcendental kommunikation vil stige.

Storcharmerende christianit sang guldet frem

Lukas Graham

Jysk Musik- og Teaterhus. Tirsdag d. 3/4 2012

anmeldt i Midtjyllands Avis af Johannes Konstantin Neergaard

5 af 6 makroner

Lukas Graham var en af børnestjernerne i ’Krummerne’, han har sunget i København Domkirkes drengekor, er født og opvokset på Christiania med dansk mor og irsk far og er nu på alles indre jukebox med radiohits i guldklassen. Det kun 23-årige stjerneskud overbeviste i går silkeborgenserne om at han nu også med fuld ret kan skrive livemusikalsk storcharmør på visitkortet.

Ungdomskulturens noder og unoder satte sit præg på koncerten med Lukas Graham. Fest, sprut og kærlighed. Og så lige et par iPhone-snapshots taget af sanger, roadie og trommeslager, så keyboardspillerens fødselsdag kan fejres på Facebook med et hujende publikum som baggrund. Hele koncerten osede af drenget charme, fremragende musikerskab og uspoleret begejstring over livet og musikken. Ikke stor kunst måske, men masser af smittende glæde og energi.

Klassisk soul

Manglede der noget? Ja: en trompet. På den stadig helt nye cd-udgivelse med bandet er lækre blæserarrangementer en vigtig del af attraktionen ved musikken. Men på turnéen er messinginstrumenter helt sparet væk. Ærgerligt, syntes anmelderen. Pyt med det, syntes mine to ganske unge ledsagere, der helt sikkert vil mene, jeg fedter med makronerne.

Indrømmet: Trommeslageren Mark ’Lovesticks’ Falgren, bassisten Magnus ’Magnúm’ Larsson samt pianist (og fødselar) Morten Ristorp spillede ganske enkelt så fremragende, at jeg efterhånden næsten glemte at ærgre mig over fraværet af klassisk soul-blæs. Selv en enkelt ægte soulklassisker – Change is gonna come af Sam Cooke – fik de fire musikere opdateret til et lækkert og let rocket 2012-lydbillede. Men tag nu bare de horn med næste gang.

Farfar var med

Temmelig mange unge piger havde fundet vej til en fyldt sal i Jysk Musik- og Teaterhus. Men derudover var det et aldersmæssigt spredt publikum, hvor også mændene fyldte godt op. Lukas Graham har simpelthen ramt en musikalsk guldåre. Både ung og gammel kunne finde sig selv i fusionen af støvet sydstatssoul, moderne r&b, hip hop og funky poprock tilsat en sprød stemme, der både rummede kraft og en sød lille vibrato. Og så kan han det der med følelserne.

Helt alene på scenen kunne Lukas Graham fange salen med en inderlig og intens hyldest til sin afdøde farfar. Og snart efter lade festen spurte videre med pigebesøg på scenen, jokes og ping pong med både resten af bandet og publikum. Jeg tror, vi kommer til at høre meget mere til ham – og jeg glæder mig.